Prøv avisen
Boguddrag

Opdragelse: Der er lige så meget kærlighed i retningslinjer som i hjælp og omsorg

"Hvis vi kun lærer vores børn, at livet er nemt, sjovt og attraktivt, gør vi dem en bjørnetjeneste. Det kommer til udtryk ved, at børnenes pædagoger, sportstrænere, lærere og andre børns forældre bevidst eller ubevidst reagerer afvisende og tilbageholdende over for børn, som ikke kender reglerne for social opførsel ved middagsbordet, i børnehaven, i klasserummet og i sportsklubben." Modelfoto. Foto: Nima Stock/Ritzau Foto

Hvordan skelner vi børn med reelle dysfunktioner fra børn med opvækstrelaterede vanskeligheder? Det undersøger forfatter og psykolog Ann-Elisabeth Knudsen i bogen "Diagnose eller opdragelse". Læs et uddrag her

Emma var ventet med længsel. Et rigtigt ønskebarn. Endelig kom hun; så fin, velskabt og bevidst. Der var respons i øjenkontakten med både mor og far umiddelbart efter fødslen. Stolte og glade var forældrene, men efter et døgns tid, mens den nybagte familie stadig opholdt sig på fødegangen, fik lille Emma høj feber, kastede op og begyndte at blive sløv. Hospitalspersonalet undersøgte den nyfødte grundigt og stillede diagnosen bakteriel meningitis.

Den bakterielle meningitis, som Emma blev ramt af, var alvorlig og måtte behandles med antibiotika. Risikoen for komplikationer ved og efter bakteriel meningitis skyldes, at betændelsestilstanden i hinderne omkring hjernen får trykket til at stige. Det skaber reel risiko for hjerneskade, og der kan tilstøde blodforgiftning med dødelig udgang.

Sygdommen varede en uge. En hel uge, hvor ingen anede, om Emma ville overleve eller ej. De fortvivlede forældre blev kastet fra håb til fortvivlelse og tilbage igen.

Heldigvis endte det godt for Emma, der tilsyneladende kom gennem sin første dramatiske leveuge uden mén. Glade og taknemmelige kunne forældrene tage hjem med deres nyfødte datter og en bevidsthed om, hvor skrøbeligt livet er.

Med stor forsigtighed og omsorg blev Emma introduceret til hverdagen. Forældrene vågede over hendes søvn og vogtede på enhver forandring i hendes tilstand. I begyndelsen var fokus alene på hendes fysiske tilstand, men efterhånden blev forældrene også opmærksomme på hendes følelsesmæssige udsving og behov, der omhyggeligt blev tolket, analyseret og opfyldt. Til tider inden Emma nåede at registrere dem selv.
 
Historien om Emma kunne lige så godt handle om et barn med andre vanskeligheder: hjertefejl, voldsomme feberkramper i det første leveår, meget for tidlig fødsel, epilepsi eller andet. Og pointen med historien er, at forældre forståeligt nok kan være så glade for, at deres barn lever og udvikler sig, at de indimellem, i bedste mening, glemmer at opdrage barnet med de rimelige krav og grænser, som ville være naturlige at introducere for et barn født uden vanskeligheder.

I tilfælde som Emmas kan det derfor være ekstremt svært at skelne, om hendes vanskeligheder gennem børnehaven og i skolen skyldes den bakterielle meningitis, eller om forældrenes høje beskyttelses- og serviceniveau også spiller ind. Lad os se lidt på betingelser og sammenhænge ved de to mulige årsagsforklaringer på de indlæringsvanskeligheder, Emma får diagnosticeret, da hun går i 5. klasse.

Mulige senfølger
Selv om et barn overlever bakteriel meningitis og herefter fysisk udvikler sig inden for normalområdet, vil der altid være en risiko for senfølger af sygdommen. Et unikt dansk forskningsprojekt fra 2013 viser, at danskere, der som børn har fået konstateret meningitis, har større risiko for uddannelsesmæssige problemer som unge og voksne. Især bakteriel meningitis øger risikoen for at få indlæringsvanskeligheder, og sygdommen kan få konsekvenser langt ind i voksenlivet.

Forskningsresultatet bygger på data fra næsten 3.000 danske børn, som i perioden 1977 til 2007 fik en af tre mulige meningitisdiagnoser (meningokokal, pneumokokal eller Haemophilus influenzae).

Tallene blev sammenlignet med data fra andre børn fra Danmark, som ikke havde haft sygdommen. Undersøgelsen viser, at antallet af børn med bakteriel meningitis, der gennemførte en ungdomsuddannelse, var 11 procent lavere. Man målte ligeledes antallet af personer, der som 35-årige havde gennemført en videregående uddannelse, og her var tallet 8 procent færre end i gruppen af personer, der ikke havde haft sygdommen.

Forskerne fandt desuden, at mellem ca. 4 og 11 procent af de personer, der i barndommen var ramt af én af de tre meningitisdiagnoser, fik svært ved at klare sig økonomisk i voksenlivet. Med andre ord ville det ikke være helt usandsynligt, om Emmas indlæringsvanskeligheder og koncentrationsbesvær kunne dateres tilbage til hendes meningitis, også selvom langt de fleste børn klarer sig fint og helt uden senfølger.

Men hvordan afgør vi så, hvad der er opvækst, og hvad der er neurologiske senfølger?

Opdragelsens indflydelse

Forskning peger på, at forældrenes rolle har stor betydning for barnets koncentrations- og indlæringsevne på kort såvel som på langt sigt. Forældrenes rolle betragter vi som opdragelse og opvækstvilkår.

