Det første, Sofie Henze-Pedersen bemærkede, var sikkerheden. Langs kvindekrisecentret hang overvågningskameraer, og ved hovedindgangen kiggede antropologen ind i et samtaleanlæg med et webcam, så dørvogteren kunne se, at hun blot var bevæbnet med notesblok og kuglepen. Snart efter gik den massive dør, som hundredvis af voldsramte kvinder og børn var gået ind ad før hende, op.
Det er vildt, at der dag ud og dag ind sidder et menneske og holder øje med døren, tænkte Sofie Henze-Pedersen, da hun var blevet sluset igennem. Hun fik udleveret en nøgle og blev fortalt, at hun skulle huske at låse enhver dør efter sig. De mange sikkerhedsforanstaltninger mindede hende om de fængsler, hun tidligere havde lavet feltarbejde i. Der var dog en mærkbar forskel: I fængslerne beskytter man omverdenen mod de indsatte. På krisecentret beskytter man kvinderne og deres børn mod verden udenfor.
De næste otte måneder skulle antropologen tilbringe i selskab med kvinderne og deres børn. Her skulle hun observere og tage del i dagligdagen. Alt sammen for at undersøge hverdagslivet på et krisecenter set fra børnenes perspektiver. En hverdag, der er vendt på hovedet, hvor børn pludselig skal forholde sig til, at mor også er et offer, og at far også er en voldsmand. Det er på krisecentret, forklarer Sofie Henze-Pedersen, at den moralske fortælling om den gode forælder og forestillingen om det gode familieliv bliver udfordret.
”Om det så handler om forældre på krisecentre, i fængsler eller andre steder, man nødigt vil bo, så udfordrer den nye virkelighed børnenes nærmest indlejrede familiesyn, hvor de tænker, at alle forældre er gode,” siger hun som begrundelse for sin forskning:
”Og det var det, jeg ville undersøge. Jeg ønskede at se, hvad der sker med børnene, når de pludselig havner i en situation, hvor familielivet og forældrerelationen ikke afspejler den fortælling, de har set på film, oplevet i skolen eller fået fortalt af kammerater.”
I dag, godt tre år senere, er observationerne samlet og analyseret i ph.d.-afhandlingen: ”After the Violence?”, som ligger fremme med lyserøde Post-it-sedler i på antropologens kontor på Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Usynlig far i rummet
Da Sofie Henze-Pedersen begyndte sine observationer i 2018, boede i alt 1915 børn på et af landets 50 krisecentre for voldsramte mænd og kvinder. Stedet, hvor antropologen flyttede ind, er anonymiseret i ph.d.-afhandlingen. Det samme er kvindernes, børnenes og personalets navne af hensyn til deres sikkerhed. Træder man imidlertid indenfor i kvindekrisecentret, minder stedet om enhver anden institution med slidfaste møbler, linoleumsgulve og et personale, der kører efter fast vagtplan. Samtidig adskiller stedet sig ved også at være et hjem, hvor de voldsramte kvinder bor i gennemsnit otte-ni måneder. Her indlogeres de og deres børn på private værelser, som de selv kan præge, og hvor personalet i udgangspunktet er forment adgang. Sidst rummer bygningen et legerum til børnene, et fælles opholdsrum og et køkken, hvor beboerne kan lave mad.
Det var i sidstnævnte, at Sofie Henze-Pedersen en sen torsdag eftermiddag sad, da toårige Nicholas kom ind og satte sig ved siden af hende.
Hans mor, Tina, var der, og det var, da hun rakte sønnen et glas vand, at han kiggede på moderen og ud af det blå sagde: ”far.”
Tina lod som ingenting og tog en slurk af sin kaffe. At blive ignoreret stoppede ikke Nicholas. Han gentog ordet.
”Far er her ikke,” sagde moderen og rystede på hovedet.
”Vil ha’ far,” sagde drengen. Han klynkede.
”Jeg ved det. Det er, fordi far leger på en anden måde.”
”Far,” sagde drengen nok en gang og vendte sig mod Sofie Henze-Pedersen: ”Far arbejde.” Moderen istemte, nærmest lettet:
”Det er det, vi plejer at sige. Når du er her, er far på arbejde.”
Episoden var langtfra enestående. I de otte måneder, Sofie Henze-Pedersen tilbragte på kvindekrisecentret, oplevede hun, hvordan det menneske, alle sikkerhedsforanstaltninger skulle holde ude, fandt en vej ind.
”På kvindekrisecentre er faderen en svær person at placere. Han er på en og samme tid fraværende og tilstedeværende. Egentlig taler børnene og mødrene ikke meget om ham, men alligevel fylder han helt utroligt meget i bevidstheden, fordi børnene siger, de savner ham, eller fordi de siger, de er vrede på ham. Og selv når en mor – som Tina i dette tilfælde – ikke reagerer, da Nicholas i første omgang nævnte faderen, så kan det at møde et barn med stilhed også være en måde, man undgår at sige noget dårligt om faderen for at beskytte deres relation,” siger Sofie Henze-Pedersen.
Hun nævner en solskinsdag i krisecentrets have. Beboerne var samlet, mens børnene tumlede omkring og legede, da en kvinde ved navn Saras telefon ringede. Hun så på displayet, kaldte på sin datter og rakte hende mobilen uden at sige noget. Da datteren efterfølgende fortrak for at tale, hviskede en af de andre kvinder spørgende, om det var datterens far. Sara rullede med øjnene og nikkede.
