Prøv avisen
Boguddrag

Døendes største fortrydelse: Hvorfor har jeg ikke gjort lige det, jeg ønskede?

Af alle de beklagelser og erfaringer, der er blevet delt med mig, når jeg sidder ved siden af et døende menneskes seng, er beklagelsen over ikke at have levet et liv tro mod sig selv den mest almindelige af alle, skriver forfatter Bonnie Ware i ny bog om døendes største fortrydelser. Læs et uddrag her

Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv og ikke det liv, ANDRE forventede af mig

Det tog ingen tid overhovedet for Grace at blive en af mine palliative yndlingsklienter. Hun var en lille kvinde med et enormt hjerte. Det flød videre til hendes børn: De var nu alle blevet forældre og var lige så skønne mennesker. Grace boede i en helt anden del af byen, hvilket var usædvanligt for vores klienter.

Det var en vej som så mange andre i forstæderne uden palæer, der tårnede sig op på begge sider. Mit første indtryk var, at gaden ville være en god ramme for en tv-serie, da den osede af familiestemning. Det, jeg bedst kunne lide ved Grace og hendes familie, var, at de var meget nede på jorden og åbne over for andre.

De første dage sammen med hende startede, som det tit skete med klienter: Nemlig ved at vi fortalte historier for at lære hinanden at kende. I badeværelset hørte jeg velkendte kommentarer om det tab af værdighed, Grace oplevede, når en anden skulle tørre hende bagi, og at en flink ung sag som mig da ikke skulle udføre sådan et forfærdeligt job. Jeg var dog blevet vant til den del af mit arbejde og forsøgte at lette stemningen over for Grace og alle mine andre klienter ved ikke at gøre noget særligt ud af det. At være syg er helt sikkert en tilstand, der opløser egoet.

Værdigheden forsvinder for evigt ind i fortiden, når man er uhelbredeligt syg. Det bliver en uundgåelig nødvendighed at acceptere situationen, herunder at andre tørrer én bagi, i takt med at klienten efterhånden bliver for syg til at bekymre sig om sådanne ting.

Læs et interview med forfatteren bag bogen, Bronnie Ware, her. 

Grace havde været gift i mere end halvtreds år, og hun havde levet det liv, der blev forventet af hende. Hun havde opdraget nogle dejlige børn, og nu glædede hun sig over sine børnebørns liv, mens de var på vej gennem deres teenageår. Hendes mand havde dog tilsyneladende været noget af en tyran og i årtier gjort ægteskabet meget ubehageligt for Grace. Det var en lettelse for alle, især Grace, da han kun et par måneder forinden var kommet permanent på plejehjem.

Gennem hele sit ægteskab havde Grace drømt om at leve uden at være afhængig af sin mand: at rejse, ikke at leve under hans diktatur og først og fremmest bare at leve et enkelt, lykkeligt liv. Selvom hun var i firserne, var hun stadig sund og i god form i forhold til sin alder. Et godt helbred giver én frihed til at være mobil, og det havde hun været bevidst om, da han kom på plejehjem.

Kort tid efter sin nyfundne og længe ventede frihed begyndte Grace at føle sig meget syg. Få dage efter dette vendepunkt blev hun diagnosticeret som uhelbredeligt syg på et allerede ret fremskredent stade. Hvad der gjorde det hele endnu mere hjerteskærende var, at hendes sygdom skyldtes hendes mands mangeårige vane med at ryge i hjemmet.

Sygdommen var aggressiv, og da der var gået en måned, havde Grace mistet al sin styrke og var sengeliggende, bortset fra når hun langsomt haltede ud til badeværelset ved hjælp af et gangstativ og assistance. De drømme, hun havde ventet hele sit liv på at føre ud i livet, ville nu aldrig blive til noget. Det var for sent. De kvaler, hun led på grund af dette, var hele tiden nærværende og pinte hende enormt.

”Hvorfor har jeg ikke gjort lige det, jeg ønskede? Hvorfor lod jeg ham regere over mig? Hvorfor var jeg ikke stærk nok?” Det var spørgsmål, jeg hørte på regelmæssigt. Hun var så vred på sig selv for ikke at have fundet modet. Hendes børn bekræftede, at hun havde levet et hårdt liv, og de følte med hende i deres hjerter, hvilket jeg også gjorde.

