Millioner af kilometer fra planeten Mars, i den tyske by Darmstadt, bor Christian Ohlendorff Knudsen.
Ved første øjekast ligner han en ganske almindelig jordbo. Dagligdagens trummerum minder om de fleste andres. Han står tidligt op, passer sit arbejde som software it-ingeniør og fylder sin fritid med hobbyer og venner, hvis ellers ikke han besøger familien i Danmark. Christian Ohlendorff Knudsen er imidlertid ikke en helt almindelig jordbo. Han har nemlig besluttet sig for at forlade sin fødeplanet for i stedet at bosætte sig på Mars.
Valget traf han efter grundige overvejelser i 2012. De følgende år brugte han på at forberede flytningen så godt, som det nu engang var muligt. Over nettet bestilte han Mars-simulationsjord, som han tålmodigt og med blandet succes dyrkede grønkål, tomater og agurker i. I montrer i sin daværende lejlighed avlede han proteinholdige melorme, som han insisterede på at vænne sine smagsløg til. Han besluttede også at skrinlægge sin drøm om at få børn. For Christian Ohlendorff Knudsen var Mars og familieliv drømme af uforenelige størrelser.
Han var 32 år, da han ved en tilfældighed faldt over et projekt ved navn Mars One. Initiativet lød mest som et udmærket plot for en science-fictionfilm. Organisationen søgte nemlig jordboere villige til for evigt at opgive deres atmosfære for i stedet at etablere den første koloni på Mars. Et ikke synderligt attraktivt boligopslag taget i betragtning af, at planeten ikke kender til fornødenheder som ilt, og tyngdekraft er lavere en på Jorden. Ligesom man samtidig må indstille sig på et liv i et underjordisk tunnelsystem uden dagslys. En base man i øvrigt kun må forlade et par timer om dagen på grund af intensiv kosmisk stråling, der er ligeså skidt for helbredet, som det lyder.
Trods det tvivlsomme tilbud modtog Mars One-projektet over 200.000 ansøgninger. Christian Ohlendorff Knudsen og de andre aspiranter gennemførte herefter samtaler og tests, og feltet blev reduceret til 100 personer. Blandt dem er Christian Ohlendorff Knudsen i dag den eneste dansker.
Dermed ikke sagt at rumraketbilletten fra Darmstadt til Mars er hjemme. Hvis alt går efter planen, skal 100 kandidater blive til 24, der skal bo i seks kolonier af fire personer. Ordet planen virker i grunden for lovende. For efter den kommercielle gren af projektet gik konkurs forrige år er målsætningen om at sende mennesker til planeten i 2026 blevet udskudt på ubestemt tid. Fremtiden er mildest talt uvis.
Alligevel fastholder Christian Ohlendorff Knudsen, der i dag er 40 år, drømmen. Når han er allermest optimistisk, så vurderer han, at ”der er én procent chance for at komme til Mars”. Han kalder det fravalg af familie, han traf for otte år siden ”en del af beregningen, som jeg konstant revurderer”.
”Når man tænker på sandsynligheden for, at det lykkes, så er valget om ikke at stifte familie selvfølgelig et stort afsavn. Men jeg minder ofte mig selv om, at jeg ikke vil til Mars for min egen skyld. Min motivation handler om at bidrage til menneskeheden, så vi kan udvikle os som race og sikre ressourcer, som kan overflødiggøre vores egne. Jeg kan ikke forestille mig noget mere personligt tilfredsstillende end at være en del af de første bosættelser på Mars.”
Den danske Mars-aspirant er langtfra den eneste, der i disse år ønsker at udforske Mælkevejen og på sigt bosætte sig i rummet. Denne måned ankommer helt usædvanligt tre sonder fra amerikanske, kinesiske og arabiske rumagenturer til planeten. Og havde det ikke været for corona og lidt tekniske vanskeligheder, havde det europæiske og russiske rumagentur også sendt en sonde af sted.
Samtidig er det ikke længere kun stater, der flokkes i rummet. Også en håndfuld af verdens rigeste forretningsmænd har planer om at skabe kolonier på planeter eller lave rumstationer for turister. Det nye kapløb har også nået tegnestuen BIG, der er grundlagt af den danske arkitekt Bjarke Ingels, og som har fået til opgave at udføre to projekter uden for Jorden.
På Månen vil det amerikanske rumagentur Nasa have det danske firma til at skabe en model for City of New Hope . En fast månebase med grundlag for forskning, turisme og pitstop før Mars og den videre udforskning af universet. Foreløbige planer viser, at det meste af basen vil være underjordisk, men at besøgende vil kunne høste dagslys i toppen af et spiralformet tårn, der samtidig skal være basens vartegn og astronomiske observationsdæk. Om alt går efter planen, er basen klar til brug i slutningen af dette årti, sagde Bjarke Ingels til DR i efteråret.
BIG’s anden bygherre er De Forenede Arabiske Emirater, hvis rumsonde ”Hope” mandag i denne uge nåede Mars efter syv måneders rejse. Emirerne fra ørkenlandet har hyret firmaet til at opføre en model for permanente byer på Mars, der skal huse op mod en million indbyggere, og som efter planen skal stå klar inden for 100 år.
Den tidsplan er for uambitiøs, mener den amerikansk-sydafrikanske forretningsmand Elon Musk. Han deler ellers visionen om millionbyer på den røde planet, men Musk, der blandt andet har grundlagt elbilvirksomheden Tesla og rumfirmaet SpaceX, har tidligere udtalt, at hans rumskibe, som Nasa benytter, skal flyve de første astronauter til Mars i løbet af dette årti, hvorefter bosættelserne gradvist kan begynde. En håbløs deadline, vurderer samtlige astrofysikere, som Kristeligt Dagblad har talt med. ”Men,” som astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra DTU Space siger, ”så driver Elon Musks tidsoptimisme udviklingen. Og hvis der er noget, der kendetegner Musk, så er det, at han når sine mål før eller siden.”
