Den orange kasket skygger for solen, men formår ikke at skjule det koncentrerede udtryk. I den ene hånd holder han sin ketsjer, og i den anden hviler den gule bold. Om lidt vil domprovst Anders Gadegaard lave en perfekt serv. Han er bagud. Tennis er ikke bare et frirum for ham. Det er også på banen, at han bliver bragt til tavshed. I spillet kan der opstå en slags uendelighedsoplevelse. Når han cykler hjem fra tennis, tænker han nogle gange, at der sker noget med ham på tennisbanen, som andre måske oplever ved vandet, i skoven eller i et kirkerum.
I morgen, fredag, er det store bededag, og en tennisbane kan måske virke som et sært sted at begynde en artikel om den kristne bøn. Dog ikke når samtalepartneren er domprovst Anders Gadegaard, som har flyttet lidt af tennismagien ind på sit kontor i det indre København i form af et jordbærkrus med kaffe. Det er et ”Wimbledon Strawberry Mug”.
Tro er idel bøn, skulle Martin Luther have sagt, og i Danmark er bøn den mest udbredte religiøse praksis. De færreste danskere går gennem livet uden at bede, og en ud af fire folder regelmæssigt deres hænder i bøn, hvilket gør det til den mest udbredte religiøse praksisform.
Siden Anders Gadegaard for 23 år siden kom til Københavns Domkirke, har den liturgiske bøn fyldt meget. Snart har han stået et par tusinde morgener ved alteret i domkirken, når Danmarks Radio har transmitteret morgenandagten. Hvad lytterne måske ikke ved, er, at domprovsten har kæmpet en del med bøn. Af natur er han rationel, og der dukker jævnligt en anfægtelse op i hans sind: Kan man med fornuften i behold henvende sig til Gud i bøn? Samme spørgsmål er også omdrejningspunktet i bogen ”Åh, jeg be’r”, som udkom før jul på forlaget Eksistensen.
”Man skal ikke korsfæste fornuften for at bede. Bøn udtrykker en dybere tilgang til tilværelsen, end fornuften kan præstere, og der er ikke en modsætning mellem bøn og en fornuftspræget tilgang til verden. Bøn er en fordybelse, som fornuften ikke kan levere.”
Når Anders Gadegaard skal forklare, hvad bøn er, tager han afsæt i det mellemmenneskelige og bruger ord som agtelse og værdighed. På sin vej fra kontoret til Københavns Domkirke, passerer han en klassisk italiensk restaurant med ternede duge. Efter den lange nedlukning kan man nu igen høre restaurantens tjenerne sige prego, når de tager mod gæsternes bestilling. Man kan høre det lille italienske ord som en standardhøflighedsfrase, men Gadegaard hæfter sig ved ordets betydning: Prego er et låneord fra det religiøse sprog. Direkte oversat betyder det: Jeg beder, og ifølge Gadegaard udtrykker det noget vigtigt om menneskers forhold til hinanden.
”Jeg kan virkelig godt lide det lille ord, for det rummer en agtelse. Man står i relation til det menneske, man nu tjener, og så antyder det også, at vi mennesker er forbundet med hinanden og afhængige af, hvad vi gør for hinanden.”
Når spørgsmålet om, hvorvidt man kan henvende sig til Gud, dukker op, hænger det også sammen med spørgsmålet: Hvem er Gud? I sin bog skriver Gadegaard, at Gud er navnet på det, der er årsagen til, at det, som er, er blevet til. Gud er ifølge Gadegaard eksistensens forudsætning, og i talen om Gud kommer mennesker til kort.
”Gud er menneskets ord for det, der er forudsætningen for alt. Han er livgiveren og nærmere os selv, end vi tror. Gud er altings begyndelsespunkt, og alt, hvad vi kan sige om Gud, må siges med utilstrækkelige menneskeord. Gud er selve grunden under al erkendelsesmulighed, og alle udsagn om Gud er kun et genskin af Gud.”
Anders Gadegaard skelner mellem to slags bønner. Den private og den nedskrevne liturgiske bøn, som man typisk vil møde i kirken. Da han tiltrådte som domprovst, blev han introduceret til morgenandagtens system med seks ugerækker af bønner. Han kæmpede med ordene i de bønner, han havde arvet, og efter at have rådført sig med kollegaen Johannes Værge begyndte han nænsomt at ændre i bønnerne. Skelsættende begivenheder fra jordskælv til terrorangreb blev sat ind, og løbende arbejder han med ordene i bønnerne. I dag er det, han arvede, forvandlet gennem en langsom proces. En morgen under nedlukningen sidste forår lød det blandt andet således:
”Nu beder vi dig, indgyd os mod i disse mærkelige dage, hvor vi stik imod vores natur tvinges til ikke at komme tæt på hinanden. Hjælp os til i stedet at røre hinandens hjerter i ord, tanke og handling.”
I sin bog om bøn bringer Anders Gadegaard en række eksempler på liturgiske bønner skrevet af ham selv og præstekollegerne Signe Malene Berg og Liselotte Wiemer. Man kunne få den tanke, at kirken er fuld af pæne og rigtige ord frankeret med et amen, men ifølge Gadegaard er bønnen en kur mod apati.
”I bønnen bliver vi genskabt til at agere i vores liv. Bønnen er engagement, og man skal være villig til på en eller anden måde at stå i tjeneste for det, man beder om, ellers mener man det jo ikke alvorligt. Når du henvender dig til Gud om noget i bøn, så har du stillet dig selv i den tjeneste, og på den måde er bøn det modsatte af at lægge ansvaret fra sig.”
