Prøv avisen
Spørg om livet

Lotte søger gode råd til digital dannelse: Min mand og jeg er blevet afhængige af maskiner

llustration: Rasmus Juul

De moderne maskiner udfordrer i alle aldre. Der er brug for digital dannelse, skriver Lotte, der er glad for de mange muligheder, men også ser en fare for, at vi ser på skærmen frem for hinanden

Kære brevkasse

Tak for sidste uges brevkasse både til brevskriveren og for jeres svar. Jeg blev ramt. Og min mand kunne også med fordel føle sig ramt. Vi er et ægtepar i 50’erne. Børnene er flyttet hjemmefra. Vi har ikke børnebørn endnu. Når vi kommer hjem fra arbejde, sidder vi ofte begge to med vores ”maskiner”. Havde nogen spurgt mig for år tilbage, om vi ville blive så ”afhængige”, havde jeg på det stærkeste sagt nej. Men man glider så at sige ind i det.

Vi har heldigvis humor, og når vi ligger i vores senge om aftenen med hver sin digitale dims, kommer vi nogle gange til at grine ad os selv. Og andre gange er vi rigtig moralske over for – den anden. Sætninger som ”skal du ikke snart sove” eller ”læg den nu væk” kan sagtens flyve gennem luften. Men hvorfor er vi bedre til at være moralske over for den anden end i forhold til os selv?

Måske skulle man forsøge at lave regler for den anden – og så bruge dem på sig selv. For hold da op, hvor er man ofte dobbeltmoralsk. Både i trafikken og alle mulige andre steder. Og det gælder også brug af mobil, computer, iPad, og hvad de ellers hedder, alle de maskiner, der er kommet ind i vores verden og hjem.

Jeg tror, trods det humoristiske i mange af de situationer, vi kan erfare hjemme hos os, at der er alvor bag, som jeg ikke tror, vi tager alvorligt nok. At sætte grænser og rammer for sig selv på dette felt er rigtig svært. Mange andre aktiviteter har en fysisk begrænsning. Og en ramme. Maskinen har ingen ramme. Den kan følge os overalt. I stuen, i toget, i sengen – sågar på toilettet. På ferie og på arbejde. Tidlig morgen, sen aften – og alt derimellem.

Når det er sagt, så er nettet jo fantastisk. Et godt redskab til uendelig mange ting. Nyheder, korrespondance med børn og venner, leg og afslapning, vidensopsamling, arbejdsrelaterede ting og så videre. Og tilbudsaviserne ses nu digitalt i stedet for alle papirudgaverne, som vi tidligere bar i stakkevis hen på genbrugspladsen. Alligevel er der et stort men. Og jeg har ikke svaret. Men hvordan kan vi udnytte nettets store potentiale uden at blive mere og mere afhængige?

Jeg tror temaet er enormt relevant for forældre, institutioner, skoler og medier i forhold til børn og unge. Men som Grethe skrev i sidste uge, så tror jeg også, det er rigtig vigtigt, at vi i den mere modne alder også tager denne problematik alvorligt.

Vi kan jo komme til at sidde i hvert sit parallelunivers og kigge ind i en skærm de næste mange år. Og glemme at se hinanden i øjnene – selvom det måske lyder lidt klichéagtigt.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra andre læsere af brevkassen, hvordan de løser eller arbejder med denne udfordring. For den er godt nok kommet for at blive. Og vi er jo også på en måde fortsat et eksempel for vores unge. Kommer de hjem til deres forældre til hygge, og så sidder man der i sofaen med hver sin maskine? Det vil jeg ikke have. Men det sker jo. Tak for dette tema. Det er større, tror jeg, end vi aner.

Venlig hilsen

Lotte

Kære Lotte

Mange tak for dine gode refleksioner om, hvor svært det er – også for jer. Vi har desværre heller ikke svaret. For vi er selv udfordret og kan ikke kaste med en eneste sten, når vi selv bor i glashus. Vi ser det store potentiale i alle de digitale medier og gør brug af dem dagligt. En af os af ligger lige nu på sofaen med en forstuvet fod, og så er mobil og iPad jo en kæmpegave. Man kan endda ligge og skrive brevkassesvar på sin sofa.

Men der er et men, skriver du. Medaljen har en bagside. Og den bliver vi nødt til at se på og hjælpe hinanden med at tage stilling til. Også som ægtepar. For som du skriver, så er vi vel nok ofte gode til at have moralske holdninger for andre. Det er en underlig, men velkendt sag. Paulus rammer nok plet om det, når han siger: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Det er et grundmenneskeligt problem.

Når vores mere umiddelbare natur er sådan skruet sammen, har vi netop brug for etik, rammer og drøftelser om, hvordan vi hele tiden kan fremme det gode og begrænse det, som ikke er godt i vores eget liv og i vores sameksistens med børn og voksne. Det er en livslang opgave at kultivere.

Tilbage til ”maskinerne”. Ligesom ilden og kniven kan gøre meget godt, kan de også gøre meget ondt. Sådan er det med mange slags opfindelser. Og derfor må brugen være båret af værdier og omtanke. De følgende punkter er ikke udtømmende, men er blot nogle huskepunkter:

1. Vi må være bevidste om, både hvad vi bruger nettet til, hvorfor vi gør det, og hvor meget tid vi anvender på det.

2. Vi må tage aktive og bevidste valg.

3. Vi må skabe gode rammer for brugen, som er realistiske at holde.

4. Vi må have god samvittighed, når vi bruger nettet til det ”gode”, som vi har besluttet at bruge det til.

5. Vi må aftale ”maskinfrie rum”. Det kan være konkrete rum, som de ikke findes i, eller det kan være aftalte tidspunkter, hvor ingen anvendelse finder sted. Specielt vigtige tidspunkter at være opmærksom på er måltider, hvordan dagen sluttes, og hvordan weekender skal være.

6. Maskinbrugen må jævnligt drøftes med vores nærmeste, og de besluttede fælles aftaler må loyalt holdes.

7. Evaluer med nogle ugers eller måneders mellemrum vaner og forbrug af maskinerne.

8. Tag temaet op med venner. Spørg om, hvordan de tackler disse ting hjemme hos dem. Ikke for at kontrollere, men fordi man selv synes, at det er vanskeligt.

Mange hilsener