Han sammenligner forretningmandens fremfærd med rumkapløbet under Den Kolde Krig, hvor USA og Sovjetunionens konstante armlægning pressede den teknologiske udvikling og muliggjorde, at mennesket på rekordtid satte fod på Månen – næste år er det 50 år siden, at den sidste astronaut forlod den igen. Forskellen fra kapløbet dengang og nu er, at det primært er Musk, der presser sig selv.
”Med den nuværende interesse er mit bud, at de første astronauter står på Mars om 20 år,” siger astrofysikeren og forklarer, at konkurrencen om at udforske rummet er drevet af flere interesser. Først og fremmest er mennesket opdagelsesrejsende af natur, hvad enten motivet har været eventyr, rigdom, magt eller en kombination af det hele. Men han ser også et andet motiv, der til stadighed bliver mere udtalt: For nogen handler ambitionen om bosættelser i rummet om menneskehedens overlevelse.
Deriblandt Elon Musk. Før eller siden er han overbevist om, at menneskeheden på Jorden vil uddø. For Musk er Mars derfor ikke et blot et eventyr, men en forudsætning for artens overlevelse. En dommedagstanke som fysiskgeniet Stephen Hawking også fremførte: hvis vores art skal undgå at uddø, nytter det ikke noget at lægge alle æg i en kurv.
Da teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet Mickey Gjerris i sin tid indskrev sig på læreanstalten, var det for at studere astronomi. Siden barndommen havde han været opslugt af universets mystik og læst al den science fiction, han kom i nærheden af. Det var imidlertid ikke naturvidenskaben, der optog ham, men derimod de eksistentielle spørgsmål, som universet stiller os som mennesker, og af samme grund mener han, at astronomien er beslægtet med den teologi, han senere valgte at studere.
Han siger, at han ligesom visse andre mennesker lider af ”galaktisk ensomhed” og beskriver følelsen af at stå på denne lillebitte planet og kigge ud i verdensrummet med en uopnåelig trang til at udforske det og møde andet intelligent liv.
”Når man står ved bålet, langt væk fra storbyens lys og kigger mod stjernerne, så fyldes ens sind af den samme fascination og rædsel, som Luther brugte til at beskrive den skjulte Gud. Fascination, fordi man er en del af et univers og en fortælling, der har strakt sig over 14 milliarder år. Rædsel, fordi himlen minder os om, at vi er mindre end et sandkorn. At kigge mod stjernerne sætter tilværelsens problemer i perspektiv samtidig med, at de minder os om vores dødelighed. At erkende, at lyset fra en stjerne har været millioner af år undervejs, er næsten ydmygende, når nu vi anstrenger os så meget for at være mennesker.”
Mickey Gjerris ved i grunden ikke, om han bryder sig om tanken om bosættelser på Mars. Han mærker eventyrlysten, udlængslen og en søgen efter svar på spørgsmål om universets og livets opståen. Samtidig ser han række etiske spørgsmål: For hvad skal vi overhovedet som art i et miljø, vi ikke er skabt til at beherske? Og risikerer vi ikke at gentage vores nuværende fejltagelser ved at ødelægge andre planeters økosystemer, ligesom vi har gjort det med vores egen?
I Darmstadt er Mars One-aspiranten Christian Ohlendorff Knudsen også i tvivl, om drømmen om at flytte til planeten er den rigtige. Det har han været lige siden, han besluttede sig for at søge om at komme af sted.
”Tvivlen,” konstaterer han, ”er et vilkår, man må acceptere og lære at leve med.”
Det samme gælder i øvrigt fortrydelsen. Som 32-årig opgav Christian Ohlendorff Knudsen drømmen om at stifte familie for i stedet at satse på at komme til Mars. I dag er han 40 år, og projektet hænger i en tynd tråd, og han risikerer således ikke at opleve nogen af delene. Valg er også fravalg, siger han. Havde han valgt familielivet, havde han opgivet Mars. Enten-eller. Han valgte i første omgang Mars One, og det er han glad for – ellers havde han aldrig forfulgt passionen om rummet, og så var han ikke flyttet til Tyskland, hvor han i dag arbejder for EU’s satellitagentur, Eumetsat. ”Det næstbedste efter at komme til Mars er at arbejde for, at andre en dag kan komme det.”
På sigt drømmer han om at flytte til USA og arbejde for Elon Musk’ Space X-program. Han siger, at det er godt med ”to parallelle planer” for fremtiden.
Om aftenen, når mørket har sænket sig, lukker Christian Ohlendorff Knudsen af og til øjnene og forestiller sig livet på Mars. Han fornemmer den begrænsede plads i det pølseformede værelse, hvor han bor. Han er to meter høj, så hans hår rører loftet. Der er intet dagslys, kun loftslamper, så hylderne i siderne af rummet er henlagt i konstant mørke. Hans fristed er den store have, hvor han og de tre andre beboere dyrker grøntsager. Rummet er mere åbent, og der vil være grønt i flere etager, som han passer efter bedste evne. To timer om dagen vil han bevæge sig udenfor i sin rumdragt. Han ser den røde planets ensformige landskab. Sandet og de åbne horisonter, hvor intet dækker hans synsfelt. Ingen skov og intet hav. Ingen stenformationer eller vulkaner. Bare en stor fortløbende verden.