På en lun dag: minus 10 grader. På en rå dag: minus 50 grader. Sådan er forholdene på Grønlands indlandsis. En underskøn arbejdsplads, vil enhver sige, som har været der. Men det kniber med varmen.
”Jeg elsker mit arbejde – det gør jeg,” siger Dorthe Dahl-Jensen og sender et af de strålende smil, som hun på ingen måde er fedtet med.
Dronning af indlandsisen er ikke nogen overdreven titel at give den 60-årige leder af Center for is og klima på Niels Bohr Institutet, som tillige var Danmarks første kvindelige professor i fysik. Hun fik posten i 2002.
Dorthe Dahl-Jensen er et verdensnavn inden for klimaforskning. På goddag med Al Gore, Angela Merkel og andre af de store kanoner.
Der er bud efter hende ude i verden. Nu også i Canada, hvor hun for nylig blev tildelt Canada Excellence Research Chair, en prestigefyldt post som forskningsleder med en bevilling på 100 millioner danske kroner på University of Manitoba i Winnipeg.
Så fremover rykker fysikprofessoren til Canada nogle måneder hvert år. Og dermed også til de iskerneboringer, som giver svar om fortidens klima og fremtidens klimaforandringer. Netop iskerneboringerne på Grønlands indlandsis har bragt Danmark prestige og gjort Dorthe Dahl-Jensen verdensberømt. Hun er placeret på listen over de mest citerede forskere i verden.
Trods ærestitlen i Canada bevarer Dorthe Dahl-Jensen sit job på Niels Bohr Institutet, som hun holder meget af. Hendes delvise exit fra Danmark skyldes lyst til nye udfordringer, men også utilfredshed med sparsomme offentlige bevillinger herhjemme til arktisk forskning og – efter hendes mening – manglende dansk interesse for de unikke videnskabelige muligheder i Grønland. Danmark er blevet et ”nej, nej, nej-land”, siger hun. Mere om det senere.
På Dorthe Dahl-Jensens kontor i København har ikke færre end 14 orkidéer og en hvalknogle fået plads i vindueskarmen. Ellers bærer det hele præg af, at fysikprofessoren først flyttede ind for et par dage siden. Det ellers prestigefyldte Niels Bohr Institutet er ramt af skandale, fordi byggeriet af et nyt hovedkvarter er blevet dobbelt så dyrt som budgetteret og forsinket i årevis.
Så Dorthe Dahl-Jensen måtte midlertidigt flytte ind på Tagensvej. På gulvet i en plastikkuffert står hendes drone. I et nærliggende rum de instrumenter, som kan måle indholdet af drivhusgasser i op til 130.000 år gamle luftbobler fra de iskerner, som hendes forskerhold borer op fra Grønlands indlandsis.
Til maj drager Dorthe Dahl-Jensen igen af sted med amerikansk militærfly mod indlandsisen. Denne gang på sin 32. sæson.
Hun er nærmest genetisk kodet for fysik. Som lille pige fik hun lov til at tage med faderen på job. Han var fysiker og arbejdede på den prestigefyldte forskningsinstitution Cern i Genève i Schweiz. Det var før computer-alderen, så forskerne byggede modeller af Lego-klodser.
Dem var den lille Dorthe ret optaget af. I den internationale skole i Genève havde børnene fysik allerede fra 1. klasse. De byggede modeller af bjerge og målte, hvordan vandet løb ned ad bjergsiden.
Men da familien vendte tilbage til Danmark igen, og hun fik fysik i skolen, var det ”ikke specielt opløftende”.
”Jeg husker intet af fysikundervisningen i folkeskolen i Danmark.”
Hun var ret doven i skolen, men kom alligevel i gymnasiet på den matematisk-fysisk linje. De var kun tre piger i klassen.
”Efter gymnasiet anede jeg ikke, hvad jeg ville være. Jeg har aldrig lavet lektier. Jeg var mere optaget af at være spejder. Jeg blev patruljeleder i en ung alder. Så det ligger i mig at blive udvalgt som leder. Da min far viste mig et lektionskatalog fra universitetet, fandt jeg ud af, at glaciologer skulle på feltarbejde. Det var lige mig.”
Dorthe Dahl-Jensens speciale blev isens flydning – altså hvordan is bevæger sig.