”Du må aldrig nogensinde lade nogen stoppe dig i at gøre, hvad du har lyst til, Bronnie,” sagde hun. ”Lov denne døende kvinde det.” Jeg lovede det og forklarede hende så, at jeg var så heldig at have en fantastisk mor, der gennem sit eget eksempel havde lært mig at være selvstændig.
 
”Se på mig,” fortsatte Grace. ”Døende. Døende! Hvordan er det muligt, at jeg har ventet alle disse år på at blive fri og uafhængig, og nu er det for sent?”

Det var umuligt at benægte, at der var tale om en tragisk situation, og en, der ville blive en konstant påmindelse til mig om at leve på min egen måde.

I hendes soveværelse, der var oversået med sentimentale minder og billeder af hendes familie, talte vi sammen i timevis i disse første uger. Det gik dog meget hurtigt tilbage for hende. Grace forklarede, at hun ikke var imod ægteskabet som institution, slet ikke. Hun troede på, at det kunne være en smuk ting og en stor mulighed for at vokse ved at lære og udvikle sig sammen. Dét, hun var imod, var holdningen i hendes generation om, at du er nødt til at forblive i et ægteskab, uanset hvad. Og det havde hun så gjort, alt imens hun forspildte sin egen lykke. Hun havde viet sit liv til sin mand, der tog hendes kærlighed for givet.

Nu, hvor hun var ved at dø, var hun ligeglad med, hvad folk tænkte om hende, og forpint over, at hun ikke havde regnet det ud tidligere. Grace havde ladet som om og levet på den måde, andre forventede af hende, for nu blot at opdage, at det altid havde været hendes eget valg, og at valget var baseret på frygt. Selvom jeg tilbød at støtte hende, herunder i behovet for at tilgive sig selv, så fortsatte hun med at blive overvældet af det faktum, at det nu var alt for sent.

De fleste af mine opgaver var af denne en-til-én-slags: Klienter, jeg havde i lang tid og passede, indtil de døde. Der kom dog i årenes løb til at være mange andre klienter, spredt ind imellem disse – klienter, som jeg bare besøgte et par gange ind imellem deres egne faste plejere. Ordene fra Grace, fulde af pine, fortvivlelse og frustration, blev velkendte ord fra mange andre af dem, jeg også lærte at kende. Af alle de beklagelser og erfaringer, der blev delt med mig, når jeg sad ved siden af deres seng, var beklagelsen over ikke at have levet et liv tro mod sig selv den mest almindelige af alle. Det var også den, der forårsagede den største frustration, fordi klienten erkendte det for sent.

”Det er ikke, fordi jeg ønskede at leve et storslået liv,” forklarede Grace fra sengen i én af vores mange samtaler.

”Jeg er et godt menneske, og jeg ønskede ikke at gøre nogen ondt.” Grace var et af de sødeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og ville under ingen omstændigheder have været i stand til at skade andre. Det var bare ikke en del af hendes karakter.

”Men jeg ønskede også at gøre noget for mig selv, og jeg havde bare ikke modet til det.” Grace forstod nu, at det havde været bedst for alle, hvis hun havde været modig nok til at indfri dette ønske.

”Nå ja, for alle undtagen min mand,” sagde hun med selvhad.

”Jeg ville have været gladere og ville ikke i årtier have ladet min fortvivlelse gennemsyre min families liv. Hvorfor fandt jeg mig i ham? Hvorfor, Bronnie, hvorfor?” Hun brød ud i en hjerteskærende hulken, der fortsatte, mens jeg holdt tæt om den dejlige kvinde.

Da hendes tårer var stilnet af, så hun på mig med bister beslutsomhed.

”Jeg mener det. Lov denne døende kvinde, at du altid vil være tro mod dig selv, at du vil være modig nok til at leve på den måde, du ønsker, uanset hvad andre mennesker siger.” Blondegardinerne blafrede stille og lod dagen udenfor komme ind i soveværelset, mens vi kiggede på hinanden med kærlighed, klarhed og beslutsomhed. 
 
