Dronningen bliver fejret med fællessang på tv og hjemme i folks stuer og haver

Flere end 180.000 danskere har samlet sig i en Facebookgruppe for at fejre Dronningens 80-års fødselsdag med sang, og DR planlægger timelang fællessang

Selvom den officielle fejring af Dronningen er aflyst, fejrer danskerne hende overalt i landet med fællessang. På tv og fra stuer, haver, gader, arbejdspladser og altaner.
Selvom den officielle fejring af Dronningen er aflyst, fejrer danskerne hende overalt i landet med fællessang. På tv og fra stuer, haver, gader, arbejdspladser og altaner. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Selvom den officielle fejring af Dronningen er aflyst, markerer danskere overalt i landet 80-årsfødselsdagen med fællessang. På tv og fra stuer, haver, gader, arbejdspladser og altaner.

På Facebook har gruppen ”Danmark synger for Dronningen” rundet 180.000 medlemmer. Ambitionen med gruppen er at få så mange danskere som muligt til at synge fra deres vinduer og altaner torsdag klokken 12.

Gruppen blev etableret grafiker Kim Bruhn fra København for et par uger siden, og efter kun få dage havde den flere end 100.000 medlemmer. Det fik Danmark Synger, der er et initiativ, som er opstået under coronakrisen og blandt andet er støttet af folkekirken, højskolerne og en lang række musikskoler, til at række ud og spørge Kim Bruhn, om han havde brug for hjælp med at håndtere projektet, hvilket han takkede ja til.

Sangeren Thomas Buttenschøn og symfoniorkesteret Copenhagen Phil har siden tilsluttet sig ”Danmark synger for Dronningen”. De vil gennem DR, TV 2 og gruppens facebookside synge for, for at hjælpe danskerne med at synge i takt.

På baggrund af en afstemning i gruppen vil der blive sunget ”I dag er det Dronningens fødselsdag”, ”Solen er så rød, mor”, ”I Danmark er jeg født” samt Kim Larsens ”Papirsklip”.

Heidi Kudahl, der er udviklingschef i Sangens Hus, er som repræsentant for Danmark Synger blevet tovholder for projektet. Hun tror, at initiativets popularitet hænger sammen med, at fællesskabsfølelsen og meningsfuldheden tiltaler folk.

”Mange er i denne tid kommet i tanke om, hvor meget de nyder at synge. Og så er Dronningen en central person, som mange har respekt for og gerne vil være med til at fejre. På den måde bliver det en slags fælles samlingspunkt for danskerne,” siger hun.

På DR er den traditionelle morgensang udvidet, og fra klokken 9.00 til 13.00 står kordirigent Phillip Faber for fælles fødselsdagssang for Dronningen. Derudover vil tv-vært Mads Steffensen klokken 20.00 byde på endnu en omgang fællessang med forskellige kunstnere fra den danske kulturscene på DR 1 og radioens P4.