Prøv avisen

Døden giver mulighed for ikke at tage livet for givet

På Ankerfjord Hospice i Hvide Sande i Vestjylland arbejder man meget målrettet med at binde en positiv sløjfe på livet, når et menneske ligger for døden. Arkivfoto. Foto: Carsten Andreasen

Det er ikke karrieren og arbejdet, der fylder mest , når man ligger for døden og ser tilbage på sit liv. Det er de nære relationer, der står tilbage, og det kan være vanskeligt at give slip, hvis man ikke forsoner sig med fortiden, siger eksperter

Fortrydelser er en naturlig del af det at acceptere, at døden er nær, fordi det indebærer visheden om, at man ikke kan nå at gøre det om. Sådan siger hospitalspræst ved Aarhus Universitetshospital, Steen Bonde Christensen.

”Hvis man ser filosofisk på det, er ethvert sekund i vores liv nye muligheder. Men kun én af mulighederne kan aktualiseres. Det viser sig måske først senere, om man valgte rigtigt, og det kan være lige fra valget af livsledsager over arbejde til et sted at bo. Men også muligheden for at blive mere sig selv og ikke blive hevet rundt i manegen af ydre faktorer. Hver eneste mulighed er også en potentiel fortrydelse, det kan man ikke undgå. Så man skal være sig bevidst om de valg,” siger han.

Selvom han understreger, at det kun er et fåtal af de mennesker, han møder som hospitalspræst, der fortryder ting, har de fleste deres liv op til overvejelse, når det er ved at ebbe ud. Og selvom det ikke udmønter sig i en direkte fortrydelse, kan det være svært at forsone sig med den måde, livet blev på.

”For at komme til nuet, skal du have den røde tråd. Vi forstår baglæns og lever forlæns, og uden den sammenhæng er der ikke mulighed for fortrydelse. Man kan være gået hele livet og tænkt på, at når man får børnebørn, skal man være sammen med dem, og når man så får tid, har den tanke ikke nogen plads mere, fordi man måske bliver syg og dør. Det at have udskudt ting, man længtes efter, og som så ikke længere er muligt, gør jo ondt. Det kan være en smerte,” siger han.

I den situation handler det om at komme overens med, at sådan blev livet, og at der altid kan findes noget godt i et liv, selvom det ikke blev præcis, som man havde forventet. Som præst er han ikke et ubeskrevet blad, som han formulerer det, for han kommer med Bibelen.

”Jeg bruger Bibelens fortællinger meget. Det er forskelligt, hvordan folk tager imod det, men de fleste er alligevel nysgerrige. Og for eksempel i Første Brev til Korintherne kapitel 13 taler Paulus om, at vi er en gåde for os selv. Men at der er en Gud, der kender os fuldt ud, langt ind i det inderste, og som elsker både det dårlige, onde og gode i os. Det vil ikke sige, at man har gjort det rigtige, men at man accepterer, at man har gjort og tænkt og været, hvad end det er. Det er der, forsoningen ligger, også i forhold til fortrydelse. Man kan forsone sig med det, man fortryder, også med den, man har gjort noget forkert over for. Men først og fremmest kan man forsone sig med sig selv.”

På Ankerfjord Hospice i Hvide Sande i Vestjylland arbejder man meget målrettet med at binde en positiv sløjfe på livet, når et menneske ligger for døden, fortæller hospiceleder og medlem af Det Etiske Råd, Herdis Hansen.

”Vi er optaget af livshistorien, som vi bruger mange ressourcer på at få fortalt de første par dage. Hvad kommer de af, hvilken uddannelse har de, hvordan har deres familiestruktur været, hvad har de været stolte af. For mange er det en enormt stor glæde at kunne hæve stoltheden og sige, at dette er deres eftermæle. For os, som skal være omkring dem i den sidste tid, er det værdifuldt at høre deres livshistorie, for vi er ikke optaget af sygdommen længere, der er ikke noget at gøre alligevel, så vi vil gerne finde ind til mennesket bag sygdommen,” siger hun og fortsætter:

”Karen Blixen har sagt, at enhver lidelse er til at bære, hvis den puttes ind i livshistorie, og at når man fortæller en historie, sætter man noget sammen, der er gået i stykker. Der ligger megen palliation i at lytte til en livshistorie og finde ind til mennesket, så vi kan lindre derfra. I de sidste levedøgn er personen ofte ikke kontaktbar, så jo mere vi ved om vedkommende, jo bedre kan vi yde omsorg i de sidste levedøgn,” siger hun.

Herdis Hansen forklarer, at det for hospicet handler om at give patienten så meget fred og ro i de sidste dage, at livet kan afsluttes på bedste vis.

”For patienten handler det om at nå frem til en forsoning. Fortrydelsen ligger formentlig tidligere i forløbet, måske i forbindelse med diagnosen. Når de kommer til os, er de her i gennemsnit 15 dage, så mange magter ikke mere og forsøger i stedet at forsone sig med, at livet blev, som det blev,” siger hun.