”Det lover jeg, Grace. Jeg forsøger allerede at gøre det. Men jeg lover dig nu, at jeg altid vil fortsætte med at gøre det,” svarede jeg med en dybtfølt ærlighed.

Hun holdt min hånd og smilede i vished om, at hendes erfaring i det mindste ikke ville være helt spildt. Da jeg forklarede Grace, at jeg i over ti år af mit voksne liv havde haft disse utilfredsstillende job i banker og inden for administration og ledelse, begyndte hun at forstå mig bedre og lyttede med stor interesse. Der var blevet føjet endnu nogle år i banksektoren til regnskabet, da jeg vendte tilbage fra udlandet. Men jeg kaldte den sidste runde for min afvænningsperiode, hvor jeg vænnede mig selv af fra denne branche.

De første par år efter skolen var sjove. Der var mange praktikanter, og arbejdet handlede først og fremmest om noget socialt. Alle praktikanterne var sytten eller atten år, så arbejdet handlede egentlig bare om at møde gamle venner igen og tjene penge til at finansiere vores weekender. Arbejdet var i sig selv meget let for mig i begyndelsen og ville måske være blevet ved med at være det, hvis jeg havde haft mit hjerte med i jobbet. Det var dog aldrig tilfældet. Efter de første år blev jeg hurtigt rastløs og begyndte at sætte spørgsmålstegn ved livet. Alligevel fortsatte jeg med at leve det liv, der forventedes af mig, i et årti eller mere, mens jeg hele tiden vidste, at noget andet ventede på mig, men uden at have modet til at opsøge det. 

Det, der holdt mig tilbage, var først og fremmest frygten for den latterliggørelse, jeg ville møde fra nogle familiemedlemmer, hvis jeg brød ud af den norm, de mente, jeg passede ind i. Jeg skulle leve andre menneskers liv, og det ville aldrig komme til at fungere. Alligevel fortsatte jeg og fik jævnligt et nyt job i en bank, en ny uniform og et nyt sted at bo. Resultatet var, at min karriere accelererede, fordi jeg endte med at have arbejdet hos de fleste banker og i flere stillinger, end en normal person på min alder ville have gjort. Jeg var blevet en succes helt uden at ville det.

Fortvivlende ulykkelig fortsatte jeg med at give min arbejdskraft til et erhverv, der ikke gjorde noget godt for min sjæl. Der er masser af mennesker, der elsker deres job i banksektoren, og det synes jeg er godt for dem. Bankerne har brug for den type mennesker. Nu til dags er der også mulighed for at arbejde inden for områder, hvor du giver noget tilbage til samfundet, og på andre generøse måder. Men ligesom Grace havde jeg levet det liv, andre forventede af mig, ikke det liv, jeg selv ønskede.

Video: Disse fem ting fortryder døende mest 

Eftersom jeg ikke kunne gøre det godt nok i forhold til en del af min familie, og eftersom jeg kæmpede for at være den, de ville have mig til at være, ville det at have et ’godt job’ i det mindste holde dem på afstand fra den del mit liv. Jeg blev holdt nede af frygt og den potentielle smerte, det ville skabe, hvis jeg gjorde mig modtagelig for endnu mere fordømmelse, end jeg allerede havde oplevet.

Det er aldrig nogen let opgave at være det sorte får i en familie. Sorte får spiller en anden rolle i en families dynamik. Men det er ikke altid en nem rolle. Når nogle af de vigtigste aktører skaffer sig magt ved at gøre andre svage, er det virkelig op ad bakke. Men ved at arbejde hos så mange familier i denne form for job, lagde jeg efterhånden mærke til, at meget få familier er fri for konflikter på et eller andet niveau. Hver familie har ting, de skal lære. Hver eneste af dem. Min var ingen undtagelse, selvom det ikke nødvendigvis på det tidspunkt lettede min egen smerte at indse dette.
 