Da datteren efterfølgende kom tilbage, smilede Sara og spurgte datteren, om samtalen havde været god. For antropologen viser episoden, hvad det er for et dilemma, mødrene står i.
”For på den ene side kæmper mødrene med deres egne følelser og de voldelige oplevelser, som de skal lære at håndtere. På den anden side står de i en situation, hvor de skal forsøge at rumme barnets eventuelle positive følelser omkring faderen. At barnet måske endda savner ham.”
Barndommens uskyld
I et forsøg på at forstå den familierelation, som børn, der bor på et krisecenter, vokser op i, har forskere introduceret begrebet ”childhood innocence” (barndommens uskyld). Begrebet går i sin enkelhed ud på, at der i samfundet hersker en ikke-udtalt forståelse af, at børn har bedst af at leve i illusionen om, at barndommen er tryg, og at forældre per definition er gode. At man fra samfundets side ubevidst skærmer børn mod opvækstens eventuelle skyggesider for at bevare barndommens uskyld. I praksis kan det betyde, at eksempelvis forældre på et krisecenter vælger at fortie, hvad bygningen er for et sted, eller hvorfor familien måtte flytte derhen.
Men uvidenheden, forklarer Sofie Henze-Pedersen, kan i sidste ende forvirre børnene så meget, så de ikke længere ved, hvad de skal tro. I sin tid på kvindekrisecentret oplevede antropologen eksempelvis, at et barn havde fået fortalt, at det boede på et hotel. Et andet barn troede, at bygningen var et sted, hvor alle mødre, der skulle skilles, kom hen med deres børn.
”Først og fremmest var problemet selvfølgelig, at børnene talte sammen, og de forskellige forklaringer på, hvorfor de var der, gjorde dem i tvivl om, hvad i alverden det var for et sted, de var havnet. Det dybere problem er, at de halve forklaringer og tvivlen gør det enormt svært for børnene at håndtere deres følelser over for forældrene og generelt forstå den situation, de befinder sig i.”
På samme måde som nogle af mødrene undlod at fortælle deres børn, hvorfor de i virkeligheden befandt sig på krisecentret, var volden, kvinderne havde oplevet, heller ikke noget, man talte om. Sofie Henze-Pedersen kalder det en svær balance at vurdere, hvor meget man skal fortælle sit barn, når man står i en svær situation, der bryder med det, samfundet normalt forbinder med en tryg opvækst.
”Men her handler det også om måden, man taler om volden på. Eksempelvis viser forskning, at man skal forsøge at italesætte volden som en handling, faderen gør, i stedet for en del af faderens personlighed. At volden ikke er en ondskab, der bor i faderen, men noget, han desværre gør,” siger hun.
Idéen om at have en far
I løbet af de mange måneder på kvindekrisecentret fulgte Sofie Henze-Pedersen i alt 26 familier, hvoraf hun efterfølgende interviewede 10 af børnene. Nogle af disse havde selv været vidne til volden eller mærket den på egen krop. Alligevel oplevede forskeren, hvordan flere børn til trods for svigtet ønskede at bevare en relation til deres far. Tidligere i sin karriere har hun blandt andet undersøgt relationen mellem børn og fædre, der sidder i fængsel, og Sofie Henze-Pedersen husker en episode, hvor nogle søskende diskuterede, hvorvidt deres kriminelle far skulle inviteres til en konfirmation eller ej.
”Men han er jo min far,” sagde den kommende konfirmand, og argumentet blev det vindende.
”Selvom det for nogle kan virke ulogisk, så viser forskningen, at det kan være enormt svært af ’afslægte’ sig. Det er næsten ligegyldigt, hvad en forælder har gjort, så er relationen for de fleste børn stadig noget af det mest betydningsfulde i deres liv,” siger Sofie Henze-Pedersen, inden hun nærmest afbryder sig selv:
”I dag taler vi meget om, at familierelationer er blevet mere flydende, og at det biologiske bånd ikke på samme måde som tidligere spiller en rolle, men når vi undersøger børns relationer, så ser vi det modsatte. Her er det yderst sjældent, et barn siger, at det ikke vil have noget med faderen at gøre, selvom han eksempelvis har været voldelig og måske sidder i fængsel. Og selvom barnet siger, det ikke ønsker en relation, har det ofte svært ved at efterleve beslutningen.”
Selvom antropologen oplevede, at mange af børnene var oprigtigt vrede på deres fædre, så oplevede hun samtidig, at børnene bar rundt på et håb. Et håb om, at faderen ville forbedre sig, så de måske en dag kunne blive en familie igen.
”Inderst inde vidste mange af børnene godt, at det formentligt ikke ville kunne lade sig gøre, men bare det, at de besad ønsket, siger en del.”
Hun nævner niårige Noah, der ofte fandt musik frem på anlægget, som han vidste, at hans far og farfar kunne lide. Han og moderen talte næsten aldrig om faderen, men musikken var for Noah en måde at bevare relationen på. For Casper, en dreng på tre år, var savnet mere abstrakt. Han havde ikke set sin far i et år og kunne ikke længere genkende ham på billeder. Alligevel sagde han af og til, at han savnede ham.
”I Caspers tilfælde var det måske i virkeligheden ikke hans far, han savnede, men idéen om at have en far, han savnede,” siger Sofie Henze-Pedersen.