Driver naturelskere rovdrift på naturen?

Flere og flere henter ting i naturen til både pynt og nydelse. Men det, der kaldes ”at sanke”, kræver en større etisk bevidsthed, end man tror

Jes Aagaard har været naturvejleder i hovedstadens skove og naturområder i 16 år, men i de senere år har hans arbejde ændret karakter. For det er blevet populært at ”sanke”, at samle ting i naturen. Og spørgsmålet om, hvad man må og ikke må tage med hjem, dukker op igen og igen. Det er også derfor, han er med Kristeligt Dagblad på skovtur i Jægersborg Dyrehave nord for København. –
Jes Aagaard har været naturvejleder i hovedstadens skove og naturområder i 16 år, men i de senere år har hans arbejde ændret karakter. For det er blevet populært at ”sanke”, at samle ting i naturen. Og spørgsmålet om, hvad man må og ikke må tage med hjem, dukker op igen og igen. Det er også derfor, han er med Kristeligt Dagblad på skovtur i Jægersborg Dyrehave nord for København. – .

Vi går mellem træerne og mærker forårssolen prikke i ansigtet.

I skovbunden titter mørkegrønne brændenældeskud op, perfekte til suppe. Birketræernes stammer står som overspændte hovedpulsårer af sund og nærende saft. Og en gren med små knopper ville være et hit til påskepynten.

Naturvejleder Jes Aagard trækker vejret ind og smiler ved synet af skovens glæder.

”Jeg tror, det er helt grundlæggende i os, at når vi ser en ressource, så får vi lyst til at samle til hobe. Der er noget i belønningscenteret, der bliver aktiveret, når vi ser en hel skovbund fuld af kantareller. ’Yes’, tænker vi. ’Så er stenalderbopladsen reddet.’”

Jes Aagaard har været naturvejleder i hovedstadens skove og naturområder i 16 år, men i de senere år har hans arbejde ændret karakter. For det er blevet populært at ”sanke”, at samle ting i naturen.

Og spørgsmålet om, hvad man må og ikke må tage med hjem, dukker op igen og igen. Det er også derfor, han i dag har taget Kristeligt Dagblad med på skovtur i Jægersborg Dyrehave nord for København.

Og noget tyder på, at der er brug for oplysning. Her i marts og april kaster kron- og dåhjorte gevirerne af sig, og de nye gevirer går i gang med at gro. Samtidig topper en tendens med at bruge gevirerne i boligindretning til knager, lysestager og bestik, og det fik for nylig en skovfoged fra Thy til at klage sin nød. Det stresser dyrene, at der konstant er mennesker i krattet. Hvis ikke dyrene får hvile, kan de dø af stress, advarede skovfogeden.

Og så er man jo lige vidt som gevirsamler. Også i hovedstadens skove har der været problemer, ikke med gevirsamlere, men med ulovlig tapning af birketræer. For et par dage siden var Jes Aagard med til at fjerne slanger og andet tappeudstyr fra en klynge birketræer i Rude Skov.

”Birkesaft er vældig populært på caféerne i København. Men man gør altså træet utroligt sårbart ved at bore et hul midt i stammen. Der kan gå svampe i det og så dør det inden for få år,” siger naturvejlederen og knækker en gren af et højt birketræ.

”Det her er, hvad man må. Man må skære en fingertyk gren af og binde en flaske på. Venter man en dag, vil der nok være lidt saft, men selvfølgelig ikke så meget som ved en rigtig tapning.”

Naturen er en skrøbelig størrelse, så selvom vi har lyst til at samle til huse, må vi lære at styre os, siger han.

Men det er svært, for vi vil rigtig gerne tage naturen med os hjem. Af og til bliver der her i skovene gravet sjældne orkideer op. Folk tror, de kan plantes ud i en potte, men det er en rigtig dum idé. For orkideerne lever i symbiose med en række svampe og dør hurtigt, når de tages ud af deres naturlige habitat.

Naturen er en skrøbelig størrelse, så selvom vi har lyst til at samle til huse, må vi lære at styre os, siger naturvejleder Jes Aagaard.
Naturen er en skrøbelig størrelse, så selvom vi har lyst til at samle til huse, må vi lære at styre os, siger naturvejleder Jes Aagaard. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Det kan læses som klassisk menneskelig arrogance og beherskelseslyst. Men det kan også være udtryk for, at vi gerne vil mindes om naturens skønhed,” siger Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd.

