”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.”
Ordene faldt skærtorsdag aften, og det var disciplen Peter, der sagde dem til Jesus. Sådan gik det ikke. Inden hanen havde galet næste dag, havde han hele tre gange afvist at kende til Jesus.
Midt i påskens drama kan man risikere at glemme historien om Peters fornægtelse, for det er ikke den, præsterne prædiker over i kirkerne skærtorsdag eller langfredag. Men historien er en arketypisk skildring af noget af det allermest menneskelige. Og så kaster den lys over skam, tro, coronakrisen og MeToo-sager.
For at forstå Peters fornægtelse, må man vide lidt mere om ham. Han er fisker, og en af de første, der forlader sit hidtidige liv for at følge vandreprædikanten Jesus. Han bliver yndlingsdisciplen, og han er det menneske, der allerførst gør det modsatte af at fornægte Jesus: Han bekender, at Jesus er Kristus.
Peter kommer af det aramæiske ord ”kefas”, klippe, og han bliver siden den klippe, som den kristne kirke bygges på. Han er altså særlig, men han er ikke nogen superhelt. Han er nærmere et supermenneske, fordi han er helt almindelig. Og historien om hans fornægtelse er en historie om det fejlbarlige menneske, siger Kristine Krarup Ravn, der er sognepræst i Blovstrød i Nordsjælland. Og ikke nok med, at han svigter sin nærmeste, han tager også afstand fra Gud.
”Når han ikke vil kendes ved Jesus, siger han faktisk, at han ikke står i et forhold til Gud. For han ved jo godt, at Jesus er Gud. Det er det, der gør det til så meget mere end bare en løgn.”
Det siger noget om det menneskelige trosforhold, understreger hun, at Peter, evangelierne igennem og altså også her på et afgørende tidspunkt, veksler mellem bekendelse til og fornægtelse af Gud.
”Og alligevel bliver Jesus ved med at tro på ham. Det fortæller os også noget om, hvem Gud er. Selvom vi indimellem stopper med at tro på ham, bliver han ved med at tro på os.”
Når Peter er så spændende en figur også i dag, er det, fordi han banker på hos det enkelte menneske, siger Kristine Krarup Ravn:
”Han tvinger os til at se indad, og mange af os vil nok kunne genkende fra os selv, at vi for eksempel gang på gang svigter vores allernærmeste, selvom det grundlæggende ikke er det, vi vil.”
Når det alligevel ikke er så skidt at være som Peter, skyldes det vand. Vi skal senere vende tilbage til hvorfor.
Umiddelbart lyder fornægtelse som noget, man altid bør afstå fra, men så enkelt er det selvfølgelig ikke. Det påpeger Carsten René Jørgensen. Han er professor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet, og han henviser til den verserende debat om de 19 danske børn i en syrisk fangelejr. For uanset hvilken beslutning der træffes, kan man tale om fornægtelse af et ansvar.
”Uanset hvilken beslutning der træffes, vil nogle idealer i den situation blive svigtet. På den ene side er der idealet om at beskytte den danske befolkning mod terror, og på den anden side ønsket om at beskytte børnene.”
Sådan er det for politikere, ledere og mennesker i det hele taget. At de igen og igen står i dilemmaer, hvor de ikke kan undgå at fornægte noget eller nogen, understreger Carsten René Jørgensen. Han udgav sidste år bogen ”Identitetskriser – veje og vildveje for det fragmenterede moderne menneskes identitet”, og han peger på, at netop identitet og skam er på spil i centrum af fornægtelsen.
”Med den tyske filosof Max Scheler (1874-1928) kan vi forenklet sige, at skam opstår i konfliktområdet mellem mennesket som ånd og så menneskets mere egocentriske og primitive behov og impulsivitet. Hvis man bruger den på Peter, svigter han sit højere mål for at redde sig selv. Det er dér, skammen opstår – hvor han i en vis forstand svigter sig selv.”
I fornægtelsen kan man altså finde sig selv i en overvældende følelse af skam, fordi man ikke kun gjorde noget forkert eller ondt, men fordi man gjorde vold på sine egne grundlæggende værdier og idealer og derfor kan blive rystet i forståelsen af sig selv.
”Jeg tror, vi nogle gange ser det i MeToo-debatten,” siger Carsten René Jørgensen med endnu et eksempel.
”Når mænd er anklaget for at krænke kvinder, vil nogle af dem sige: ’Det er ikke sådan, jeg er.’ Det kan være, fordi de faktisk aldrig har krænket nogen, men det kan også være, fordi de ikke kan forene deres faktiske grænseoverskridende handlinger med deres forståelse af sig selv. Skamfølelsen kan forgifte ens liv, hvis den for alvor får fat, og derfor vil mange forsøge at skubbe den væk,” siger han.
Og det altså nogle gange for at undgå at se virkeligheden i øjnene.
Så hvad er egentlig opgaven som menneske i forbindelse med skammen, spørger Carsten René Jørgensen retorisk og svarer:
”At finde balancen mellem på den ene side ikke at kvæle sig selv i urealistisk høje idealer, men på den anden side hele tiden at forsøge at agere moralsk og etisk korrekt. Og ud over det at erkende, at virkeligheden er kompliceret og nogle gange beskidt. At den altid uskyldsrene måde at være i verden på simpelthen ikke er mulig at realisere.”
