Diamantbrudepar: Vi har været fælles om det meste

Hvordan holder man sammen i 60 år i en tid, hvor hvert andet ægteskab opløses? Det ved Jørn og Inger Marie Toft Christensen, der forleden kunne fejre diamantbryllup

”Dengang, vi var unge, klemte jeg nærmest facon i hende,” siger Jørn Toft Christensen – Alle fotos: Astrid Dalum/ritzau.
”Dengang, vi var unge, klemte jeg nærmest facon i hende,” siger Jørn Toft Christensen – Alle fotos: Astrid Dalum/ritzau. Foto: Astrid Dalum.

Der lyder ivrig snak fra stuen, da Inger Marie Toft Christensen åbner døren til rækkehuset i Åparken i udkanten af den lille by Tarm i Vestjylland. Det er novemberkoldt og gråt udenfor, men i hjemmet er der lunt.

Inger Marie og hendes mand, Jørn, har fået besøg af to af deres venner, som er rejst fra Hemmet for at meddele, at de desværre ikke kan deltage i den kommende fest i Hemmet Kulturhus, der markerer 60 års ægteskab mellem Jørn og Inger Marie Toft Christensen. De to kvinder udgør en undtagelse, og personalet i kulturhuset er garanteret en travl lørdag eftermiddag.

95 venner og familiemedlemmer fra nær og fjern har meldt deres ankomst for at fejre Inger Marie og Jørns milepæl, som de rundede torsdag den 23. november. Seks årtier på godt og ondt, hvor de har været fælles om deres arbejde, tro og engagement i det lokale trossamfund – og ikke mindst hinanden.

Det første møde mellem de to lignede ellers ikke den typiske første side i en lang kærlighedsfortælling, omend Jørn dog efterlod et markant indtryk.

I dag taler man om, hvor vigtig vores selvfremstilling er. Takket være sociale medier er unge eksperter i at markedsføre sig selv fra deres bedste side. Billeder retoucheres, og alt fra interesser, kostvaner og ens karrieremæssige og personlige bedrifter afstemmes nøje for at efterlade omgivelserne med det bedst mulige indtryk.

Den slags overvejelser var der ikke mange af på kirkebænken i Jerne Kirke i Esbjerg, hvor 17-årige Jørn første gang mødte den to år ældre Inger Marie, der sad på rækken foran. Han havde arbejdet forinden og havde taget arbejdet med i kirken.

”Jeg lugtede af ajle,” lyder det fra Jørn.

”Og det er en meget potent lugt, der er svær at slippe af med, så min kammerat og jeg skilte os noget ud i forsamlingen,” siger han med et grin, inden Inger Marie istemmer.

”Ja, det har en meget skarp lugt. Men det var nu ingenting dengang.”

Det krasse indtryk jog da heller ikke Inger Marie væk. Over de næste par år mødtes de jævnligt til arrangementer i KFUM og KFUK. Men dengang tog den slags længere tid end i dag, forklarer Jørn.

”Vi havde kigget efter hinanden et godt stykke tid, uden at der skete noget. Men efter et arrangement i KFUM og KFUK på Korskroen i 1953, hvor de fleste var taget hjem, så jeg, at Inger Marie stod og bøvlede med en cykelkæde. Det øsede ned og blæste. Så jeg fulgte hende hjem til Esbjerg, og vi snakkede sammen i timevis. Og så blev vi kærester lige der. Og vi har været sammen siden.”

Hvad der kan synes som en guddommelig indgriben i et kosmisk spil af tilfældigheder, var måske imidlertid slet ikke så tilfældigt endda. På spørgsmålet om, hvorvidt cykelkæden nu også drillede så meget, svarer Inger Marie med et grin.

”Hvad gjorde man ikke for, at han skulle få øjne for én.”

