Nogle gange føles hendes hjerne som en ubegribelig labyrint, andre gange som en 10-sporet motorvej. 24-årige Johanne Lund-Ertel har diagnoserne add, der giver koncentrationsbesvær, og borderline, der betyder, at hun har en følelse af indre tomhed og konstant identitetskrise.
Da hun som teenager fik stillet diagnoserne, kom det som en stor lettelse oven på en årrække, hvor hun havde følt sig anderledes og utilpasset. For nu kunne hun pludselig forstå, hvorfor hun oplevede den kroniske tomhed, frygtede at blive forladt og havde et meget sort-hvidt-blik på verden omkring sig.
”Jeg kunne ikke forstå mig selv. Jeg kunne ikke forklare mine humørsvingninger før diagnosticeringen. Så det var en kæmpe lettelse. Og det betød, at jeg fik hjælp – både mentormæssigt og økonomisk,” siger Johanne Lund-Ertel, der nu bor i egen lejlighed i Albertslund efter at have været tilknyttet et bosted i flere år.
Men med diagnoserne fulgte også en del problemer i mødet med omverdenen. For andre mennesker kom ofte til at sætte lighedstegn mellem hende og diagnosen. En dag, da hun stadig boede på bostedet og pludselig ikke måtte gøre, som hun selv havde lyst til, blev hun for eksempel ramt på sin retfærdighedssans og argumenterede heftigt for sine synspunkter. Men pædagogen over for hende svarede blot:
”Slap af. Det er din borderline, der taler.”
Det føltes, som om han ikke værdigede hendes argumenter nogen betydning. Som om de var ugyldige på grund af diagnosen.
”Men borderline er bare en række af symptomer, der spiller ind på og former min hverdag. Jeg er ikke borderline,” siger Johanne Lund-Ertel.
”Jeg er blevet bedre til at sige fra. Jeg er ikke mine diagnoser. For når jeg så er i bedring, hvad er jeg så? Jeg har fuld forståelse for alle, der identificerer sig med deres diagnoser, fordi det gør det lettere at forstå sig selv som menneske, og fordi systemet også arbejder ud fra samme kassetænkning. Og sommetider falder jeg da også selv i. Men jeg forsøger at undgå det,” siger hun.
Andelen af voksne danskere med en psykisk diagnose er steget med 22 procentpoint på blot fem år – fra 198.100 personer i 2013 til 242.100 personer i 2018, viser Kommunernes Landsforenings beregninger over borgere med psykiske diagnoser stillet i hospitalspsykiatrien. Det svarer til lidt over fem procent af den voksne befolkning. Men hvad er den udvikling et udtryk for?
Begrebet diagnose stammer fra det græske ord dia, der betyder gennem, og gnosis, der betyder viden. Og det er netop i takt med, at vi har fået et mere omfattende kendskab til symptomernes sammenhæng, at vi har udviklet vores syn på, hvordan de enkelte diagnoser egentlig bør klassificeres.
For nylig vedtog Verdenssundhedsorganisationen (WHO) formelt et nyt diagnosesystem, som snart udgives, og som danske læger og psykologer i fremtiden skal benytte til at diagnosticere danskerne. Siden årene omkring 1900, hvor en række forskere afholdt den første internationale konference i Frankrig og udformede en samlet klassificeringsliste, har man sørget for at opdatere den, i takt med at man er blevet klogere. I 1938 kom psykiske lidelser så med i systemet, og siden 1948 har det været WHO, der stod for revisionerne.
Det nye diagnosesystem er den 11. revision i rækken og afløser det nuværende diagnosesystem fra 1990. Og efter så mange år er det på høje tid med en opdatering, mener specialpsykolog og formand for Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer Klaus Pedersen, der har stået i spidsen for danske psykologers bidrag til revisionen.
”Med det nye system kommer der også flere nye psykiske diagnoser, heriblandt uhæmmet overspisning, on- og offline spillelidenskab, der ikke involverer penge, men hvor personen over en lang periode har haft manglende kontrol over impulser og tidsforbrug til spil, og endelig forlænget sorgreaktion, som er en diagnose, som mange læger og psykologer længe har savnet, og som forskning har underbygget relevansen af,” siger Klaus Pedersen.
Om de nye diagnoser vil medføre, at endnu flere personer vil få en psykisk diagnose, er endnu for tidligt at sige, vurderer Klaus Pedersen.
Men han fortæller, at stigningen i antallet af personer med diagnoser også skal ses som et udtryk for, at man har lavet en udredningsgaranti på 30 dage. Det medfører, at der henvises flere mennesker til hospitalspsykiatrien med henblik på at få dem udredt og diagnosticeret hurtigt. Samtidig har de 18-20-årige fået mulighed for at få gratis behandling for depression og angst, såfremt de unges egen læge henviser til en psykolog. Også det kan betyde, at flere i disse år også vil få stillet en diagnose uden for hospitalspsykiatrien.
