Drømmenes designer trækker tusindvis

Designeren Christian Dior skabte drømme – og nu strømmer publikum i London til den største udstilling af hans mageløse og enestående mode-kollektioner

I London kan man altid se de dejligste udstillinger. Og sådan er det også dette forår. Men i år er der særligt en, der tiltrækker sig opmærksomheden, og som folk af begge køn og i alle aldre står i kø i timevis for at komme ind og se. Der blev solgt 40.000 billetter, allerede inden udstillingen åbnede, og nu er den forlænget yderligere to måneder, fordi tilstrømningen har været så enorm.

Det er en drømme-udstilling.

Og det er netop drømmenes skaber og designer Christian Dior og hans tøj, der vises på udstillingen.

Den kommer fra Paris, hvor den blev udstillet for to år siden, da Dior-modehuset fyldte 70 år. Nu er den på Victoria and Albert Museum, og eksempler fra deres samling er tilføjet.

Der er nu over 200 kjoler af alle slags at beundre og lade sig imponere og forføre af.

Den franske modeskaber Christian Dior præsenterede sin første kollektion den 12. februar 1947. Det var i efterkrigstiden, og kvinder gik i maskulint tøj med store bukser og brede skuldre. Men så kom Dior, og en af de førende moderedaktører skrev, da hun havde set opvisningen: ”Kære Christian. Det er en hel revolution. Du har skabt et helt nyt look, ’a new look’.”

Det udtryk blev hængende, og new look blev navnet for en ny stil. Der var jakker med talje, der var halvlange vide nederdele og bløde skuldre. Og selvom kun de færreste kunne springe i en Dior-model, så bredte den nye stil sig, og kvinder klædte sig lidt efter lidt anderledes.

Fra sin start i 1947 til sin tidlige, pludselige død 10 år senere som 52-årig skabte Christian Dior 22 kollektioner, og mange af dem havde mere end 150 forskellige enestående modeller. Det var en imponerende exceptionel skaberevne, som nu vises og præsenteres i en afveksling af smukke rum.

I dag er Dior et stort firma, der også sælger sko og tasker, tørklæder og parfume og makeup. Christian Dior havde fra begyndelsen i 1947 et ønske om, at hans design skulle blive omfattende, det skulle ikke kun være hans tøj-kollektioner, men også alt tilbehøret, og hans første parfume, Miss Dior, var med allerede fra første præsentation.

Fem forskellige modeskabere har ført firmaet videre de seneste cirka 60 år frem til vores tid. I dag er det Maria Grazia Chiuri, der som den første kvindelige designer står i spidsen. De har alle fem ladet sig inspirere af Diors kollektioner og forsøgt at føre hans tanker og idéer videre, samtidig med at de har skullet tilpasse sig deres egen tid. På udstillingen præsenteres også eksempler fra deres kollektioner, så man får et indblik i, hvordan de har forvaltet arven. Det hele er jo Dior! Så den beskedne og efter sigende generte modeskabers efternavn er nu et brugsord, alle kender.

Christian Dior var hele livet fascineret af haver og blomster. En interesse, han arvede fra sin mor. Og i et udstillingsrum er det overdådige kaskader af blomsterranker, der omgiver tøj, der har blomsterne som inspiration, både i form og i stofvalg.

Man står som sagt i kø for at komme ind i drømmenes hule, og der er god tid til snak med sine med-ventende gæster. I min kø talte vi om, hvad det mon var, der fik publikum til så tålmodigt at stille sig parat. Flere havde allerede været der en gang! Der var mange bud: skønheden, idéerne, dristigheden, og måske glimt fra en svunden tid. Og en ældre herre sagde med et lille smil: Jeg må jo med ind og se, hvad min kone har talt om så længe.

Og udstillingen er virkelig meget smukt opbygget. Et helt rum er fyldt med de hvide modeller, der allerførst bliver til i bomuld på baggrund af designerens tegninger, og som danner grundlaget for den endelige kjole eller dragt. Alt er syet i hånden, når det drejer sig om haute couture, og man får et indblik i de tusindvis af timer, det har taget at skabe. Tre kvinder arbejdede med Dior lige fra starten i 1940’erne, de stod for alt det praktiske og sørgede for, at idéerne og drømmene blev til den færdige kollektion.

Og hvad er så den ultimative drøm? Det er selvfølgelig balkjolen.

Så et stort rum med en overdådighed af brusende kjoler i ekstravagante stoffer, broderede, draperede og svøbt, understreger Diors egne ord om, at aftenkjoler er det mest glamourøse og fascinerede, en kvinde kan have, fordi ”det er om aftenen, vi undslipper livets realiteter”.

Man behøver ikke hoppe i én af kjolerne for at fornemme og forstå, hvad det var, Christian Dior kunne: Han var kunstner, og han designede drømme.