Lige så længe jeg kunne huske, havde det været en familiesport at fortælle vittigheder om mig. Jeg var en svømmer i en familie af ryttere, en vegetar i en fåreavlerfamilie, en nomade i en familie af bosættere og så videre. Tingene blev ofte sagt i spøg, og den person, der sagde det, har måske ikke på det tidspunkt indset, hvilken smerte det forårsagede. Men vittigheder har en tendens til at blive tyndslidte, efter at man har hørt på dem i et par årtier. På andre tidspunkter, alt for ofte, blev tingene sagt med vilje og var decideret onde. Selv hvis du havde tusinde menneskers styrke, ville det efterhånden slide dig ned. Især hvis du har svært ved overhovedet at genkalde dig en periode af dit liv, hvor det ikke var en del af din hverdag at blive latterliggjort eller råbt ad eller at få at vide, at du var håbløs.

Som følge heraf havde jeg indtil da aldrig brudt mig særlig meget om den dynamik, der er i en familie. Dengang var den nemmeste måde at håndtere det på bare at blive ved med at leve det liv, der forventedes af mig. Til sidst begyndte jeg dog at trække mig tilbage og lukke ned i forhold til dem. Det var min egen måde at håndtere det på. Kunstnere verden over er en misforstået gruppe, og jeg var kunstner. Jeg havde bare ikke indset det endnu. Alt, hvad jeg vidste, var, at det at sælge forskellige former for forsikringer til folk, der bare ønskede at have en lønkonto, virkelig ikke var noget for mig. Jeg var ligeglad med alt andet end at give kunderne venlig og varm service, hvilket jeg var meget god til. Men det var ikke nok i banksektoren, der var ved at skifte form. Det handlede alt sammen om at sælge, sælge, sælge.
 
Nogle siger dog, at vi gør mere for at undgå smerte, end vi gør for at skaffe os fornøjelser. Så derfor er det først, når smerten bliver for meget, at vi endelig finder modet til at lave forandringer. Indtil det skete, fortsatte smerten inden i mig bare med at gnave, indtil den nåede bristepunktet.

Da jeg forlod endnu et ’godt job’ for at bo på øen, var der stor forvirring. ”Hvorfor gør hun dog det? Hvor er hun på vej hen denne gang?” Og mens alt dette skete, tænkte jeg bare med glæde, at: ”Jeg skal bo på en ø!” Jo længere væk, jo lykkeligere var jeg. Derude var livet mit eget, og det var et godt liv. Den eneste kontakt, jeg havde med fastlandet, var til min kære mor, som var min klippe og højt værdsatte ven.
Det var i løbet af disse år på øen, at jeg første gang dyppede tæerne i meditation. Senere fandt jeg frem til den retning, der ville gøre det muligt for mig at komme i forbindelse med min egen godhed på en måde, jeg ellers ikke kunne. Ved hjælp af denne meditationsretning begyndte jeg at forstå og opleve medfølelse. Det er sådan en smuk og magtfuld kraft.

Den smerte, jeg havde taget imod fra andre, havde været deres egen lidelse, som de projicerede over på mig. Glade mennesker behandler ikke andre på den måde. De fordømmer ikke andre for at leve et liv tro mod den enkeltes værdier. Hvis de gør noget, så er det at respektere det. Ved at genkende den smerte, der blev ført ind i min generation fra tidligere, havde jeg mulighed for at bryde fri af dette mønster i mit eget liv. Jeg ville aldrig være i stand til at kontrollere et andet menneske og havde intet ønske om at gøre det. Folk forandrer sig, fordi de gerne vil, og når de er parate til det.

Det var befriende at lære at se på livet med medfølelse og at acceptere, at jeg måske aldrig ville få de forstående eller kærlige relationer til andre, jeg engang havde længtes efter. Det forvandlede mit liv på så mange niveauer. Jeg kendte den konstante smerte, som min egen healing medførte, og det gjorde, at jeg kunne acceptere, at ikke alle har modet til at se deres egen fortid i øjnene, i hvert fald ikke før det bliver uudholdeligt ikke at gøre det. I et vist omfang fortsatte den samme dynamik i nogle år endnu, men det begyndte at påvirke mig mindre og mindre. Det krævede styrke og tid, men jeg indså nu, at det ikke handlede om mig. Det handlede om alle, som forsøgte at pådutte mig deres kritik eller dom.
 
