Prøv avisen

Dommedagsvarsler om klimaet gør os handlingslammede

Illustration: Rasmus Juul

Det skaber apati og depression, når klimakrisen tales op til, at menneskets overlevelse er på spil, siger psykolog. Den etiske udfordring er, hvordan vi bevarer følelsen af, at det haster med at gøre noget uden at gå i panik, siger folketingsmedlem og teolog Ida Auken, der selv var klimadeprimeret for 20 år siden

For 20 år siden blev teolog og folketingsmedlem for De Radikale Ida Auken meget nedtrykt over klimaets tilstand. Hun var begyndt at sætte sig ind i konsekvensen af klimaforandringerne, og de mange informationer om global opvarmning, skovdød, tab af gletsjere, oversvømmelser og ørkenspredning satte sig i hende som en følelse af angst og afmagt.

”Jeg blev i tvivl. Kunne vi som menneskehed overleve i det lange løb? Jeg dykkede ned i scenarier for temperaturstigninger på over tre grader, tipping points, (klimaforandringer, der ikke kan rulles tilbage red.), muligheden for en ny istid, nedbrud af økosystemer, flygtningestrømme, oversvømmelser og tørke. Til tider kunne jeg blive så nedslået, at jeg knap kunne komme ud af min seng om morgenen. Og i flere år ville jeg ikke sætte børn i verden af frygt for, hvilken fremtid de skulle vokse op i. Jeg følte mig lammet af skyld og magtesløshed. Det ændrede sig først den dag, en venlig sjæl sagde til mig, at det ikke nyttede noget at have det sådan. Så kunne jeg lige så godt lægge mig ned og dø. Dengang var min personlige bekymring for klimaet slet ikke noget, man talte så åbent om som i dag,” fortæller den 41-årige Ida Auken.

To årtier senere er brede dele af den danske befolkning bekymrede for klimaet. Det er først og fremmest den varme og tørre sommer i 2018, der har været med til at sætte klimaforandringerne på dagsordenen.

En undersøgelse fra den grønne tænketank Concito viser, at næsten 9 ud af 10 betragter klimaforandringerne som et meget alvorligt eller i nogen grad alvorligt problem. Det er ifølge Concito især de unge, der frygter klimaforandringerne. Et af de stærkeste symboler på den bekymrede ungdom er den 16-årige svenske aktivist Greta Thunberg, som det seneste år har sat en bevægelse i gang, hvor et par millioner unge over hele verden har skolestrejket. Hendes budskab, der blandt andet præsenteres i en ny sang sammen med den britiske popgruppe 1975, er, at ” kloden befinder sig i en undtagelsestilstand, og at menneskeheden står over for en katastrofe af lidelser for et enormt antal mennesker, hvis ikke vi gør noget”.

Hun betegner jorden som et brændende hus og anklager politikerne og de ældre generationer for at vende det blinde øje til klimakrisen. I en tale til Europa-Parlamentet tidligere i år sagde Greta Thunberg blandt andet til politikerne:

”Jeg vil have, at I skal gå i panik. Jeg vil have, at I skal opføre jer, som var jeres huse ved at brænde ned.”

Men kan Greta Thunbergs og andre klimaaktivisters omtale af kloden som et brændende hus have den stik modsatte effekt og være med til at styrke følelsen af handlingslammelse, fordi problemerne beskrives som så kolossale, at det alligevel er umuligt at gøre noget?

Ja, det er der en risiko for, mener Ida Auken, som samtidig understreger, at hun har stor respekt for Greta Thunberg og finder hendes mobilisering af millioner af unge i de såkaldte klimastrejker ”fantastisk”.

Til gengæld er hun ikke enig med Greta Thunberg, når hun opfordrer politikerne til at gå i panik.