”Vi spørger ikke direkte ind til, om der er noget, vedkommende fortryder, vi hjælper med at leve i nuet og have fokus på livet, mens det er der. Til gengæld spørger vi ind til, om de døende har noget, de gerne vil nå, nogle ønsker, vi kan hjælpe dem med. Det kan være gaver, vi kan købe, eller breve, vi kan hjælpe med at skrive. Andre ønsker besøg af slægtninge eller venner, som det betyder noget at se en sidste gang. Det kan være med til at give fred og afslutning,” siger hun.

Hospicelederen mener, at visheden om, at vi alle skal dø, kan give livet mere kvalitet.

”Vi burde alle engang imellem stoppe op i vores forjagede liv og reflektere over, hvad formålet er med vores liv, hvor er vi på vej hen, og er vi tilfredse med det liv, vi lever. Den ene dag tager så ofte den næste, og tiden går. Vi har alle et valg, og det kan vi bruge bevidst hver eneste dag, hvis vi virkelig overvejer, hvad meningen er med livet, og hvis vi tør stå ved det,” siger hun.

Selvom nogle patienter på Ankerfjord Hospice dør bitre over et liv, der ikke blev, som de forventede, mener Herdis Hansen, at det kan være positivt at bruge den sidste tid aktivt på at se tilbage på de gode ting i livet frem for at fokusere på de knapt så vellykkede ting.

”På en måde kan det være en ’gave’, at man kan nå at reflektere over et levet liv. At man kan yde selvtilgivelse og forsone sig med, at man har gjort sit bedste. Det kan være hårdt at ligge og vide, at man skal dø, men man kan også vende det og bruge det positivt. I modsætning til dem, der dør pludseligt i et trafikuheld, har man her muligheden for både at tænke over sit liv og glædes over det, man har opnået, og de spor, man har sat. Og man kan give historier videre og takke de mennesker, man har omkring sig. Man kan sige undskyld til dem, der har været konflikter med. Vi oplever gang på gang med de patienter, vi har i to-tre uger, at vi kan se, hvordan familien forsoner sig med den døende, slutter ring omkring ham eller hende. Det tror jeg er et privilegium for nogle, og kan man nu få vendt situationen til at se det på den måde, så kan det også være en berigelse,” siger hun.

I Norge har overlæge og forfatter Audun Myskja arbejdet med døende i mere end 30 år. Det er blevet til mange samtaler om liv og død, og i 2015 udgav han bogen ”Jeg skulle have sagt, at jeg elsker dig”, som kom på dansk i 2016, hvor han beskriver nogle af de samtaler, han har haft med døende mennesker. For vi kan lære meget af døden, siger han.

”Der kan komme en klarhed, inden vi dør, som vi kan lære meget af i forhold til at leve det liv, vi gerne vil. Vi er alle i kontakt med døden på den ene eller den anden måde, og i stedet for at pakke den væk og ignorere, at den eksisterer, bør vi se, at den kan være utroligt berigende. Døden gør os bevidste om de ting i vores liv, der betyder noget, og hvis vi kan inkorporere visheden om, at vi skal dø, i vores hverdag, kan vi bruge døden aktivt til at påskønne livet, mens vi har det,” siger han.

Den 63-årige overlæge havde selv en nærdødsoplevelse, da han var i begyndelsen af 20’erne, hvor han var ved at dø af anoreksi. At overleve og på en måde få en chance til har givet ham en større indsigt i at bruge den tid, man har på jorden, på den bedst mulige måde.

”Det er ikke, fordi det har gjort mig mere hellig at have haft den nærdødsoplevelse. Jeg kan stadig blive vred i trafikken eller træt og opgivende, men jeg finder hurtigere ind til kernen i mit liv og ved, hvad der er vigtigt for mig. Jeg tager ikke livet for givet, som mange af os måske gør i dag. Det kræver ikke en nærdødsoplevelse at få den indsigt, men det kræver, at man tænker over det liv, man lever, og hvordan man gerne vil leve,” siger han.

I modsætning til australske Bronnie Ware oplevede han, at det ikke var fortrydelser, der fyldte mest hos de døende patienter, han har arbejdet med.

”Det var mere varme og glæde over et levet liv, der stod tilbage, frem for fortrydelser. Døden vasker alt uvæsentligt væk, og når man står over for at skulle dø, er man ligeglad med kendte mennesker og hverdagens trummerum, for så er det de nære relationer og de vigtigste ting i dit liv, der træder frem. Og det er dét budskab, jeg gerne ville have frem i bogen, for hvis vi kan indse det, før vi dør, kan vi leve livet med en meget større taknemmelighed og ikke lade os fange ind af ting, der i sidste ende ikke betyder noget,” siger han.