Efter fire års forlovelse blev de to gift i 1957 i Jerne Kirke, hvor de første gang havde mødt hinanden. Samme år købte de deres første landbrug i Næsbjerg nær Varde. I kølvandet på Anden Verdenskrig skød USA med Marshall-hjælpen milliarder i Europa, dels for at hjælpe det krigshærgede kontinent på fode og dels som led i den amerikanske propagandavirksomhed mod det kommunistiske Sovjetunionen. Fra 1948 til 1953 modtog Danmark 305 millioner dollars. En del af pengene havde fundet vej til Vestjylland og Inger Marie og Jørn Toft Christensens landbrug. Men for det unge ægtepar var det ikke den amerikanske drøm, der blev forløst.

 Inger Marie og Jørn Toft Christensen i juli 1953 på besøg hos Jørns forældre i Nordjylland, inden de blev forlovet. – Affotografering: Astrid Dalum/ritzau.
Inger Marie og Jørn Toft Christensen i juli 1953 på besøg hos Jørns forældre i Nordjylland, inden de blev forlovet. – Affotografering: Astrid Dalum/ritzau. Foto: Astrid Dalum

”Der var et Marshall-lån i gården, og vi overtog i alt syv gældsforpligtelser. Vi blev advaret om, at vi aldrig ville få økonomisk ro til at betale en termin.”

Den dystre spådom kom til at holde stik. Gården var ifølge parret belånt for højt til at kunne løbe rundt, og efter fem år måtte de give fortabt og erklære sig konkurs.

De var dog fast besluttede på ikke at opgive drømmen om deres eget landbrug og blev begge ansat som fodermestre på andre gårde. Jørn tog desuden arbejde ved kommunen som entreprenør og var med til at bygge garageanlægget ved Falck-bygningen i Tarm, som stadig står i dag. Efter fem år med hårdt fysisk arbejde og en spartansk hverdag havde de sparet nok op til på ny at forsøge sig med deres eget landbrug, og de udså sig et i Hemmet, som de overtog i 1967. Konkursen fem år forinden påvirkede parrets liv og hverdag, men ikke deres ægteskab og fælles arbejde. De startede fra bunden med en tom ejendom og få dyr, men efter tre år kunne de med en besætning på 17 køer igen kalde sig landmænd på fuld tid.

”Hele livet har vi været enige om, at alt var godt, så længe vi havde hinanden og vores fem børn. Vi var da kede af det, men det påvirkede ikke vores ægteskab, synes du det, Jørn?”.

”Nej, på ingen måde. Vi har altid lagt det i Guds hånd, og det var ikke hans vilje. Vi skulle andre steder hen.”

Inger Marie voksede op i et troende hjem med søndagsskole og ungdomsmøder i missionshuset, og trossamfundet har spillet en rolle i hele hendes tilværelse.

Jørn derimod kommer fra et hjem, hvor tro fyldte ganske lidt, og hvor Indre Mission blev mødt med mistro. Da Jørn som 17-årig ville ud og tjene på en gård hos en familie i Esbjerg fra Indre Mission, advarede faderen ham. ”Der skal du ikke tage hen, for de er hellige,” lød det fra Jørns skeptiske far, der aldrig helt havde kunnet greje folkene i Indre Mission. ”Enten mener de det godt, eller også er de gode skuespillere.”

Men Jørn havde besluttet sig. ”Det var mennesker, jeg så, ikke missionærer,” og familien accepterede Jørns beslutning. Siden da har han oplevet, at hans nærmeste søger hans råd, når livet spænder ben. Han bilder sig ikke ind, at han har alle svar, men kristentroen har formet hans livsforståelse og givet ham styrke.

”Gud gør, at vi kan bære det, når vi oplever noget tungt.”

Derfor har ægteparret brugt store dele af deres liv på at give tilbage.

Jørn har blandt andet været formand for menighedsrådet og for det lokale Indre Mission foruden 22 år som fritidsmissionær. Og Inger Marie har arbejdet i næsten 20 år for Bibelselskabet.