”Panik medfører, at man mister sin dømmekraft og enten bliver handlingslammet eller handler uoverlagt. Sandheden er, at vi har brug for det modsatte af panik. Vi har brug for handlekraft og dømmekraft. Ikke handlingslammelse eller uoverlagte handlinger. Den etiske udfordring er, hvordan vi bevarer følelsen af, at det virkelig haster at gøre noget ved klimaforandringer uden at gå i panik. Vi må ikke prædike dommedag så meget, at vi skubber folk ud over en kant, hvor de bliver enten lammede eller radikaliserede og begynder at udøve selvtægt. Men samtidig må vi heller ikke være passive og lade være med at gøre noget,” siger Ida Auken, der understreger, at hun betragter klimaforandringerne som en reel fare.

”Ifølge psykologien er der tre reaktioner på farer: Man kan fryse på stedet, flygte eller kæmpe. Vi skal kunne tale åbent om faren, men også tale om, hvad vi kan gøre for at kæmpe. I alt for mange år har klimaforandringerne gjort os paralyserede og virket som et for stort og alt for fjernt problem. Det er en af grundene til, at der har manglet folkelig opbakning til at handle,” mener Ida Auken.

Den britiske klimaforsker Mike Hulme, der er professor ved Cambridge Universitetet og tidligere har siddet med i FN’s klimapanel, IPCC, finder det deicideret forkert at betegne klimakrisen som en undtagelsestilstand.

”Klimaet forandrer sig, og det er alvorligt. Men hvis vi taler situationen op til, at menneskets overlevelse er på spil, og at problemerne skal løses inden 2030, så risikerer vi at sætte hele den folkelige opbakning til klimasagen over styr, når befolkningen finder ud af, at vi alligevel ikke kan nå målene og derfor skubber klimaproblemerne fra sig. Vi må i stedet erkende, at indsatsen for at nedbringe udslippet af drivhusgasser er en langsigtet proces. Vi når nok ikke klimamålene i 2030, men jorden går ikke under af den grund,” siger Mike Hulme.

Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer og glaciologi og administrerende direktør for det anerkendte Nansen Center i Bergen og desuden med i FN’s klimapanel, peger på, at konsekvenserne af klimaforandringerne er alvorlige, men han advarer også mod at stirre sig blind på klimamålene.

”Vi skal passe på med at sige, at hvis vi ikke når målene, så går udviklingen helt skævt. Det er ikke en skarp kant, vi falder ud over i 2030 og 2050. Vi skal ikke sætte tingene hårdt op og anvende dommedagsretorik. Vi kan godt miste nogen, hvis vi siger, at klimamålene er altgørende for, at verden ikke bryder sammen. Vi er i gang med en omstillingsproces, som tager tid. Vi bliver nødt til at udvikle samfundet mod en mere grøn tankegang og teknologi. Klimaet er ikke kun et nationalt spørgsmål, og det er svært at få alle lande med, ” siger Sebastian Mernild.

Han er overbevist om, at der for eksempel vil blive udviklet teknologier, der trækker drivhusgasser ud af atmosfæren, så målet om et CO2-neutralt samfund kan nås.

”Men spørgsmålet er, hvor hurtigt det vil gå,” siger Sebastian Mernild. Han forklarer, at vi i vores del af verden vil få et varmere og vådere klima og henviser til en rapport fra Danmarks Meteorologiske Institut, der konkluderer, at den gennemsnitlige vandstand i Danmark vil stige med 20 centimeter og op til 1,4 meter i det 21. århundrede.

”Men civilisationens undergang bliver der ikke tale om, og det er der heller ikke belæg for i den videnskabelige litteratur. Isen i Arktis smelter, og Danmark kommer til at stå over for flere oversvømmelser og skybrud. Vi skal ikke pakke tingene ind, men kommunikere objektivt med rod i videnskaben. Det er meget store udfordringer, men vi skal heller ikke lave skræmmekampagner,” siger Sebastian Mernild.

