Prøv avisen
Etisk sagt

Jørgen Carlsen: Døden kan også ses som en ven

69-årige Jørgen Carlsen er idéhistoriker og forhenværende forstander på Testrup Højskole. Han sidder i panelet i denne uges ”Det Etiske Kompas”, der handler om sorg. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Jørgen Carlsens største dilemma opstod, da han sad i Det Etiske Råd. Her var han med til at tage stilling til aktiv dødshjælp

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg bliver mødt af en forlegenhed over mig selv, hver eneste gang jeg møder en person med en raslebøsse. Jeg giver altid gerne penge til et godt formål som for eksempel sultne børn i Yemen eller grønlandske børn, der er ladt i stikken. Men mit dilemma er, at jeg sjældent giver meget mere end et par hundrede kroner, selvom jeg jo i virkeligheden har råd til at give meget mere. Der er et paradoks i, at jeg på den ene side giver penge til et godt formål, men samtidig også bliver konfronteret med min egen selviskhed, idet jeg ikke giver et større beløb. Det er ikke længe siden, jeg mødte nogle unge mennesker, der samlede ind til Operation Dagsværk. Jeg gav dem, hvad jeg havde på lommen, men det var ikke særlig meget. Det satte mig i forlegenhed.

Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?

Da jeg var medlem af Det Etiske Råd, befandt jeg mig i mit største etiske dilemma. Det var i diskussionen omkring aktiv dødshjælp, og hvorvidt det stadigvæk skulle være forbudt. Vi var 17 medlemmer i rådet. Det endte med, at 15 medlemmer anbefalede at bevare det nuværende forbud, mens to var imod. Jeg var den ene af de to. Det var med svære betænkeligheder, at jeg stemte for en lempelse, men jeg gjorde det, fordi jeg vidste, at der fandtes mange mennesker, som var ofre for lovgivningen. Ud fra en betragtning af næstekærlighed, mener jeg nemlig, at man kan hjælpe folk ved at forkorte deres sidste tid, som måske er meget lidelsesfuld. Når det er sagt, så mener jeg selvfølgelig ikke, at man bare skal give folk sprøjten. Men i visse tilfælde tror jeg, at man kan se døden som en ven og ikke en fjende. Der findes dog ingen entydige svar på disse store etiske dilemmaer, da det altid vil være meget afhængigt af den enkelte situation. Det var også det ubehagelige ved at sidde i Det Etiske Råd. For det var ikke sådan, at jeg skulle tage stilling til det gode mod det onde eller det rigtige mod det forkerte. Jeg skulle tage stilling, hvad der var mindst ondt eller mindst forkert. Dermed ville der altid være store omkostninger, ligegyldigt hvilken beslutning man traf.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Tidens største dilemma er den moderne kynisme. Tidligere var man nødt til at tro på det, man ikke vidste. Vidste man ikke, hvad torden var, så kunne det forklares med guden Thor, der kørte med gedebukkene over himlen. Men i dag vil vi ikke engang tro på det, som vi ved. Det ytrer sig på en lang række områder som for eksempel rygning. Alle fornuftige danskere ved, at det er meget farligt at ryge, men oplysningen fæstner sig åbenbart ikke nok i folks bevidsthed til, at de handler i konsekvens af det. Det har undret mig meget. Det ses også på et globalt plan som bæredygtighed, klimakrisen og spørgsmålet om de store folkevandringer rundt om i verden. FN’s verdensmål indeholder en plan for, hvad vi bør gøre, men alligevel er det, som om man ikke tager konsekvensen af det. Hvis du spurgte Sokrates, ville han sige, at viden medfører rigtige handlinger. Men noget tyder altså på, at oplysning alene ikke er svaret på verdens kriser. Der mangler et mål med handlingerne og en vilje til at tage konsekvensen af det, vi ved.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Etik vil aldrig kunne fylde for meget. Men man skal passe på med ikke at forveksle etik med moral. Etik er moralens teori, og moral etikkens praksis. Hvis man siger om en person, at han er umoralsk, er det nedsættende, og man tager derved afstand fra vedkommende. Og hvis man siger om en person, at han er meget moralsk, tager man også afstand, da man heller ikke vil være sippet, emsig eller intolerant. Det er vigtigt at diskutere etik, men de fleste står af på moralisering og vil ikke finde sig i moralsk grydefærdige løsninger. Det er måske også derfor, at mange rygere er fuldstændig immune over for antirygekampagner, fordi de ikke vil lade sig belære med moralsk rigtige påbud.