”Vores liv er jo baseret på den kristne tro. Og den glæde, det giver os, vil vi gerne dele med andre. Det er hele vort liv og vores gerning.”

En dag, mens Jørn var på arbejde, ringede de fra Indre Mission. Inger Marie forklarede, at Jørn ikke var hjemme, men at de kunne ringe senere. Da han kom hjem, forklarede Inger Marie, at de havde ringet forgæves, og Jørn svarede: ”Det må du aldrig sige til dem. Det er et kald for mig, og jeg skal af sted, når de kalder på mig.”

Nogle fungerer bedst i forhold, hvor man har separate liv, og i de senere år er det blevet mere udbredt for kærester og selv ægtefæller at bo hver for sig. For Inger Marie og Jørn har netop fællesskabet om alt i hverdagen – deres gård og roller i det lokale trossamfund – været en essentiel brik i ægteskabet.

”Vi har været fælles om både vores arbejde på gården og i Indre Mission. Det har været vigtigt for os, og vi har taget meget del i hinandens interesser. Vi tilbringer det meste af tiden sammen.”

 Livet på gården i Hemmet er en vigtig del af Inger Marie og Jørn Toft Christensens fælles historie. I deres køkken hænger et billede af gården taget i 1978.
Livet på gården i Hemmet er en vigtig del af Inger Marie og Jørn Toft Christensens fælles historie. I deres køkken hænger et billede af gården taget i 1978. Foto: Astrid Dalum

Et ægteskab i Danmark varer i gennemsnit 12,5 år. Det gør Inger Marie og Jørns ægteskab til noget usædvanligt. Men Inger Marie ser det ikke som en særlig bedrift.

”Jeg ser det snarere som en stor gave. Men jeg tror ikke, tanken om at forlade hinanden nogensinde har strejfet os. Vi har altid regnet med hinanden.”

Deres trofasthed må ikke forveksles med, at de tager hinanden for givet. De har altid værnet om deres fælles liv, også da de i 2015 skulle omstille sig til en ny og mindre travl hverdag.

Efter 48 år på gården i Hemmet solgte de den og flyttede til det lille rækkehus i Tarm og trappede samtidig ned på opgaverne i trossamfundet. Omgivelserne har ganske vist ændret sig endnu en gang, men det har forholdet ikke.

”Vi kan stadig grine sammen, og vi kan være alvorlige sammen. Vi går i kirke og på ture sammen. Og så tæver jeg hende i ’Rummikub’,” griner Jørn, og Inger Marie tilslutter sig. Sådan da.

”Vi husker stadig at snakke sammen. Jeg tror, mange får så travlt, at de glemmer at finde tid til hinanden. Og så mister de evnen til at snakke sammen. Det er vi aldrig kommet til, fordi vi taler åbent om alt. Men det med ’Rummikub’ passer ikke!”.

Ifølge de seneste tal fra 2016 ender hvert andet ægteskab i skilsmisse. Ofte ses det som udtryk for, at mange er blevet mere individualiserede og ikke evner at indgå i nære relationer. Men spørger man Jørn, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at alt står så skidt til igen. Måske tværtimod.

”Jeg tror ikke, folk har fået nok i sig selv. Men førhen var kvinden afhængig af manden, hun var nok egentlig lidt undertrykt. Hendes rolle var nok at være for loyal. Sådan er det ikke længere. I dag er de selvstændige og har deres egne meninger. Så måske er det også meget sundt.”

Alligevel bed han engang mærke i et ordsprog, som han gerne vil dele.

”Det er nemt at holde sammen, når man er nyforelsket. Men forelskelsen fortoner sig før eller senere, og jeg tænker altid på, hvad en af præsterne i kirken ofte afsluttede gudstjenesten med: ’Tak for dem, der holder af os, og dem, der holder os ud.’ For vi har jo alle vores unoder.”