Eller som den tysk-katolske teolog John Baptist Mertz (1882-1966) har udtrykt det:
”Bønnen er en modstand mod den fremherskende apati, bag hvilken vi gør vore sjæle stadig mere ukrænkelige, stadig sværere at skuffe og sluttelig helt uangribelige.”
I litteratur om bøn er ordet ”hjælp” beskrevet som den korteste bøn. Anders Gadegaard tilføjer, at sukket og skriget også kan være bønner.
”I samtale med mennesker, som har mistet en elsket til selvmord, er jeg gået så vidt som til at sige, at selvmordet kan ses som det sidste skrig til Gud. Man skal gøre alt, hvad man kan, for at forhindre et selvmord, men når det værste er sket, og man sidder som efterladt, kan det være en hjælp til at bevare hengivenheden og kærligheden til den afdøde, at se selvmordet som det sidste skrig og en indirekte Guds længsel. Min mor begik, af mange ulykkelige grunde, selvmord, da jeg var 26 år, og jeg prøver at tænke på hendes selvmord som udtryk for, at savnet efter livsfylde var så overvældende, at livet var blevet uudholdeligt.”
Som tredje generation i en præsteslægt er han nærmest opflasket med bøn, men han har også oplevet, at bønnen kan bruges til at sætte skel mellem mennesker. Hans første minder om bøn er fra barndomshjemmet, som var en præstegård i Limfjordsbyen Mou. Her var bordbøn en del af dagens orden, og sådan blev det ved at være, da hans far i 1960 blev sognepræst i Mørkhøj ved København.
Det var den samme bøn, som blev bedt hver aften året rundt, men hvordan bønnen var formuleret, husker han ikke. Det, som kunne have stået som en formativ erfaring, står for Gadegaard som et tåget abrakadabra og noget, der også satte et skel mellem familien Gadegaard og de fleste andre familier i forstadskvarteret dengang i 1960’erne. Der var dem, som bad bordbøn, og de mange, som ikke gjorde.
At bønnen kunne bruges til at skabe et skel, oplevede han også i sin barndoms somre i Odby i Thy. Både hans farmors og farfars familier var fra landsbyen, og bliver Anders Gadegaard spurgt, hvor han har sin rod, nævner han uden at tøve Odby, hvor han i dag har part i et sommerhus. Da han var dreng, boede onkler, tanter og andre slægtninge på nærmest hver anden gård i Odby. De var alle missionsfolk, som holdt stuemøder og samlede unge til sanglege i haverne i stedet for dans. Kortspil var kun tilladt, hvis det var Æsel eller Frem med Elleveren.
”Og så var der bønnemøder. Alle var velkomne, men det var også en form, som var med til at sætte et skel, og da jeg blev 13 eller 14 år begyndte jeg at udfordre det kærligt og kritisk.”
I år er det 40 år siden, han blev ordineret, og i 1983 fik han sit første embede i Sions Kirke på Østerbro i København. Også her oplevede han, hvordan bønnen kunne bruges til at sætte skel. Valget af ny præst havde ikke været helt let, og Gadegaard var ikke førstevalget for den indremissionske del af menigheden. Forbøn, som har været en central del af den kristne bøns historie siden Apostlenes Gerninger, blev her bragt i spil på en måde, Gadegaard beskriver som problematisk.
”Nogle af de missionsfolk, som ikke var helt trygge ved mit syn på kirke og teologi, fortalte mig, at de bad meget for mig. De havde et ønske om, at jeg forandrede mig til det – efter deres mening – bedre. Jeg havde sådan set foretrukket, at vi havde taget en samtale om det.”
Om Gadegaard eller forbederne blev forandrede af forbønnen, må forblive ubesvaret, men Anders Gadegaard konstaterer, at han fik 15 gode år i sognet, hvor han nu i øvrigt har slået sig ned med henblik på at tilbringe sit otium.
”Jeg tror og ved, at Gud bønhører bøn, men bønhørelse er altid til indvortes brug, og svarene er ofte ikke, som vi forventer,” siger han og tilføjer i samme åndedrag, at bøn ikke skal kobles op på følelser. Han har en formulering, som går igen i flere af hans bønner:
”Du, som er os nærmere, end vi ved af og kan mærke.”
”Gud bor i os ved sin ånd. Ånden er menneskets skaberevne og udtrykker vores gudbilledlighed, men det er vigtigt for mig, at man ikke gør Guds nærvær afhængigt af vores sansning af Ham eller mangel på samme: For Gud er os nær, fordi det er Hans vilje, og derfor går jeg heller ikke så meget op i, hvad jeg mærker. Påstår man, at man kan mærke Gud, kommer man let til at skubbe Gud ned i en rationalitetskasse. Man kan ikke sådan mærke Gud, men man kan opleve Guds nærvær, hvor det skal være, i mælkebøtten eller påskeliljen, som en tolkning af det, man sanser.”
De bønner, han har bedt for åben mikrofon i Københavns Domkirke ved morgenandagten, står umiddelbart som en kontrast til bønnen i hans eget liv. I domkirken beder han bønner omhyggeligt formuleret i et treenigt gudsbillede. Privat trives han ikke med rytme og ritualer, men bliver jævnligt overrasket over bønnen i ham, når han sidder på altanen, cykler eller forlader tennisbanen med det røde grus. For Gadegaard er bønnen en livs- og eksistensform: En overgivelse. Et prego.
”Bønnen er grundlæggende at lægge sit liv i Guds hånd og dermed leve frimodigt med en ubekymrethed, som sætter fri og samtidig forpligter.”