”Mange tænker, at det ikke gør noget, hvis det bare er dem, der gør det, og sådan er det ofte. Men naturen har også en grænse. Det er ligesom med Akropolis i Athen, hvor alle turisterne gerne ville have et stykke marmor med hjem, og nu er der snart ikke mere Akropolis tilbage,” siger han.

Marianne Høyen, lektor i sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, har forsket i menneskers naturforhold. Hun mener, man skal se tendensen med at hjemslæbe gevirer og andet løsøre fra naturen som et udtryk for, at vores sociale relationer trumfer alt. For eksempel kan nogle få kredit på den sociale konto ved at kunne fremvise noget sjovt, de har fundet i skoven.

”Det er lidt den samme gruppe, der går på loppemarkeder og leder efter guld. Gevinsten for dem er, at resten af gruppen kan stå og sige: ’Nej, hvor er det bare godt fundet!’,” siger hun.

”Den bredere trend i tiden er, at vi skal signalere overskud, vi skal meditere og samle brænde i skoven. Men brændeovnen oser og forurener luften, så hvad er vigtigst? Vi vil gerne gøre det gode, men vi er ikke gearet til at tage så mange hensyn på én gang. Og så taber hensynet til naturen.”

Ude i Jægersborg Dyrehave kommer vi forbi en bunke kvas. Et lækkert stykke brænde ligger og frister midt i bunken, ja der er flere stykker, der kunne du i pejsen. Hvis man samlede dem ind nu, ville de måske være tørre næste vinter.

Jes Aagaard tager træstykket og lægger det tilbage i bunken.

”Man må tage dødt småved, der er tyndere end en arms tykkelse. Og kun til eget forbrug. Så dén der går ikke,” siger han.

Regler som disse står alle sammen på Naturstyrelsens hjemmeside. Men er der ikke en etisk rettesnor, der er nem at huske, og som kunne sikre, at vi i højere grad handler bæredygtigt i naturen?

Her i marts og april kaster kron- og dåhjorte gevirerne af sig, og de nye gevirer går i gang med at gro. Samtidig topper en tendens med at bruge gevirerne i boligindretning til knager, lysestager og bestik, og det fik for nylig en skovfoged fra Thy til at klage sin nød. Det stresser dyrene, at der konstant er mennesker i krattet. Hvis ikke dyrene får hvile, kan de dø af stress.
Her i marts og april kaster kron- og dåhjorte gevirerne af sig, og de nye gevirer går i gang med at gro. Samtidig topper en tendens med at bruge gevirerne i boligindretning til knager, lysestager og bestik, og det fik for nylig en skovfoged fra Thy til at klage sin nød. Det stresser dyrene, at der konstant er mennesker i krattet. Hvis ikke dyrene får hvile, kan de dø af stress.

Sociolog Marianne Høyen husker en svampetur i efteråret, hvor man et sted kunne se, at der havde stået en hel masse fine spisesvampe. Tilbage stod stokkene og gloede dumt.

Hun mener, problemet er svært at løse.

”Det er en kedelig ting, at vildtets levesteder bliver ødelagt, eller at anemoner bliver trampet ned. Men verden er simpelthen så kompleks i dag, at mange opgiver at se sig selv som led i en større sammenhæng. De kan ikke overskue konsekvenserne for kredsløbet. Og det tror jeg er vigtigt for skovfogederne at forstå: Det kræver oplysning, for det er ikke et spørgsmål om ondskab eller uvilje. Det at tænke sig om kræver faktisk en del energi,” siger hun.

Naturstyrelsens eget bud på et bæredygtigt princip er den gamle kardinaldyd selvbeherskelse. Man må gerne samle svampe og blomster, men ikke tage mere, end man kan have med sig i en bærepose, lyder det.

Bærepose-reglen er i virkeligheden en gammel kongelig overlevering, der hed, at man måtte tage det med hjem, man kunne have i sin hat.

Lige hvad angår skvalderkål og brændenælder, er det måske hip som hap med den bærepose, men planlægger man at sælge ud af det, man finder i skoven, skal man altid aftale det med skovfogeden i området, understreger Jes Aagaard.

Han mener, næstekærlighed kan fungere som en etisk rettesnor for sankning.

”Det er lidt, ligesom når dessertskålen går rundt om middagsbordet: Hvis man tænker på den næste, der skal til, vil man automatisk gemme lidt. Det vil være mit moralske udgangspunkt. Man undgår at fjerne hele ressourcen, så man ikke gør arten sårbar. Og så er det et almindeligt sympatisk træk.”