En buddhistisk historie handler om, at en mand kom og råbte vredt efter Buddha, der forblev upåvirket. Adspurgt af andre om, hvordan han kunne forblive rolig og upåvirket, svarede Buddha med et spørgsmål:

”Hvis nogen giver dig en gave, og du vælger ikke at tage imod den, hvem tilhører gaven så?” Selvfølgelig forbliver den hos giveren. Sådan var det også med ord, der nogle gange stadigvæk uretfærdigt blev kastet efter mig. Jeg holdt op med at tage dem på mig, og i stedet havde jeg medfølelse. Disse ord kom trods alt ikke fra et lykkeligt sted.

Det vigtigste, jeg nogensinde har lært i livet, den aller, aller-, allervigtigste ting er, at medfølelse starter med dig selv. At udvikle medfølelse for andre gav plads til, at healingen kunne både begynde og fortsætte. Det fjernede mig i et eller andet omfang fra ligningen, når det gamle adfærdsmønster stadigvæk forsøgte at regere. Jeg kunne genkende smerten og se, at det overhovedet ikke handlede om mig. Det var en andens indre smerte, der kom op og ud. Det gjaldt selvfølgelig ikke kun for familierelationerne. Det gjaldt i forhold til alle relationer: personlige, offentlige og professionelle. Vi lider alle på et tidspunkt. Vi føler alle smerte, hver eneste af os.

Men at lære at udvikle medfølelse for mig selv var meget hårdere, og selvom jeg ikke vidste det på det tidspunkt, kom det til at tage år. Vi er alle så hårde ved os selv, og det er så uretfærdigt. At lære at give mig selv kærlig venlighed og erkende, at jeg også havde lidt enormt, var en så vanskelig ændring at foretage. Det var næsten nemmere at lytte til urimelige udtalelser fra andre og tage dem på sig, da det var så velkendt. Det ville måske ikke gøre nogen lykkelig, men at lære at være kærlig over for mig selv og først og fremmest at give mig selv medfølelse var helt sikkert en proces, jeg måtte træne mig selv i. Men i det mindste var healingen nu begyndt.
 
Med min nye beslutning om at udvise selvkærlighed, selvrespekt og selvmedfølelse begyndte de gamle familiemønstre at miste deres magt. Jeg fandt styrke til at svare igen og give mig selv lov til endelig at blive hørt i stedet for at fortsætte med at trække mig tilbage. Selvfølgelig handlede det om min egen smerte, der nu fik et udtryk, og slet ikke om de mennesker, der var involveret. Vi fortolker alle de ting, der sker for os, på hver vores måde. Så det handlede om, at jeg udtrykte min egen lidelse og gav slip på den. Det krævede masser af mod at bryde årtiers indgroede mønstre. Men min smerte gav mig styrken, og jeg havde ikke længere noget at tabe. Jeg kunne bare ikke længere bære den smerte, der fulgte af tavsheden.
 
Først og sidst var det kun ønsket om at blive elsket, accepteret og forstået af hinanden, der virkelig gav næring til smerten i os alle. Derfor var medfølelse den eneste vej frem: medfølelse og tålmodighed. På trods af alt eksisterede kærligheden, i sin egen skrøbelige forklædning, stadig mellem os.

Det var, som om jeg havde svømmet i den samme flod igen og igen, og hver gang ville jeg møde en stor sten, der blokerede mit naturlige flow. Den var der altid. En dag indså jeg dog, at det kunne være, at den altid ville være der. Så i stedet for at støde ind i den samme sten, den samme blokering, igen og igen, valgte jeg at svømme et nyt sted: Et sted, der ville gøre det muligt for mig at bevæge mig frit og naturligt fremad. Jeg behøvede ikke at sætte mig op til at kunne klare denne forhindring igen og igen. En, der hindrede mine naturlige fremskridt og som uden undtagelse hver gang var skyld i blokeringer og smerte.

Det var på tide at gøre tingene anderledes. Tiden var kommet til at vælge en anden måde at sige til og fra på og at sige ’nok’. Jeg var ikke længere villig til at acceptere de samme mønstre. Selvom det kunne vise sig at blive mere ensomt, ville det måske i det mindste give mig fred. Den anden vej var bestemt ikke fredelig.

