Dorte Kofoed er faldet i slægtens kaninhul, og hun vil ikke op igen

Et stykke verdenshistorie udfolder sig side om side med en større forståelse af menneskelivet, når Dorte Kofoed forsker i sit stamtræ

Slægtsforskning kan anskues som selvoptaget, men det er mere end det, mener Dorte Kofoed. ”I min slægtsforskning beskæftiger jeg mig med andre mennesker,” siger hun.
Slægtsforskning kan anskues som selvoptaget, men det er mere end det, mener Dorte Kofoed. ”I min slægtsforskning beskæftiger jeg mig med andre mennesker,” siger hun. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Den 8. maj 1823 blev Hans Thorsen født i det fattige fiskerleje Arnager på Bornholm. 31 år senere blev han mormon, da han lod sig døbe til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Østersøen. Og den 2. juli 1882 gik han i land i Castle Garden på Manhattan i New York for at påbegynde togrejsen mod prærien. Han forlod en trøstesløs tilværelse som fisker og mormon på Bornholm for at vinde land og finde trosfællesskab i delstaten Utah i det vestlige USA. Det kan man researche sig frem til, hvis man kigger i kirkebøger, i folketællinger, der for eksempel viser, at han i en periode modtog fattighjælp, inden han forlod Danmark, og man kan følge hans vej over Atlanten ved at kigge på passagerlister. Og det er netop, hvad hans tiptipoldebarn, Dorte Kofoed, har gjort.

Hendes interesse for at forske i egen slægt opstod for omkring 10 år siden, da hun begyndte at lede efter informationer om den der tiptipoldefar, som vist var taget til Amerika. Under coronapandemien har de mange ledige timer betydet, at hendes udforskning af eget stamtræ har taget fart, og siden foråret 2020 har hun skrevet artikler om sin slægt i Bornholms Tidende. Den 24. september i år udkom så hendes første bog med tip til at forske i eget stamtræ.

54-årige Dorte Kofoed er pressekoordinator i Miljøstyrelsen og flyttede sidste efterår fra Frederiksberg i København til Sorø på Midtsjælland. Det gjorde hun sammen med sin mand og deres søn, som netop er flyttet hjemmefra. Men oprindeligt er hun, som efternavnet lader ane, fra Bornholm. Nærmere betegnet rundkirkelandsbyen Nylars, der ligger få kilometer fra hendes tiptipoldefars fiskerleje. Her i Sorø, har hun fået plads til et kontor dedikeret til det detektivarbejde, der optager det meste af hendes fritid. Det er også her i Sorø, hun inviterer Kristeligt Dagblad indenfor til et kig på alle hendes slægts gamle breve og fotos – samt til et dyk ned i nogle af de familiehistorier, der har grebet hende mest og givet hende en større forståelse af sig selv, af danmarks- og verdenshistorien og af menneskelivet i det hele taget.

Han frygtede heste mere end havet

Og en af dem er altså historien om Hans Thorsen og ikke mindst hans datter, Karen, og hendes søn, Hans Peter. Karen og 11-årige Hans Peter tog nemlig til Utah allerede året før Hans. De var også mormoner og oplevede, at andre i Arnager undveg dem. Da de kom til Utah, mødte de næsten med det samme en dansk mand, hvis kone var død fra deres syv børn. Han manglede en husbestyrerinde, og Karen manglede penge til at kunne begynde at betale den billet tilbage, som kirken havde lånt hende penge til. Snart blev de to gift. Det næste år ankom altså Hans Thorsen. Alt det her vidste Dorte Kofoed ikke for 10 år siden. På det tidspunkt var Hans, Karen og Hans Peter mest af alt navne for hende. Men så fik hun kontakt til flere nulevende efterkommere af de danske immigranter gennem dels en grandkusine og dels slægtsforskningsplatformen Myheritage. En af dem er Hans Peters oldebarn, Joan Boren. Hendes bedstemor, Edna, var datter af Hans Peter, og hun har i 1987 nedfældet sine erindringer.

Dorte Kofoed har aldrig kendt sin mormor, men hun har arvet hendes breve. De er blandt hendes kilder til at forske i slægten og dens mange skæbner.
Dorte Kofoed har aldrig kendt sin mormor, men hun har arvet hendes breve. De er blandt hendes kilder til at forske i slægten og dens mange skæbner. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

”Joan spurgte mig, om jeg ville have tilsendt bogen. Øh, ja tak! Slægtsforskning er en slags detektivarbejde, hvor man hele tiden finder noget. Det var for eksempel stort, da jeg første gang på en hjemmeside med gravsten fandt Hans Thorsens sten. Men de her erindringer fra Edna var simpelthen en åbenbaring. Hun er født i 1905, så hun har været enormt tæt på min tiptipoldefar og tipoldemor. Og da jeg læste hendes bog, begyndte der pludselig at komme farver på de her personer,” fortæller Dorte Kofoed.

