Det er blevet en trend at tage en dna-test, så man genetisk ved, hvad man kommer af. Den er jeg også hoppet på.
Men enten var laboranterne på genealogiplatformen MyHeritage fulde, da de analyserede min prøve, eller også har min slægt været umanerlig god til at holde på en hemmelighed. For jeg, der troede, at jeg stammede fra Sig, Stevns og Sverige, er også nordafrikaner og nigerianer.
Jeg bestilte testen over nettet og har gået lidt omkring den, mens min mand og søn tog deres med det samme. Min mand var skandinav og 11 procent finne. Det lo vi lidt af. Ikke at der er noget galt med finner, men alligevel. Min søn slog ud som dansk-norsk-svensk, hvilket stemmer overens med det, jeg troede, jeg vidste om mit bidrag til hans gener. Og så er han 28 procent kelter. Absolut et spændende tvist.
Forleden kørte jeg så endelig de to vatpinde rundt i munden og sendte dem til Amerika, eller hvor det er, de bliver behandlet. Og nu viser det sig som sagt, at jeg er nordafrikaner og nigerianer med henholdsvis 5,4 procent og 1,2 procent.
I denne tid, hvor blod og etnicitet er vigtige identitetsmarkører, har mit nye ophav da også givet mig et andet syn på verden: Jeg er blevet mere opmærksom på hvidhed og privilegieblindhed, og hvis jeg bliver hørt sidst på redaktionsmøderne, overvejer jeg, om det er, fordi I andre er hvide og derfor automatisk taler først og højest.
Fra de gulnede 1800-tals fotografier på min opslagstavle kigger mine forfædre tilforladeligt ind i fotostudiets kameralinse. Bortset fra en malplaceret palme hist og her i kulissen, er der intet eksotisk over dem. De ligner mere hobitter end nigerianere.
Men hvilken mørk – undskyld – hemmelighed gemmer en af dem på?
Umiddelbart er det svært at tro, at Gammelby-slægten fra Sig ved Varde og Larsen-klanen fra Stevns nogensinde har mødt et menneske fra et andet kontinent, endsige selv bevæget sig udenfor deres geografiske comfortzone . Vi blev, hvor vi var, og giftede os med dem fra nabogården. Således gyser det stadig i gammelbyerne, når talen falder på Ejner, som rejste til Amerika og blev der.
Men så er der selvfølgelig mine svenske aner. Ikke alene er van Varenius-slægten svensk, den er også adelig, og det er en skidt blanding, ved vi fra forfattere som Jan Guillou. Har vi simpelthen været slavehandlere? Hvis det er sådan fat, bærer jeg både offer- og skurkegener, og det kan selvfølgelig forklare, hvorfor jeg nogle gange er i splid med mig selv.
Men nu skal det ikke være skyld og bekymring det hele. For der åbner sig også en verden af muligheder. For eksempel må jeg vel fremover gå lidt længere oppe i geledderne i Nørrebro Pride og Black Lives Matter-demonstrationer og ikke bagest som jer, der er helt hvide.
Nu vil en og anden måske indvende, at blod ikke længere burde betyde alverden, men her må jeg bare henvise til tidsånden og til den amerikanske senator, demokraten Elizabeth Warren. Da hun overvejede at stille op som præsidentkandidat, lagde hun vægt på sin dna-test, som viste, at hun mellem 6 og 10 generationer tilbage har en native american forfader. Dermed er hun (ifølge avisen The Boston Globe med flere) et sted mellem 1/64-del og en 1/1024-del indfødt amerikaner. Sammenlignet med hende er jeg jo Kunta Kinte.
Som krølle på halen af mit dna-eventyr er min svigerdatter halvt nigeriansk. Hende holder jeg meget af og er glad for den ekstra samhørighed, vi nu deler. Da hun og sønnen forleden trådte ind af døren, hujede jeg derfor ”ndewo!”, som ifølge Googles oversættelse betyder velkommen på et af de flere end 500 nigerianske sprog.
”Du identificerer dig som igbo?” spurgte hun lidt tørt. Hun er yoruba.
”MyHeritage kwuru otu a,” svarede jeg naturligvis.