”Når jeg tænder
for bruseren i badeværelset
kan jeg sidde i stuen
til lyden af vand i rørene
Jeg har så tit hørt den lyd
når jeg sidder her
Nu hører jeg den igen
så er der ikke helt stille
på din fødselsdag.”
Ordene er Per Lykke Jacobsens.
De står i hans nye digtsamling ”Du gik før mig”, som udkommer på mandag, og de har mere eller mindre skrevet sig selv. Med ord, der underligt nok pludselig trængte sig på.
For 72-årige Per Lykke Jacobsen har ellers tidligere haft det svært med ord. Han var ordblind i skolen og oplevede derfor langtfra bogstaverne som sine venner. Men i dag myldrer ordene frem og vil ud. Han mener selv, at det er nærværet med døden, der har pustet liv i dem.
For tre år siden døde hans kone, Asta. Hun blev 67 år, og de sidste fem år af hendes liv var fyldt med lægesamtaler, indlæggelser, kemobehandlinger og brystoperationer. Men ikke kun.
For der var også et helt særligt nærvær og en intensitet i de samtaler eller ”stjernestunder”, som hendes mand, Per Lykke Jacobsen kalder dem. Når samtalen med lægen havde været en af de bedre, og de kørte forbi bageren på vej hjem for at købe ”to håndværkere og en københavner” – til formiddagskaffen og med lidt sødt i dagens anledning. Eller når ramsløgene dukkede op i skovbunden, og forårssolen igen gjorde dagene længere. Turen nordpå mellem to kemokure, hvor den gamle drøm om at se Grønland blev til et virkeligt møde med hvaler og drivis i fjordene. Og ikke mindst de mange timer ved hendes sygeseng derhjemme. Hvor både samtalen og tavsheden var særligt intens.
Det er den tid, med både stjernestunder og selvfølgelig også barske øjeblikke, der nu er kommet en digtsamling ud af.
”Lige fra hun første gang opdagede knuden i sit bryst, sagde jeg til hende, at vi var to om det her. Jeg var gået på efterløn fra mit job som arkitekt, så i de første sygdomsår, hvor hun stadig arbejdede som psykolog og børnesagkyndig, kørte jeg hende rundt til de opgaver, hun havde. Efterhånden kunne hun selvfølgelig mindre og mindre og lå til sidst bare i sengen, men min rolle var hele tiden den samme: at være hendes følgesvend igennem det hele, at være den, man holder i hånden og den, man kan betro sig til.”
Derfor oplevede han det også som en periode, hvor de to kom tættere på hinanden end nogensinde før.
”Det var ikke et lykkeligt forløb, det var et frygteligt forløb. Men intensiteten var der hele tiden, og selvfølgelig er der angst i rummet, men der er også håb. Og ikke mindst kærlighed. Jeg så det som en kæmpe kærlighedserklæring fra hendes side, at hun ville have mig så tæt på.”
Per Lykke Jacobsen fortæller om sit liv med Asta, om sygdommen, døden og de nye ord, omgivet af de rammer, ægteparret skabte sammen. En gammel patriciervilla i Risskov, med udsigt over Aarhusbugten og skoven i baghaven. Hvor han stadig bor, og deres tre børn voksede op. Nu er den ene af døtrene igen flyttet ind. Denne gang med sin mand og deres tvillinger, Per og Astas børnebørn. I køkkenet hænger det sort-hvide foto af en ung Asta med en stærk udstråling derfor side om side med portrætter af de næste generationer. Af det nye børneliv i huset.
”Jeg ville ønske
jeg kunne lade din stemme
glide ned over papiret
lade den forme teksten
om tiden vi havde sammen
og den sidste tid
og nu.”
Det er ikke første gang, Per Lykke Jacobsen har været en døendes ”følgesvend”, som han kalder det.
Da han var 35 år, sad han i knap tre måneder ved sin fars sygeleje, indtil den gamle smedemester døde af kræft som 64-årig. Og da storebroderen i 2011 blev ramt af en tumor i hjernen, rykkede Per også ind og satte sig ved sengekanten i knapt to måneder, til broderen døde. Også han blev kun 64 år.
”Jeg oplever det som min pligt at være der for dem og kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke skulle gøre det. Men når ordene nu presser sig på og bliver til digte, handler det også om, at det faktisk er en stærk og god oplevelse at være med til det sidste. For døden er ikke kun forfærdelig, men er måske det mest livgivende der findes. Da jeg sad hos min far og havde de sidste samtaler med ham, viste der sig sider af ham, som jeg ikke havde kendt før. Tænk, hvis jeg ikke havde oplevet min fars fantasi.”
Fra sengen lå faderen og kiggede op i loftet. Det var beklædt med træ, hvor hver af de små knaster blev til små figurer med deres egen fortælling. Små finurlige historier, som Per Lykke Jacobsen nu er ved at skrive en hel roman om: ”Knasternes liv.” Hvor flere ord vil ud og netop have – et liv.
”Jeg oplever det som uendelig trist, at vi i dag har en livsform, hvor vi er så forskrækkede for døden og i stedet forsøger at fylde livet op med materielle goder. At fortrænge afslutningen og fylde tomrummet med ting. Jeg tror generelt, at vi ville blive mere frie, hvis vi turde se døden i øjnene. Når man sidder ved dødslejet, sidder man ikke kun med den andens dødelighed, men også med sin egen. Jeg er i hvert fald selv blevet mindre bange for at dø ved at have været så tæt på mine kære i den sidste tid. Det har hjulpet mig til at indse, at jeg ikke skal opnå mere her i livet end at være mig selv. At det er det, det handler om. Nærværet. Kærligheden i det liv, vi har, her og nu. Med døden som den sikre garanti. For hvis livet var evigt, ville det miste sin betydning.”
Asta døde i marts 2017. Hun var på hospice de sidste par uger, og her bad Per hende om at fortælle sig sin livshistorie. Med puder i ryggen og i små brudstykker, alt efter hvad hun havde kræfter til.
”Den døende ligger og genoplever sit liv. Det kan man lige så godt være vidne til, og da jeg spurgte om, hun ville, blev hun simpelthen så glad, og det blev til nogle helt vidunderlige stunder for os. Hun blev nærmest som en ung pige igen, når hun tog mig med tilbage i tiden.”
De sagde farvel til hende i haven, som hun havde ønsket det. Kisten stod på græsplænen, med røde roser på kistelåget. Det havde regnet hele ugen, men den fredag stod solen op fra en skyfri himmel.
Selv om talen havde drillet lige indtil få timer før, kom ordene pludselig.
Præcis som de har gjort det lige siden. Og de er slet ikke til at stoppe.
”Jeg skriver for at komme dig nær
jeg skriver for at holde dig på afstand
jeg skriver for at give dig form
jeg skriver for ikke at miste dig
jeg skriver fordi du var her
er her.”