Den norske psykolog Per Espen Stoknes er enig i, at den udbredte tendens til at sætte et fast årstal for klimamål kan være med til at understøtte, hvad han betegner som dommedagsretorik. Per Espen Stoknes har i sin forskning identificeret fem psykologiske barrierer, som hindrer mennesker i at engagere sig i indsatsen mod klimaforandringer. Blandt dem er de katastrofemeldinger, der ifølge en undersøgelse fra universitetet i Oxford præger 80 procent af klimadækningen i medierne.

”Når vi sætter en fast deadline for, hvornår klimamålene skal nås, så er det en måde at understøtte katastrofetænkningen på. Det er videnskabeligt korrekt, at vi har et begrænset antal år til at løse klimakrisen. Hvis vi ønsker at skabe et bredt engagement, så har katastrofeomtalen af klimaforandringer negative konsekvenser. Den første konsekvens er, at følsomheden og engagementet går ned hver eneste gang, vi omtaler katastrofen. Jo flere katastrofemeldinger, jo mere vænner vi os til situationen, og jo mere hårdhudede bliver vi,” siger Per Espen Stoknes.

Han forklarer, at mange klimaaktivister forsøger at modvirke tilvænningen til klimaforandringerne ved at råbe endnu højere med den konsekvens, at vi vænner os endnu mere til de dårlige nyheder.

Samtidig kan katastrofetænkningen styrke negative følelser som skyld og frygt.

”De følelser kan betyde, at man forsøger at undgå problemet og slukker for nyhederne i tv,” forklarer Per Espen Stoknes, der ser det som afgørende med en mere balanceret kommunikation af klimakrisen, hvor der også præsenteres løsningsforslag.

Forskningsprofessor i kommunikation David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet fortæller, at det ifølge socialpsykologisk forskning kan udløse handlingslammelse, når mennesker præsenteres for et kompliceret problem, som er umuligt at bryde ned i enkelte handlinger.

”Klimaproblemet er blevet talt så højt op, at det kan være svært at bryde det ned i enkeltdele, der kan løses. I stedet får vi præsenteret problemet som uløseligt og uundgåeligt. Det er vigtigt at bryde klimaudfordringen ned i mindre dele, som gør det muligt at håndtere problemet i hverdagen. Men balancen er svær. På den ene side kan vi selv gøre meget ved for eksempel at flyve mindre, spise mindre kød og cykle mere. På den anden skal vi passe på med at tro, at vores individuelle handlinger kan redde kloden. Skal udviklingen for alvor vendes, kræver det politiske handlinger,” siger David Budtz Pedersen og fortsætter:

”Det kan godt være, at videnskabsmænd mener, at forandringerne skal gå hurtigt. Men mennesker er ikke så nemme at rykke. Det tager tid, og de skal inviteres ind i problemstillingen.”

Få år efter at Ida Auken blev ramt af klimadepression, gik hun ind i politik.

Og hun er ikke i tvivl om, at det var muligheden for at handle, der bragte hende videre.

”I dag møder jeg mange mennesker, der har det, som jeg havde det dengang. Jeg har oplevet granvoksne mennesker komme til at græde af vrede og desperation over, at der er for lidt klimahandling. De føler ikke, de kan se deres børn i øjnene. Nogle føler en enorm skyld, som de ikke ved, hvad de skal stille op med. Skyldfølelsen kender jeg også. Det er den, min mand kaldte min Jesus-neurose. Som han sagde til mig: ’Det er selvovervurderende at tro, at det hele er din skyld. For slet ikke at tale om, at du også føler, at det er dig, der skal løse hele problemet. Det ansvar kan ingen jo leve op til. Du er ikke Jesus.’ Når man først slipper af med Jesus-neurosen, kan man pludselig se, at ingen kan løse det hele alene, men at alle kan løse noget.”8

”Klimaet forandrer sig, og det er alvorligt. Men hvis vi taler situationen op til, at menneskets overlevelse er på spil, og at problemerne skal løses inden 2030, så risikerer vi at sætte hele den folkelige opbakning til klimasagen over styr.