Som følgesygdomme af borderline lider Johanne Lund-Ertel også af klinisk depression og angst.
”Jeg er glad for, at der er kommet mere fokus på de diagnoser, så det ikke kun hedder sig, at man er ’et problembarn’ eller endnu en ’skinger kvinde’,” siger Johanne Lund-Ertel, der ganske vist stadig mødes af fordomme.
Det er ikke blot fordomme fra andre unge, men også venners forældre, der kan stille sig uforstående over for diagnoserne og for eksempel finde på at sige, at en depression jo bare er dovenskab. Men med tiden har folk alligevel fået meget nemmere ved at forholde sig til de ”lette” diagnoser som angst, depression og add, synes hun.
”De er blevet normaliseret og mainstream. Og det er jo både godt og skidt. For jeg oplever, at flere forstår mig og min situation sammenlignet med førhen. Men samtidig virker det også, som om der er mange mennesker, som har mistet troen på, at det er reelle problemer. De kender jo selv syv-otte andre, som har depression eller angst, og som fik det bedre af lidt medicin.”
”De stiller spørgsmål som: ’Hvad blev der af dengang, hvor alle ikke skulle pakkes ind i vat?’. Det er et problem, fordi man tager det seriøse ud af diagnoserne, og det er synd for de mennesker, der lever med lidelserne. Det er frustrerende og provokerende, når alle bruger diagnoserne som ligegyldige tillægsord,” siger Johanne Lund-Ertel.
Men man kan som diagnoseramt vel heller ikke tage patent på ordene?
Nej, svarer Johanne Lund-Ertel. Men vi risikerer at udvande begreberne, hvis en person, der for eksempel har lidt hormonelle humørsvingninger en eftermiddag, kan tillade sig at lave sjov med, at vedkommende nu må være skizofren.
Sociolog Anders Petersen, lektor ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet, har i flere år forsket i diagnosernes samfundsmæssige indtog og den logik, der er forbundet hertil. Hvis han skal se på fænomenet i et helikopterperspektiv, er der overordnet set to grunde til, at der er opstået en såkaldt ”diagnosekultur” de senere år.
For det første har vi skabt et præstationssamfund, der medvirker til, at flere har det psykisk dårligt. Det forventes, at vi konstant præsterer i alle de sociale arenaer, vi befinder os i. I ægteskabet. På arbejdspladsen. Sammen med vennerne. Med det pres følger en fare for, at vi glemmer at holde pause og puste ud, og det manifesterer sig endeligt i den ringe psykiske trivsel.
For det andet er vi blevet mere bevidste om, at lidelserne og betegnelserne findes. Der er sket en såkaldt sproglig udvidelse af diagnosebegreberne, og når vi bruger ordene i flæng, risikerer vi netop, at de udvandes.
”Det gælder for eksempel, når min søn på 12 år kommer hjem og siger, at han har været stresset i skolen, fordi han har haft en travl dag, eller når det at være ked af det forveksles med at være depressiv. Vi skal være varsomme med, hvordan vi bruger ordene,” siger Anders Petersen.
Går der inflation i brugen af diagnoser både i folkemunde og hos lægen, får vi til sidst en anden forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, fortæller sociolog Anders Petersen.
”Vi bør være forsigtige med at lave denne indsnævring af normalitetsbilledet, når vi pludselig alle sammen er ’depressive’ eller ’angste’. For hvis der er så mange, der har tilstrækkelige symptomer til at få stillet en diagnose, har vi at gøre med en så stor del, som ikke er ’normale’, at det til sidst kan ende med at blive det normale. Og det er ikke ønskværdigt, hvis man som menneske skal sørge for at få et diagnosestempel for at høre til,” siger Anders Petersen.
I den forbindelse har Anders Petersens forskningsgruppe også fundet frem til, at en psykisk diagnose for mange mennesker kan fungere som en identitetskategori. Det er noget, som den enkelte kan finde en tryghed og ro i, fordi man pludselig her har en forklaring på tilværelsens udfordringer.
”Bagsiden ved diagnosen er dog, at der stadig er masser af stigmatisering. Og det stigma går to veje. Der er nemlig både en risiko for, at andre mennesker går uden om den, der får stillet en psykisk diagnose, og en risiko for selvstigma, fordi man kan komme til at opleve, at man ikke vil udsætte andre for sig selv. Diagnosen kan således både være en forbandelse og en frelse,” siger Anders Petersen.