Prøv avisen

Ægtepar: Det ville være unaturligt, hvis børnene stadig boede hjemme

Efter børnene er flyttet hjemmefra er den store have ved huset i Vaarst et af de steder, Anders N. Andersen og Kamma Raunkjær bruger meget tid. – Alle fotos: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Selvom det kan være vemodigt, når børnene flytter hjemmefra, er det bedste at se dem blive selvbærende og have mod på livet, mener ægteparret Kamma Raunkjær og Anders N. Andersen fra Nordjylland

For et par uger siden begyndte de at gå til tango sammen. Ægteparret Anders N. Andersen, 65 år, og Kamma Raunkjær, 56 år, kan godt mærke, de har fået mere tid og også lyst til at dyrke egne interesser, efter at børnene Margit og Martin er flyttet hjemmefra.

”Vi har egentlig snakket om at gå til dans i mange år, men det blev ikke til noget, mens børnene boede hjemme. Nu er vi mere frit stillet, og det er en fordel. Da et vennepar spurgte, om vi skulle med til tango, tænkte vi, at det var nu. Det er også en god mulighed for at mødes med vores venner lidt oftere,” fortæller Kamma Raunkjær, der er miljøingeniør.

”Vi er opmærksomme på at få nogle nye oplevelser sammen. Vi er for eksempel begyndt at cykle en del længere ture sammen. Den anden dag cyklede vi til Hadsund og spiste en pizza. Det var en skøn tur,” siger Anders N. Andersen.

Han er afdelingsleder i et softwarefirma.

De har boet i det samme hus i andelsforeningen Stærhøj ved landsbyen Vaarst i Nordjylland i 26 år. Her er der åbne vidder mod ådalen, fælleshus og fællesskab med de andre familier, som for manges vedkommende flyttede ind samtidig med familien Raunkjær Andersen. Dengang vrimlede det med børn mellem husene. Omkring 30 var der, mens der var flest. Nu er de fleste af børnene blevet voksne og er flyttet hjemmefra.

”Det var et godt sted for børnene at vokse op, men nu synes de godt nok, der er langt herud på landet, selvom der kun er 18 kilometer til Aalborg. De skal helst hentes og tager ikke bussen. De forstår ikke, at vi gider bo herude. Det er mere bylivet, der frister. Så når vi ses, er det ofte på en restaurant i Aalborg, hvor vi får noget godt at spise og sidder og snakker, men vi kan da også godt kalde dem hjem en gang imellem,” siger han.

Datteren Margit på 22 flyttede hjemmefra for to år siden og læser medicin i Aalborg. Sønnen Martin er 26 år, flyttede for fire år siden og læser til softwareingeniør, ligeledes i Aalborg. Lige nu er han dog et semester i Melbourne i Australien for at læse. Inden han rejste, nåede han at bo hjemme igen i et halvt år, fordi han havde en studiepause og et højskoleophold, efter han var blevet bachelor.

”Det var helt fint at have ham hjemme, men det var også fint, at han flyttede igen. Han er meget omgængelig og hjælper med at lave mad, men nogle gange tænkte vi da på, om han sad lige lovlig længe og spillede computer,” fortæller Kamma Raunkjær.

De har begge følt, at det var sådan, det skulle være, da børnene begav sig ud i livet.

”Det bedste er at se dem blive selvbærende, at de følger deres drømme og begynder at leve livet og tør kaste sig ud i det. Det har vi altid lagt vægt på, at de skulle, og nu tror jeg, de begynder at finde ud af, hvad det egentlig betyder,” siger Anders N. Andersen.

Hustruen supplerer:

”Det var på nogle måder vemodigt, da de flyttede hjemmefra, men det er ikke noget, vi har været i chok over. Det ville være unaturligt, hvis de stadig boede hjemme, og vi ligger ikke vågne om natten og tænker på, hvad de laver. Vi nyder også begge at have tid til at fordybe os i nye interesser,” siger hun.

Og planer og drømme er der nok af. De bruger begge en del tid på at pusle i den store have, der hører til huset. Han er gået i gang med den ph.d. om vedvarende energi, han længe har drømt om at skrive, og svømmer tidligt om morgenen. Hun har taget en efteruddannelse i projektledelse og har været på en uges yogarejse til Kreta.

”Mens børnene boede hjemme, syntes jeg ikke, jeg kunne tage væk en hel uge. Det er dejligt at have den mulighed nu,” siger hun.

Når børnene ellers er i Aalborg, ser forældrene dem cirka en gang om måneden. Derudover ringer de sammen og har en familiegruppe på Messenger, hvor de er meget i kontakt. Som regel er de også på sommerferie sammen – på forældrenes regning. Hele familien rejste med til Australien som en kombineret ferie og god begyndelse på livet på den anden side af jorden, da Martin skulle begynde at studere.

”Ja, som den eneste havde Martin sine forældre med til første skoledag på universitetet. Der kan man tale om curlingforældre,” siger Anders N. Andersen med et skævt smil.

”Vi har ikke økonomiske problemer, så vi låner dem gerne penge, hvis de har brug for det. Og vi har altid været meget parate til service, når de havde behov. Det kan jo være, noget af det engang kommer igen, når de begynder at tjene godt, og vi bliver gamle.”

I Aalborg bor Margit og Martin i hver sin ungdomsbolig, som pladsmæssigt svarer til et stort værelse. De har foreslået forældrene at købe en studielejlighed.

”Men det ville vi ikke. Det stiller både dem og os mere frit ikke at eje noget og stå med ansvaret for en ekstra bolig.”

Til gengæld står børnenes værelser i huset i Vaarst nogenlunde, som da Margit og Martin boede hjemme.

”Vi har plads nok og har ikke haft behov for at omrokere på rummene. Margit har et lager af tøj her, men det er også o.k., så længe hun bor så småt i Aalborg,” siger hendes mor.

I hverdagen kan de godt savne børnene eller tænke, at det kunne være rart at vide lidt mere om, hvad de går og laver.

”Men vi ønsker heller ikke at presse os på, så hvis der er gået lang tid, sender vi måske en sms og hører, hvordan det står til.”

De fremhæver begge fællesskabet i andelsforeningen, hvor de bor, som noget, der måske også gør det lettere, når børnene flytter hjemmefra.

”Fordi vi har fællesspisning og mange sociale aktiviteter her, føles det nok ikke tomt på samme måde, som hvis vi havde siddet alene tilbage i et parcelhus. Vi har hørt om flere jævnaldrende, som leder efter et seniorbofællesskab eller lignende, fordi de savner noget mere liv.”

I flere af de andre huse i foreningen er de voksne børn begyndt at komme tilbage med børnebørn. Dejligt, men også tidskrævende, kan parret se.

”Nu tager vi lige en puster, inden der begynder at komme børnebørn. Vi kan se på vores naboer herude, at man godt kan bruge meget tid på at være bedsteforældre,” siger Anders N. Andersen.

”Ja, og siden vi var curlingforældre, da de boede hjemme, ender vi nok også med at være curlingbedsteforældre. Ny nyder vi også at kunne slappe lidt af, mens vi kan,” siger Kamma Raunkjær.