”Har du nu kigget godt på døden”, lød spørgsmålet. Det blev stillet i en kombination af medlidenhed, nysgerrighed og et forsøg på at åbne for en reflekterende dialog. Da det blev stillet, havde jeg i løbet af fem år mistet fem af mine nærmeste.
Først døde André, min livsledsager og mine børns far. 55 år og midt i livet. Han nåede ikke at få den levertransplantation, der skulle have reddet ham. Hans lever var langsomt blevet nedbrudt af hepatitis C, som han havde raget til sig i sine hippie-ungdomsdage i Indien. André havde levet sit liv som en fri fugl, og derfor var der ingen tvivl om, at hans aske skulle spredes i vinden – ud over Middelhavet.
En ondsindet hudkræft satte tavst metastaser i min mor, Veras, hjerne. I løbet af få uger mistede hun sproget og var i de sidste måneder af sit liv låst inde i sin krop – helt uden talegaver. Mens den lave efterårssol spillede i de rødbrune bøgegrene, der pyntede hendes kiste, bisatte vi Vera fra kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. Det var ifølge den hebraiske kalender nøjagtigt på etårsdagen for Andrés død. Hendes aske blev sat ned i familiegravstedet. Hos mine tipoldeforældre, Isak og Zerline Salomonsen, mine morforældre, Knud og Margit Heckscher, hvor også min mors bror, Eigils, aske er begravet. Der hørte hun til.
Få måneder efter min mor døde min svigerfar, Marion Königsberg. Den ukrainskfødte enkemand, min svigermor, Bella, giftede sig med, et år efter at hun selv var blevet enke. Nu var det anden gang min polskfødte svigermor, begravede en ægtemand på Saarbrückens jødiske begravelsesplads. I 1957 var hendes ungdomskærlighed, Menasche Brutmann, død af kræft. Dengang var gravpladsen endnu helt ny og nærmest ubrugt. Nu begravede Bella sin anden mand i en længe planlagt dobbeltgrav, adskillige hundrede meter og rækker af høje træer væk fra den første. Halvandet år efter blev hendes egen kiste med et spinkelt legeme sænket ned i jorden ved siden af ham. Først da de begge var døde og begravede, blev dobbeltgraven dækket af én stor, mørk, næsten sort, marmorplade. Sådan skal to jødiske holocaustoverlevendes grav i Tyskland se ud, tænkte jeg, da jeg så stenen for første gang. Et voldsomt, næsten vulgært tykt, mørkt stykke marmor, som ingen vandal nogensinde vil kunne vælte – fordi det allerede ligger vandret.
Der gik kun få år, så døde også Isi, min far. Tre måneder inden sin 80-årsfødselsdag, som han havde glædet sig så usigeligt til. Få uger inden han døde, havde han og jeg tilbragt en uge sammen og havde fejret livets glæder. Vi havde været til Per Nørgård-koncert i Radiohuset. Vi havde ført lange kloge samtaler og havde spist frokoster og middage med gode, gamle venner og familie. Det var tilfældigt, at det blev sådan, men i tilbageblik var det en slags afskedsrunde. Inden Isis hjerte satte ud. Min far var født i Galizien, der dengang var en del af Tyskland. To gange var han flygtet fra nazismen. Hans taknemmelige kærlighed til Danmark fyldte så meget, at intet var mere på sin plads end at synge ”I Danmark er jeg født” ved hans bisættelse. Hans aske blev sat ned i et lille urnegravsted på Mosaisk Vestre under en smuk grønlandsk sten på et sted lidt hævet, så han derfra i al tid vil kunne ”kigge” ned til min mor.
Døden er ikke ”manden med leen”. Døden er lige så lidt som livet, én ting. Hvert liv er forskelligt. Hver død forskellig. Men vi, der står tilbage, vi er blevet ladt alene. Er blevet forladt. Vi er de efterladte.
Jeg besvarede aldrig det spørgsmål, jeg blev stillet. Nok mest fordi jeg syntes, det var et lidt tåbeligt spørgsmål. Men det satte tanker i gang. Og efter nogle ugers grublen sendte jeg følgende svar på sms:
1. Livet er en gave.
2. Døden er en del af livet.
3. Lykken er at se sin egen genmasse vokse op og blive til den slags mennesker, som man holder allermest af.
Jeg står stadig ved de ord.