I Psykiatrifondens temanummer juni 2015 om "Det gode forældreskab" er en række forskere og andre fagfolk, som arbejder med børn, blevet interviewet. Et initiativ, som er iværksat på baggrund af undersøgelsen "Børn og unges mentale helbred – forekomst af psykiske symptomer og lidelser og mulige forebyggelsesindsatser" fra Vidensråd for Forebyggelse, og som dokumenterer en stigende tendens til mistrivsel hos danske børn.
 
Samtidig viser tal fra OECD, at halvdelen af alle personer med en psykisk sygdom har udviklet sygdommen, inden de er fyldt 15 år, og at antallet af patienter i børnepsykiatrien er steget med 165 procent alene fra 2001 til 2011.

Skræmmende tal, som ikke bliver mindre skræmmende af at blive sammenholdt med det faktum, at flere og flere børn og unge får diagnoser som ADHD og depression, og at 15 procent af børn og unge i Danmark har været eller er i behandling for en psykisk sygdom.

Hvis man spørger førende udviklings- og kognitionspsykologer, er opdragelse en del af forklaringen. Børn er ikke født med viden om, hvordan de bør reagere og navigere i en social arena. De har brug for hjælp til at begå sig, til at regulere deres følelser og udsætte deres behov, så de er til at holde ud at være sammen med, ikke blot for deres forældre, men i høj grad også for andre mennesker. Til gengæld er stort set alle børn født med et potentiale for at udvikle sociale kompetencer og indgå i relationer. Små børn er afhængige af, at nogen tager sig af dem, og rækker derfor med alle de midler, de har til rådighed, ud efter fællesskaber; med øjenkontakt, pludren og gråd osv. Det lille barn lærer hurtigt, hvad der skal til for at tiltrække kærlighed, kontakt og omsorg.
 
Ifølge børnepsykolog Charlotte Diamant er det blandt andet helt afgørende, at børn mestrer basale sociale kompetencer, som:

  • at være en god kammerat
  • at være vedholdende
  • at kunne tackle udfordringer
  • at kunne vente på tur
  • at være i stand til at kontrollere svære følelser som vrede og skuffelse.

Hvis vi kun lærer vores børn, at livet er nemt, sjovt og attraktivt, gør vi dem en bjørnetjeneste. Det kommer til udtryk ved, at børnenes pædagoger, sportstrænere, lærere og andre børns forældre bevidst eller ubevidst reagerer afvisende og tilbageholdende over for børn, som ikke kender reglerne for social opførsel ved middagsbordet, i børnehaven, i klasserummet og i sportsklubben. Barnet får ikke den anerkendelse og varme fra omgivelserne, som det har behov for. Selv professionelle voksne vil finde det lettere at hjælpe børn eller gøre noget ekstra for børn, som "arbejder med".
 
At kunne begå sig, give de andre plads og anerkendelse og være én, man kan regne med, er vigtige egenskaber i alle typer af relationer. Og vi skal på ingen måde længes tilbage til forrige århundreders autoritære opdragelsesform med kæft, trit og retning, hvor barnet blot skulle indordne sig, være lydig og ses, men ikke høres. Det er bestemt ikke noget, som fremmer egenskaber, der er brugbare i dag. Tværtimod øger autoritær opdragelse risikoen for indestængt vrede og aggressioner hos børn.

Men den mere magelige laissez-faire-opdragelse er dog heller ikke vejen frem, heller ikke når den praktiseres i troen på barnets egne indre kompetencer eller evne til at vokse og gro i kærlig eftergivenhed. Som jeg skrev om allerede i Seje drenge og superseje piger (2007), fortæller WHO’s undersøgelser, at moderne forældre er konfliktangste. Vi synes, det er ubehageligt at sætte grænser for vores børn, og vores fortolkning af at være gode og kærlige forældre kan føre til overservicering. Vi vil i virkeligheden gerne fjerne alle sten på vores børns vej og hygge os sammen i stedet. 

Men de knap så hyggelige sider af opdragelsen som at give viden og normer videre til sit barn, hjælpe med at definere regler for, hvordan man taler til og om hinanden, hvordan man deler opgaver og håndterer konflikter, hvordan man hjælper til, og hvornår man siger undskyld og tak, kan ikke springes over. Der er lige så meget kærlighed i værdier og retningslinjer som i hjælp og omsorg. Eller som Psykiatrifonden formulerer det: "Børn har jo ingen erfaringer med fra fødslen. Så når der ingen regler eller struktur er, så skal de bruge energi på at regne ud, hvordan reglerne er, og det gør dem ængstelige og bekymrede. De skal hele tiden lede efter grænser, der ikke er der."

Professor og tidligere formand for børnerådet Per Schultz Jørgensen uddyber det: "Børn skal have hjælp til at finde fodfæste i en flimrende verden af stadigt flere krav. Derfor er der mere end nogensinde brug for forældre, der tør opdrage. (…) Der er ingen faste troværdige anvisninger på, hvordan vi skal leve i dag. Alle skal i ekstrem grad selv tage stilling og kunne tage ansvar for deres liv. Mange forældre tror, det kommer af sig selv, at børnene lærer at blive selvstændige og ansvarlige og klare sig, hvis bare de får kærlighed nok og bliver dygtige i skolen. Men sådan er det ikke."

Psykologer, psykiatere og forskere, som dagligt arbejder med børn, er altså enige om, at vi svigter børnene, hvis vi ikke lærer dem sociale kompetencer. På den ene side kan de blive uudholdelige og deraf isolerede som unge, på den anden side kan det virke socialt hæmmende for dem, hvis de grundlæggende mangler evnen til at læse deres omgivelser.