Mere digitalisering handler altid om mennesker. Mennesker, der ikke længere skal tage telefonen og tale med en medarbejder i kommunen eller få besøg af hjemmeplejen, mennesker, der selv skal sidde derhjemme og ordne bankforretninger og post fra det offentlige og nu også hjælp til medicin og andre former for nødvendig pleje. Gamle mennesker, der måske nok kan finde ud af at gøre det, men som er meget alene og derfor savner menneskelig kontakt.
Jeg ser dagligt sosu-assistenter ind og ud ad døren hos naboer på hurtige besøg, og det er nogle nye næsten hver gang. Der kan ikke være megen tid til at sidde og holde i hånden og snakke sammen. Plejehjemspladser er efterhånden svære at få lov til at få, hvis man skulle ønske det. De er dyre – og dyrere end at sende hjemmeplejen ud. Risikoen er, at begejstringen over vores fantastiske evne til at digitalisere snart sagt alt i denne verden, efterlader os med et samfund, hvor menneskelige følelser og nærvær ikke spiller nogen nævneværdig rolle. Mens den rå og mere kyniske tilgang til tilværelsen sejrer.
Vores samfund står over for nogle svære valg, når vi taler om at øge digitaliseringen af hjælp og pleje til dem, der har behov. Det er ikke altid lige let at finde ud af, hvilket ben man skal stå på. På den ene side bliver der flere og flere gamle med behov for støtte og hjælp i dagligdagen. Hovedparten er fra 80 år og opefter, og vi lever længere og længere. På den anden side ved vi godt, at der er en grænse for samfundets ressourcer, menneskehænder, som kan stå til rådighed i døgndrift.
Regeringens nye digitale udspil indbefatter også yderligere digitalisering og ny teknologi som et led i plejen af de ældre, der har behov. Vi – eller vore politikere – er meget stolte af, at vi er blevet udnævnt til verdensmestre i offentlig digitalisering. Når man læser på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, står det skåret ud i pap: ”Danmark skal holde fast i førertrøjen”, og videre ”Regeringen ønsker at bevare førerpositionen og samtidig hæve de politiske ambitioner”. Der bliver også talt om ”borgerens forventninger til digitale løsninger”. Tjah… gad vist hvilket belæg embedsmændene i Digitaliseringsstyrelsen har for at skrive sådan? ”Danmark skal være en digital frontløber”, kan man også læse. Men det er ikke lykkedes mig at finde frem til, hvad formålet er? Har de lavet en landsdækkende undersøgelse? Er der en ukritisk tro på, at fremskridt kun går én vej: mere og mere digitalisering. Digitalisering for digitaliseringens egen skyld?
Ældre Sagen påtager sig som så ofte før at tale de svage ældres sag. Dem, der typisk er på den anden side af 80 år, som seniorkonsulent Per Tostenæs fra Ældre Sagen siger. De svækkede gamle, der aldrig rigtigt er kommet med på den digitale vogn. Skal de bare overlades til en skærm, hvor de kan tale med en medarbejder fra hjemmeplejen mellem klokken 12 og 13? I dag er ni procent af danskerne, 434.556, fritaget for Digital Post fra det offentlige. Da Digital Post blev indført i november 2014 for alle over 15 år, var der godt 10 procent, der blev fritaget. Flere end 1,1 million danskere er over 65 år, og de er lige så forskellige som andre mennesker. Naturligvis bliver der stadig flere, som mestrer brugen af it. Men de bliver ikke mindre ensomme af den grund.
For mig at se, er det helt afgørende, om vi kan have tillid til vores kommuner. Vi skal have tillid til, at de digitale løsninger bliver frivillige, og at den enkelte får mulighed for at tage stilling til, om dette er noget, jeg kan have glæde af som supplement til den pleje, jeg i øvrigt får. Det er kommunerne, der i den sidste ende beslutter, hvor langt de vil gå. Vi skal have tillid til, at nye digitale løsninger frigiver ressourcer til dem, der har det sværest. Derfor kan man håbe, at der bliver en livlig debat rundtom i landet i kommunerne, før vi tager endnu nogle skridt ind i den fagre digitale verden.