Det er velkendt, at danskerne er blandt de lykkeligste i verden. Vi har endda flere gange toppet listen, og den fortælling er blevet en væsentlig del af vores selvbillede og andres blik på os. Men det er en begrænset fortælling, for den siger ikke noget om, hvordan lykken er fordelt, påpeger Michael Birkjær.
Han er analytiker hos The Happiness Research Institute (Institut for Lykkeforskning), som er en privat tænketank. Her laver man analyser af trivsel og lykke for forskellige fonde og organisationer, og der er en helt ny analyse for Nordisk Ministerråd, der får ham til at stille spørgsmål ved den vanlige opfattelse af de lykkelige folk i Norden. For den viser, at 12,3 procent, altså flere end hver tiende, selv rapporterer, at de mistrives eller ligefrem er ulykkelige. I Danmark er tallet 8,1 procent. Og begge tal er steget markant hvert år, siden man begyndte at måle i 2008.
”Vi er i Danmark fortsat bedre end de fleste til at producere liv, vi er glade for,” understreger han, ”men når vi diskuterer sundhed, trivsel og lykke, bliver det stadig mere vigtigt at inddrage den nuance, at en hel del faktisk ikke er lykkelige. Vi er nødt til at sande, at vi har en væsentlig udfordring i hele Norden, hvad angår denne gruppe og dens udvikling. På ganske få år er tallene nærmest eksploderet, især for de unge og de ældste.”
Har vi ladet os forblænde af lykkemålingerne?
”Der har de seneste år i hvert fald været mange undersøgelser og artikler, som entydigt fokuserede på, hvor lykkelige vi er i Norden. Det er heldigvis også blevet en del af den offentlige debat, at vi har voksende problemer med trivslen, men lykkemålingerne risikerer at skabe en stemning af, at så galt er det alligevel ikke fat. Når 8,1 procent af den danske befolkning selv rapporterer, at de ikke har et godt liv, må vi dog spørge os selv, om det er godt nok.”
Hvad er de primære faktorer, der får nogen til at føle sig ulykkelige?
”Det er bemærkelsesværdigt, at når vi taler om ulighed, er det oftest med reference til indkomst eller beskæftigelse. Men den ulighed, der er mest afgørende for, om man har et godt liv, er uligheden i sundhed. Først den generelle og dernæst den psykiske. De psykiske sundhedsproblemer synes at være stærkt relateret til især ensomhed og stress, hvor vi har set voldsomme stigninger inden for de seneste år. Stigningen er størst blandt de unge, hvilket indikerer, at omfanget af mistrivsel kommer til at stige yderligere i de kommende år.
Når netop fysisk og psykisk sundhed påvirker vores trivsel mest, er det fordi, at sundhedsproblemer forekommer i alle sociale lag. Stress er stadig særlig udbredt blandt arbejdsløse, men ses også i stigende grad blandt beskæftigede. Ensomhed rammer også bredt, hvorimod ulighed i indkomst mest rammer en mindre gruppe.
De andre faktorer, der påvirker vores trivsel mest, er beskæftigelse, social kontakt og religiøsitet – i den rækkefølge.”
Denne udvikling – at flere mistrives eller føler sig ulykkelige – er den særlig for Danmark?
”Nej, det er en global tendens. Men ifølge undersøgelser fra FN har Danmark traditionelt ligget langt foran resten af Norden målt på lykke, men nu er vi på niveau med de andre. Kun svenskerne bliver ved med at have det lidt sværere. Der er dog også lande, der hvor udviklingen er mere negativ end i Danmark. USA er skræmmeeksemplet. De rasler ned i lykkemålingerne år for år, og den afgørende faktor er, at ensomheden vokser eksplosivt blandt især de unge. Den tendens er også kommet til Danmark, og for nylig overhalede de unge de ældste i at være mest ensomme. Det er en særdeles alarmerende udvikling, for der skal ret meget til, før nogen rapporterer, at de er ensomme.”
Hvorfor betyder tro så meget for trivslen?
”Det kom også lidt bag på os. Flere undersøgelser har tidligere vist, at religiøse generelt melder om høj trivsel, men det er ofte i kraft af noget andet, eksempelvis at flere religiøse lever sundere og har et bedre socialt netværk end ikke-religiøse. Men selv når vi kontrollerer for de ting, er der en markant effekt. Religiøsitet kan noget i sig selv, og tallene peger i retning af, at jo mere religiøs man er – eller jo mere hengiven man er til sin tro – jo større chance er der for at føle sig lykkelig. Tallene kan i sig selv ikke forklare hvorfor, men min egen hypotese er, at troende mennesker måske nemmere finder en større mening med tilværelsen. Måske finder de også tryghed i idéen om et efterliv og har et værn med ensomhed i troen på, at Gud er med dem. Og så lever vi jo i et stadig mere individualiseret samfund, hvor vores lykkefølelse mere end nogensinde er bundet op på os selv. Har man følelen af at være del af noget større, er man måske mindre tilbøjelig til at reagere voldsomt på modgang.”
Hvad er konsekvenserne af, at stadig flere mistrives eller føler sig ulykkelige?
”Der er selvfølgelig nogle økonomiske konsekvenser. Mistrivsel er relateret til sygefravær, lav produktivitet og højere forbrug af sundhedsydelser. Men mere vigtigt, så viser flere undersøgelser, at vores tillid til hinanden og til det offentlige system i høj grad er forbundet til, hvor godt vi har det. Trivsel har større effekt på tillid end indkomst, fordi mistrivsel fjerner os mere fra hinanden, end lav indkomst gør. En interessant måling fra Storbritannien viste i 2017, at den mest afgørende faktor for, at nogle kommuner stemte leave til afstemningen om at forlade EU, var ulighed i trivslen. De havde simpelthen mindre tillid til systemet.”
Hvem skal gøre hvad for at imødegå udviklingen?
”I forhold til psykiske sygdom går problemet på tværs af alle skel og virker derfor til at være strukturelt. Derfor er det i høj grad en politisk indsats, der skal til. Det vil også give økonomisk god mening, fordi der er mange penge at spare ved at minimere mistrivslen.
I det omfang, at den øgede mistrivsel blandt unge har rod i uddannelsessystemet og præstationskulturen, er det oplagt at sætte ind her, måske også mere, end det allerede sker. Sværere bliver det med den ensomhed, der er bundet op på privat adfærd og social kultur, eksempelvis brugen af de sociale medier. Man kan jo ikke politisk forbyde brugen af Facebook. Men man kan styrke oplysningsarbejdet, eksempelvis med et råd, der kan guide de unges adfærd på sociale medier. Men det er komplekst.
Uanset hvad er det vigtigt, at vi får løftet debatten om, hvad der gør os lykkelige, og hvorfor så relativt mange mistrives. For udviklingen går den forkerte vej.”