Efter at jeg begyndte at sige min mening, forandrede tingene sig inden i mig selv. Min selvrespekt blev stærkere, og jeg udtrykte mig selv tydeligere. Nogle nye og sundere frø var endeligt blevet sået. Jeg vidste endnu ikke, hvordan jeg skulle nære dem, men de var i det mindste blevet plantet. Tiden var kommet til at begynde at leve som den, jeg ønskede at være, ved at tage et lille skridt ad gangen.
Efter at jeg havde delt alt dette med Grace, kom vi helt naturligt tættere på hinanden.

Hun var enig i, at alle familier har deres egne ting at lære. Hun kunne ikke komme i tanke om en eneste familie, der ikke havde haft sine udfordringer, og hun troede på, at det er inden for familien, de fleste mennesker får de største muligheder for at lære og udvikle sig. Vi diskuterede, om den eneste måde at opleve kærlighed på er at acceptere mennesker fuldt og helt, som de er, og ikke at have forventninger til dem. Selvom det kan være meget lettere sagt end gjort, var det den mest kærlige tilgang, vi fandt mulig.
 
Grace fortalte mig mange historier og tænkte over sit liv; tænkte på børnene, der blev voksne, og på forandringerne i kvarteret, for så ofte at vende tilbage til det, hun fortrød her på dødslejet. Hun ønskede, at hun havde haft modet til at leve et liv, hvor hun var tro mod sit eget hjerte, og ikke det liv, andre forventede af hende. Når der er begrænset tid tilbage, er der ikke meget at tabe ved at være helt ærlig. Det, vi delte med hinanden nu, gik direkte ind til kernen af en række vigtige emner. Der var ingen doven sludren længere, da alle de emner, vi kom ind på, var dybt personlige. At åbne sig over for Grace viste sig helt uventet at være meget helende for mig, og mine lyttende ører blev helende for hende.

Til sidst kom vi også ind på, hvor mit liv var nu, på min musikalske udvikling og på, hvordan jeg var begyndt at skrive sange og optræde. Mens vi drak en kop te, insisterede Grace på, at jeg skulle tage min guitar med på arbejde næste dag og spille noget for hende, hvilket var en sand fornøjelse for mig. Med hjertet fuldt af lykke sang jeg for Grace, mens hun smilende og nynnende sad op i sin seng. Hun tog hver eneste sang, jeg delte med hende, til sig og tog imod dem, som om hver eneste var den bedste sang i verden. Hendes familie kom også for at høre nogle af dem, og de var lige så dejlige og støttende. Der var især én sang, som Grace elskede ubetinget, da hun altid havde ønsket at rejse. Den hed ’Beneath Australian Skies’.

Efter den dag bad hun mig jævnligt om at synge for hende. Grace havde sagt, at det ikke var nødvendigt med en guitar. Så jeg ville sidde der i hendes soveværelse og synge for denne dejlige, lille dame, mens hun smilende lukkede øjnene og sugede alt, jeg sang, til sig. Igen og igen bad hun om bestemte sange, og jeg blev aldrig træt af at synge dem for hende.

Graces helbred forværredes dag for dag. Hendes lille krop blev endnu mindre. Gamle venner kom for at sige farvel. Pårørende sad ved hendes seng, sludrede og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hendes familie var meget praktisk anlagt og meget engagerede, og de besøgte hende regelmæssigt. Det kunne jeg godt lide. Der var også en mildhed i dem, som jeg blev tiltrukket af. Når de alle var gået, var der atter kun Grace og jeg, og så dukkede ønsket om flere sange atter op. Det var en speciel tid.
 
Hun var ikke i stand til at gå så godt nu, og selvom Grace havde accepteret at bruge en toiletstol ved siden af sengen, nægtede hun, når det handlede om afføring. Hun ønskede at bruge et ordentligt toilet, så jeg ikke var nødt til at gøre toiletstolen ren bagefter. På det punkt var hun urokkelig, selvom jeg forsøgte at forsikre Grace om, at det ikke betød noget særligt for mig at gøre det. Så det tog en evighed for os at komme hen til badeværelset, som heldigvis var siden af soveværelset. Hun var meget svag. Når hun så var færdig og havde tørret sig, hjalp jeg hende med at stå op og trække trusserne op igen. At hjælpe hende med at holde balancen, mens undertøjet kom på plads, krævede en ret stor bevægelighed.
 