”Der stod for eksempel om Hans Thorsen, at noget af det, han frygtede allermest i Utah, var de løbske heste. Han var vant til fra Bornholm at fiske på det frådende hav, og så var han bange for heste – det er jo umiddelbart pudsigt. Men de første automobiler begyndte efterhånden at komme frem i USA, og når hestene så biler, blev de skræmt fra vid og sans. Det endte ofte i dødsulykker, fordi hestevognene så væltede, når hestene løb løbsk. Det er en detalje om Hans Thorsen, men det er en interessant detalje. Slægtsforskning bliver først rigtig interessant, når du får sat kød og blod på navnene.”

På tidsrejse på prærien

Det lykkedes bornholmerne at skabe sig et bedre liv i USA. Hans Peter blev en formuende fårefarmer og fik otte børn. Hans barnebarn, Thomas, er en af de andre slægtninge, som Dorte Kofoed har fået kontakt til. Det var også ham og hans kone, hun besøgte, da hun i 2017 tog til Utah med sin mand og søn for at gå i forfædrenes fodspor.

Hans Thorsens barnebarn, Hans Peter, endte med at blive en succesfuld fårehyrde i Utah i USA. Her ses Hans Peter med sin kone, Kristine, der oprindeligt kom fra Vestjylland.
Hans Thorsens barnebarn, Hans Peter, endte med at blive en succesfuld fårehyrde i Utah i USA. Her ses Hans Peter med sin kone, Kristine, der oprindeligt kom fra Vestjylland. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

”Det er den bedste rejse, jeg har været på. Bare det at køre ud på prærien og til Bear River nord for Salt Lake City og se området, de flyttede til. Husene har været bygget i en firkant som en slags fort, så man kunne beskytte sig mod bjørne og ulve og indianere. Det var et eventyr at opleve!”

Bear River City har kun været 16 år, da Hans Thorsen ankom dertil, og på det tidspunkt boede der 340 pionerer. Det var et område, som mange mormoner flyttede til mellem 1875 og 1920. Dorte Kofoeds oplevelse af at være på en tidsrejse tilbage i slægten blev understreget, da det gik op for hende, at Hans, Karen og Hans Peters første hus, faktisk stadig står i dag. Den lille træhytte er blevet skænket til byen af Karen for mange år siden, og i dag er den et pionermuseum fyldt med gamle billeder, møbler og våben.

Dorte Kofoed havde sidste år inviteret slægtninge fra fire amerikanske stater til at komme til Danmark, så hun på samme måde kunne give dem en tidsrejseoplevelse ved at vise dem Arnager og det udgangspunkt, deres fælles forfader havde for sin tilværelse. Det blev desværre standset af coronapandemien, men flere af dem er hun ofte i kontakt med.

”Det er bare en lille smule magisk at møde nogen, man er beslægtet med. Det at kigge ind i en andens øjne og genkende noget i dem. Det er enormt interessant, og det har jeg faktisk følt med alle dem, jeg har mødt.”

Har din forskning i din slægt ændret på din forståelse af dig selv?

”Ja, i den forstand, at jeg har fået en mere nuanceret indsigt i, hvad jeg kommer fra. Tag for eksempel min mormor, Dagny. Hun døde allerede som 59-årig af kræft, så jeg har aldrig mødt hende. Men jeg har arvet alle hendes breve, og derigennem har jeg lært hende at kende, da hun var ung. Hun har haft masser af håb og har været sjov og festlig, men der har også været stridigheder i hendes søskendeflok, kan jeg læse. For eksempel var de fleste af dem baptister, så da en af dem begyndte at komme hos Frelsens Hær, var det et problem.”

Er der en grænse?

Dorte Kofoed mener også, at hendes interesse har givet hende et indblik i, hvordan menneskelivet i det hele taget er. Det kan ikke gøres op i succeser og fiaskoer eller i sort-hvide skæbnekonklusioner.

En af de skæbner, der tydeligst viser det, er hendes morfars. Harald Thorsen var ud af en børneflok på 14 børn fra Arnager. Mens det siges, at pigerne i flokken klarede sig godt, kæmpede flere af brødrene med tungsind – en af dem begik selvmord i 1953. Modsat sine brødre blev Harald Thorsen ikke fisker, for han brækkede sin arm, og den blev ikke sat ordentligt sammen. I stedet blev han skræddermester i Lobbæk tæt på Arnager. Det kan man blandt andet se i en annonce bragt i Bornholms Tidende i 1929, som Dorte Kofoed har fundet.

