Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Det gjorde jeg, da jeg for nylig medvirkede i flere presseinterviews om den årligt udgivne statistik, der viser, at mænd bliver ældre og ældre, inden de bliver fædre. Den samfundsudvikling skyldes blandt andet, at nogle mænd vægter selvrealisering i de yngre år højere, og at nogle mænd får børn med yngre kvinder senere i livet.
På den ene side af det etiske dilemma er retten til at få børn selvfølgelig ganske klar. Men på den anden side ser vi i Børn, Unge & Sorg i stigende grad, hvordan sene faderskaber kan få store konsekvenser for børnene. Nogle vil opleve, at deres far dør, inden de selv bliver voksne, og mange kommer til at leve med en svækket eller syg far gennem deres barndom eller ungdom. Det er vigtigt, at også denne side af dilemmaet fremlægges.
Hvad er det største etiske dilemma, du selv har mødt?
Det var, da min mor var døende for tre år siden. Det hele var sket så pludseligt. Hun var 69 år. Under en undersøgelse blev hendes tyktarm ved en fejl perforeret, og der blev prikket hul på en kræftsvulst. Det efterlod hende efter nogle dage i koma.
Spørgsmålet var nu, om vi skulle slukke for respiratoren. Efter flere diskussioner nåede jeg sammen med familien frem til, at det var det rette at gøre. Lægerne havde fortalt, at hun – selv hvis de foretog flere operationer på hende, mens hun stadig lå i koma – kun havde et par måneder tilbage at leve i. Og det var vel at mærke et par måneder med kemoterapi, kørestol og stomiposer, såfremt hun overhovedet vågnede. Det var slet ikke den måde, jeg ønskede, at hun skulle slutte sit liv på. Trods den meget dårlige prognose anbefalede lægerne os stadig, at de foretog operationerne. Som om døden er lægevidenskabens nederlag.
Siden har jeg tænkt meget over, at vi – i stedet for at forsøge at forlænge levetiden for enhver pris – måske nogle gange er bedre tjent med at fokusere på det, som vi har haft sammen med et andet menneske. Det er jo også det, som jeg oplever hos de børnefamilier, der er tilknyttet Børn, Unge & Sorg: at den sidste tid alt for ofte bliver brugt på, at patienten skal have en ny behandling i ind- eller udland, og at det har konsekvenser for både pårørende og patient i sidste ende.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det største etiske dilemma er, at vi bliver vi ældre og ældre. Det er selvfølgelig på den ene side positivt. Men på den anden side har det den konsekvens, at det gør os dårligere til at forholde os til, at vi faktisk skal dø.
Først når vi møder mennesker, der selv har mistet, bliver vi tvunget til at forholde os til, at det skal ske for os selv og vores nærmeste. Og det er nok forklaringen på, at vi alt for ofte trækker os væk fra mennesker i sorg. Hvis vi skal gøre livet lettere for efterladte, skal vi ikke trække os væk, men tale mere med dem om sorgen og om den, de savner. Som sidegevinst kan det være, at vi selv bliver bevidste om, at livet ikke varer evigt. Så kan vi leve vores liv i lyset af netop den erkendelse.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Nej. Hvis den skulle fylde mere, ville det kræve, at vi også var indstillet på at debattere noget, der kan være sprængfarligt – for eksempel prioriteringer i et sundhedsvæsen, som kan mere og mere. Et konkret dilemma kan være de for tidligt fødte børn, som lægevidenskaben kan redde tidligere end nogensinde, men som også kan risikere at have alvorlige senfølger. Den diskussion hører jeg sjældent om, og det skyldes selvfølgelig, at emnet er ømfindtligt og vanvittigt svært at tale om med de berørte familier.