Da vi så en gang begyndte vores vandretur tilbage til soveværelset, hvor Grace støttede sig til sin rollator, og jeg gik bagefter, mens jeg holdt hende ved hofterne, lagde jeg mærke til, at jeg i skyndingen var kommet til at putte lidt af hendes natkjole ind bag trusserne. Mens jeg smilede ad denne kære, lille kvinde, der ikke havde mange dage tilbage, blev jeg helt overvældet af glæde, da hun begyndte at synge ’Beneath Australian Skies’, mens hun stavrede tilbage i seng. Hun anbragte et par af ordene på forkerte steder i teksten, men det gjorde blot øjeblikket endnu mere rørende.

Jeg vidste nu, at jeg netop havde oplevet højdepunktet af min musikalske karriere. Intet, der nogensinde kunne ske senere, ville kunne overgå den glæde, jeg oplevede på det tidspunkt. Det ville ikke genere mig, hvis jeg aldrig mere skrev en ny sang. For det åbnede mit hjerte mere, end jeg nogensinde havde håbet på musikalsk, at have givet denne kære person så meget nydelse gennem min musik og derefter at få glæden retur ved at høre hende synge min sang, de sidste dage hun levede.

Da jeg kom på arbejde et par dage senere, var det tydeligt, at dagen i dag ville blive den sidste for Grace. Da jeg forklarede hende, at jeg ville tilkalde hendes familie, rystede hun først på hovedet: Nej. Svag og udmattet rakte hun op og krammede mig. For at spare hendes små arme for anstrengelsen lagde jeg mig på sengen og holdt hende i mine arme. Det kunne hun godt lide, og vi lå og talte sagte sammen i et stykke tid, mens hendes fingre strøg min arm. Da jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke ønskede, at familien skulle være til stede, sagde hun, at hun ikke ønskede at forvolde dem mere smerte. Det elskede hun dem for meget til.
 
Men de har brug for at sige farvel, sagde jeg, og ved ikke at give dem muligheden risikerede hun at ende med at fremkalde både smerte og skyld, som de ville skulle leve med. Det forstod hun, og hun var enig, idet hun indså, at hun ikke ønskede, at de skulle føle skyld over ikke at have været der. Så jeg foretog de nødvendige telefonopkald, og familien kom hurtigt. Men lige før det skete, spurgte hun mig på trods af sin udmattelse: ”Du husker vores løfte Bronnie, ikke?”
 
Jeg nikkede gennem tårer og svarede: ”Ja”.
 
”Lev, så du er tro mod dit eget hjerte. Du må aldrig nogensinde bekymre dig om, hvad andre tænker. Lov mig det, Bronnie,” sagde hun med en stemme, der nu knap var en hørbar hvisken.

Det lover jeg, Grace,” sagde jeg blidt. Hun klemte min hånd og gled ind i søvnen, som hun kun vågnede fra i korte øjeblikke, hvor hun hilste på sin dejlige familie, der derefter sad ved hendes seng indtil slutningen. I løbet af et par timer gled Grace helt væk. Hendes tid var kommet. Da jeg bagefter sad stille og roligt i køkkenet, lød mit løfte til hende stadigvæk friskt i mine ører. Men det var ikke kun Grace, jeg havde givet løftet til. Det var også til mig selv.

Da jeg et par måneder senere stod på scenen for at lancere mit album, dedikerede jeg den første sang til hende. Graces familie var blandt publikum. Rampelyset gjorde, at de fleste ansigter i salen lå hen i mørke, men jeg havde ikke brug for at se dem. Jeg kunne mærke den kærlighed, de delte, da jeg mindedes den kære lille kvinde, der ikke selv havde levet, som hun ønskede, men som i stedet havde inspireret mig til det. 

200136019