Som ung var hun med i en fjeldvandrergruppe og naturinteresseret. Det var oplagt at tage med pioneren inden for iskerneforskning, Willi Dansgaard, til Grønland, så i 1981 henvendte hun sig til den lidt brøsige professor. Svaret var nej.
”Willi Dansgaard sagde, at de ikke ville have kvinder med i felten. Det havde de haft dårlige erfaringer med. Jeg blev meget skuffet og tænkte, at så ville jeg ikke læse glaciologi mere. Men folk i gruppen sagde, at de ville have mig med! Og så bøjede Dansgaard sig. Jeg fik det værste job – nemlig at skære is om natten i minus 23 grader nede i borekælderen. Vi borer jo døgnet rundt. Jeg arbejdede meget sammen med Dansgaard. Det endte med, at vi blev venner, da vi lærte hinanden nærmere at kende. Og så blev han en stor støtte for mig.”
Som ung fysikstuderende fik Dorthe Dahl-Jensen også inspirerende undervisning af Jens Martin Knudsen i relativitetsteori.
”Fysik er jo et meget filosofisk fag. Det er ikke tilfældigt, at art and science – kunst og videnskab – traditionelt har tilhørt samme fakultet. Der ligger meget erkendelse i, hvordan man forstår livet.”
”Gennem fysikken lærer man, at vi ikke kan forstå og vide alt. Vi ved jo meget lidt om, hvad der er uden for os og det lille sted i universet, hvor vi befinder os. Der er så meget, vi ikke forstår, og det fascinerer mig vildt meget. Udvider rummet sig, eller gør det ikke? Er der flere solsystemer?”.
”For mig har fysikken sat gang i mange eksistentielle tanker om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra,” siger Dorthe Dahl-Jensen.
”Jeg tror på Gud. Jeg går i kirke. Alle vores fire børn er døbt og konfirmeret. Gennem Gud og ved at tro skaber jeg en måde at være fri på. Religion er en god støtte. Den giver forståelse for mange ting og for, at alle mennesker skal behandles godt. Det er vigtigt, at man ser og hører andre. Kristendommen giver en retning,” siger Dorthe Dahl-Jensen.
Hun tilføjer, at hun ikke er så begejstret for sin lokale præst. Derfor går hun ikke særlig ofte i kirke. Men hun kan godt lide gudstjenesten.
”Det giver ro og tryghed at være i kirken, fordi der er bestemte ritualer og fine salmer. Kirken er et åndehul, et frirum, et sted med tryghed.”
Selvom Dorthe Dahl-Jensen ikke særlig tit kommer i kirke, føler hun sig forbundet med kristendommen.
”Vi har adskillige bibler derhjemme, og jeg læser tit i Bibelen. For mig er Gud ikke noget fjernt på en sky. Gud er overalt.”
Dorthe Dahl-Jensen holder meget af den arktiske natur. Og af arbejdet i ødemarken.
På indlandsisen er der fuldt fokus på én bestemt opgave – i bekvem afstand fra skrivebord og civilisationens trakasserier. Forskerne kommer fra hele jordkloden, blandt andet Danmark, Kina, USA, Rusland og Japan. De arbejder tæt sammen under de intense uger, de opholder sig under barske forhold på indlandsisen. Dorthe Dahl-Jensen gør meget ud af, at ”ingen skal føle sig udenfor”.
”Livet er meget intenst ude på isen. I begyndelsen tænker folk tit på familien og dem derhjemme. Så er det vigtigt, hvornår lille Peter skal til tandlæge. Men efterhånden, som ugerne går, bliver de nære ting det centrale. Det derhjemme træder i baggrunden. Når vi lever så tæt, er det vigtigt, at folk har det godt med hinanden. For man kan ikke bare gå hjem klokken 16.”
Det er et dejligt, men krævende arbejde.
”Der er ét projekt 24 timer i døgnet. Det giver en enklere hverdag, når man kun har én opgave. Det er som at gå til yoga. Jeg sætter pris på enkelheden i en hverdag, som ellers er meget kompleks, når jeg arbejder i København.”
En gang imellem har Dorthe Dahl-Jensen – og de andre forskere – brug for at stikke af fra ”domkirken”, the dome. Det er navnet på den runde bygning med bistadeformede kanter, som er forskernes fælles hjem i de mange uger, de arbejder på isen.