”Meddelelse. Herved meddeler jeg, at jeg har aabnet min nye skræderi- og herreekviperingsforretning og anbefaler mig med manschetlinned, slips, sokker, kasketter og arbejdstøj”, står der i annoncen.

Tidligere har der i Bornholms Tidende været en slags seneste navnenyt-spalte kaldet ”Set og hørt” – går man langt nok tilbage i arkiverne, kan man læse, at Harald Thorsen blev forlovet med Dorte Kofoeds mormor, Dagny, i 1927, at de giftede sig i 1928 og fik deres første barn i 1929.

Gennem samtaler med sin mor er Dorte Kofoed blevet klogere på, hvordan morfaderens dårlige nerver indimellem kom til udtryk – også på sådan en måde, at familien af og til frygtede, han ville styrte sig i det lokale stenbrud. Sådan gik det ikke, men han var i begyndelsen af 1950’erne indlagt på det, der dengang hed Vordingborg Sindssygehospital, også kaldet Oringe. Dorte Kofoed har forgæves ledt efter hans journal fra indlæggelsen, da de fleste journaler efter 1950 ikke er blevet gemt. Men hun har efter et grundigt detektivarbejde fundet hans brors journal fra samme hospital, ligesom hun har fundet et kartotekskort med foto af morfaderen – her kan man se hans hospitalsseng i baggrunden. Denne sommer tog hun på besøg på det museum, der i dag er indrettet i en af de gamle patientfløje, og der så hun blandt andet den samme type patientsenge, som morfaderen har sovet i.

”Den oplevelse var ikke på samme måde eventyrlig som at tage til Utah. Besøget på Oringe kan jeg godt mærke bagefter, fordi jeg har nærmet mig den triste del af hans livshistorie. Jeg har skullet sunde mig.”

I Utah i USA står Hans Thorsens gravsted. Bornholm Denmark står der på den. Det er som en tidsrejse at se det sted, hvor han levede og døde, mener hans tiptiopoldebarn Dorte Kofoed. – Privatfoto.
I Utah i USA står Hans Thorsens gravsted. Bornholm Denmark står der på den. Det er som en tidsrejse at se det sted, hvor han levede og døde, mener hans tiptiopoldebarn Dorte Kofoed. – Privatfoto. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Dorte Kofoed bruger de kilder, hun har til rådighed, og som hun som efterkommer kan søge aktindsigt i. Spørgsmålet er, om hun kan tillade sig at grave i og offentliggøre også de dystre sider af familiehistorien. Det har hun blandt andet talt med sin mor, der stadig lever, om.

”Min mor har givet udtryk for, at hun synes, det er svært, at jeg fortæller om hendes far, og at han formentlig led af depression. Men hun siger også, at hendes generation måske godt kan lære noget af min generation, fordi vi er bedre til at tale om den her slags ting. På samme måde ville min morfar måske være ked af det, hvis han vidste, at jeg skrev om hans indlæggelse. Men samtidig kan hans historie være med til at aftabuisere den slags lidelser og gøre opmærksom på, at det ikke er noget at skamme sig over. Det bør man kunne tale åbent om.”

Er slægtsforskning i bund og grund ikke lidt selvoptaget?

”Jo, det kan man på den ene side godt sige. På den anden side ville jeg jo gå til psykolog, hvis jeg ville beskæftige mig med mig selv. Men i min slægtsforskning beskæftiger jeg mig med andre mennesker. Når man sætter dem ind i historien, vokser den jo og bliver til et univers. Det er nærmest som et dukkehus, man sætter flere og flere ting ind i.”

Dorte Kofoeds morfar, Harald Thorsen, sluttede livet på et alderdomshjem i Nylars, hvor han spillede kort med de andre mænd. Han sendte sine børnebørn i Brugsen efter Rød Tuborg med penge fra sin cigarkasse. Lige den del husker Dorte Kofoed i øvrigt selv. Harald Thorsen døde af en blodprop i hjertet i 1974, 71 år.

Dorte Kofoeds næste store projekt bliver at besøge flere andre amerikanske slægtninge i Arizona og Michigan.

”I det hele taget er jeg meget optaget af udvandrerne, som jo på mange måder havde de samme udfordringer og ønsker, som udvandrere og flygtninge har i dag. Vi tror, at vi er meget forskellige som mennesker, men det er vi slet ikke. Vi har bare forskellige udfordringer i verdens-historien.”