Det er dog ikke rendyrket dyriskhed, der er på færde, når mennesker fornægter andre eller svigter, når de burde tage ansvar. Det mener Rasmus Ugilt. Han er filosof og har udgivet bogen ”For han ved ikke, hvad han gør – Et kærligt portræt af Gud” sammen med journalist Michael Jeppesen.
De to havde også radioprogrammet ”Jeppesens bibelskole” på den nu hedengangne Radio24syv, hvor de gennem fire år læste hele Bibelen.
”Det er en besynderlig ting ved menneskelivet, men vi har det virkelig med at ødelægge alting for os selv. Især når det kommer til det allervigtigste, ikke?”, ler han.
”Den typiske historie om mennesket vil være, at der er det gode og det onde i os – inden for filosofien står den klassiske strid mellem sjæl og legeme. Men det er ikke bare det, at vi ikke er i stand til at styre os og kommer til at handle dyrisk. Det er nærmere, at der også i vores ånd er en drift mod destruktion,” siger Rasmus Ugilt.
Han mener nemlig, at mennesket bedst forstår sig selv gennem smerte og lidelse, og at det derfor vil søge ødelæggelsen, når det har fundet den rette vej.
”Man kan godt læse historien om Peter sådan, at han fornægter Jesus, fordi han er bange for selv at dø. Men jeg tror, det stikker dybere. Jeg tror, han ved at følge Jesus har fået en mulighed for at give mening til sit liv. Og det er meget svært at håndtere, hvis man er vant til at lede efter mening og forstår sin verden ud fra sin tvivl.”
Pointen er, siger Rasmus Ugilt, at tvivlen og usikkerheden faktisk er stabiliserende for menneskets væren i verden, og at det er derfor, man også med sin ånd søger at ødelægge lykke eller meningsfylde.
Og nu bliver det for alvor langhåret. For fornægtelsen kan også være noget produktivt. Det siger Rasmus Johnsen, der er lektor i filosofi ved Handelshøjskolen i København (CBS). Men først må vi træde et par skridt tilbage. Han forklarer, at man i filosofihistorien kan skelne mellem forskellige forklaringer på, hvordan kultur opstår.
Den tyske filosof Ernst Cassirer (1874-1945) betragter kultur som et spontant udtryk for menneskets naturlige evne til at udtrykke sig. Over for denne forklaring står den tyske filosof Hans Blumenberg (1920-1996), som mener, at kultur opstår, når mennesket kompenserer for sin manglende tilpasningsevne. Mennesket har nemlig et problem, han kalder realitetens absolutisme. Det begreb kan forklares med en slags fabel:
Tidligere var mennesket et dyr på fire ben i skoven. Farerne var kun nærværende, når de kom helt tæt på og var konkrete. Men da mennesket rejste sig på to ben og gik ud af skoven, trådte det ud på sletten. Menneskets horisont blev udvidet, og nu kunne farer opfattes i det fjerne, men de flugtinstinkter, som havde reddet mennesket tidligere, var pludselig ikke meget værd. Et forfærdeligt uvejr vil have været overvældende og faktisk så overvældende, at den eneste løsning var at bortforklare det og skabe sig sine egne fortolkninger af, hvorfor det tordnede.
”Den teori handler om, at virkeligheden er så overvældende for os, at vi er nødt til at fornægte den og fortælle en anden historie om den, end den vi umiddelbart oplever. Og at vi ikke er i verden ved at forstå den, men netop ved ikke at forstå den – ved aktivt at misforstå den.”
Rasmus Johnsen mener, at den fornægtelse blandt andet kan ses i forbindelse med coronakrisen.
”Det er en angstprovokerende tanke, at covid-19 ikke vil os noget, at virussen ikke engang er ond, men bare indifferent. Vi kæmper med meningen med, at det sker for os, personligt, politisk og socialt. Der melder sig altså noget, vi til en vis grad er nødt til at fornægte, hvis vi skal have en chance for at opretholde vores forestilling om, at man kan forvente noget af verden og livet.”
Den overvældende virkelighed bryder hele tiden ind i menneskers liv. Om det så er kroppen, der ældes, eller klimaforandringer, der ændrer på fremtidige generationers muligheder, så sker det, at verden bryder med menneskers forestillinger om den, mener Rasmus Johnsen.
”I den forstand er fornægtelsen også udtryk for en livsduelighed i en verden, vi føler os fremmed i,” siger han.
Så var der det med vandet. Det løber nemlig ud af Peters øjne, da det går op for ham, at han har fornægtet Jesus tre gange. I både Matthæus- og Lukasevangeliet står der, at Peter ”gik udenfor og græd bitterligt”. Det er ikke uden væsentlighed, mener sognepræst Kristine Krarup Ravn, for tårerne viser, at han og derfor også andre mennesker er samvittighedsfulde væsener.
”Det bliver først farligt, når man ikke kan indse, at man har handlet forkert, og fornægtelsen bliver kronisk. Så længe man ikke ryger derud, men i sit hjerte kan vedkende sig sine fejl – så længe man bevarer sin samvittighed – er der håb,” siger hun.
Det gælder altså – kan det her på tærsklen til skærtorsdag konkluderes – om at holde sit hjerte blødt.