”Hvis man har lidt lyst til at være alene, er det fantastisk at tage snescooteren og køre ud fra lejren til et sted, hvor der bare er is og helt stille. Der er solen, sneen, der fyger. Og ellers ingenting.”
Jo, måske en enkelt isbjørn. For første gang nogensinde kom der i 2016 og også sidste år luntende en sulten bjørn ind i lejren – på trods af, at den ligger 500 kilometer fra havet. De var nødt til at skyde begge dyr.
Dorthe Dahl-Jensen har haft fysik i blodet hele livet. Ikke nok med at hendes far var fysiker. Hun er selv gift med en, Jørgen Peder Steffensen, som også er professor på Niels Bohr Institutet. De har fire børn i alderen 19 til 33 år. Og for at det ikke skal være løgn, er de tre af dem fysikere. Den fjerde er kunstner.
Barselsorloven har ægteparret delt imellem sig. Det samme med børnepasning. For begge arbejder med iskerneboringer. Børnene har, siden de var helt små, været vant til at komme med forældrene til Grønland. Ægteparret skiftedes til at passe børn i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), mens den anden drev på med forskning på indlandsisen. Sådan har det kørt i årevis. Med Dorthe Dahl-Jensen som chef for forskerholdet.
”Det er ikke altid let at være chef for sin mand og have det samme arbejde. For man kommer let til at blande tingene sammen og ikke adskille arbejde og fritid. Heldigvis er Jørgen Peder en supergod far. Ellers kunne det ikke lade sig gøre for mig at passe mit job. Vi har aldrig tidligere prøvet at være i felten sammen. Det bliver første gang i år til maj, at vi skal være sammen på indlandsisen. Min mand skal være feltleder. Jeg håber ikke, vi slår hinanden ihjel,” griner Dorthe Dahl-Jensen.
Hun synes, det er en skam, at der er så få kvinder i fysik, og at de har svært ved at nå til tops.
”Jeg fik selv enorm støtte på institutet. Jeg blev accepteret af de ældre mænd. Jeg blev puffet til at søge Freja-stipendiet, som var målrettet kvinder. Du er god, sagde folk. Den anerkendelse betød meget for mig. Mænd vil også gerne have anerkendelse. Men jeg tror, det betyder mere for kvinder.”
Dorthe Dahl-Jensen mener, at faget fysik kommer for sent i folkeskolen. Og på et tidspunkt, hvor piger er ”hormonforstyrrede”. Hun går ind for kønsopdelt undervisning. Det vil give pigerne større lyst og mod på faget, mener hun. I Frankrig deler man drenge og piger op i fysik, og her er der langt flere kvindelige fysikere.
”Jeg har tænkt meget over, hvorfor der er så få kvinder i fysik. Jeg tror, det begynder allerede i folkeskolen med en ubevidst opdragelse, hvor drenge opmuntres til at være mere nysgerrige og eksperimenterende.”
Grønland har hele livet haft en central plads i hjertet hos Dorthe Dahl-Jensen. Hendes fokus er de isstrømme, som skærer sig vej gennem indlandsisen.
Boreholdet arbejder i disse år oven på den nordøstgrønlandske isstrøm. De floder af is, som flyder gennem indlandsisen, er utroligt vigtige at undersøge for at forstå de galopperende klimaforandringer, mener Dorthe Dahl-Jensen. Halvdelen af den is, som hvert år smelter fra indlandsisen, flyder ud i havet med isstrømmene. De store mængder ferskvand, som vælter ud i det salte hav, kan ændre på havenes balance og måske på Golfstrømmen.
FN’s klimapanel spår, at havet omkring Danmark i det 21. århundrede vil stige med 60 centimeter. Men usikkerheden er stor: 0-120 centimeter. Hvor meget, det bliver, afhænger blandt andet af de isstrømme, som Dorthe Dahl-Jensen har fokus på, fordi vi ved så lidt om dem i dag.
Dorthe Dahl-Jensen glæder sig til at komme til at forske i Canada. Hun er træt af de mange besparelser i forskningen herhjemme.
”Der mangler offentlige penge til arktisk forskning. Danmark er blevet et nej, nej, nej-land. Forskningsmæssigt har vi ellers meget at byde på i Danmark. Men vi burde profilere os meget mere på Arktis og Grønland. Vi mangler stolthed og et mål om at blive nummer ét i arktisk forskning. Grønland bliver vigtigere og vigtigere. Det er et guldæg.”