1. Du mister din fri vilje
Der er en grund til, at filmklip med katte i særlig grad er populære på internettet. I en tid, hvor mennesket bliver styret af en usynlig hundefløjte gennem diverse algoritmer opsat af sociale medier, er der noget fascinerende ved at følge kattenes autonome liv.
2. Slet og modstå vor tids vanvid
Problemet med internettet er ikke internettet som sådan. Problemet er heller ikke smartphonen som sådan. Problemet er den forretningsmodel, som driver de sociale medier. Sammenlign sociale medier med dengang, maling indeholdt skadelige stoffer. Man holdt ikke op med at male, men man blev klar over problemet, og i dag har man udviklet maling, som ikke indeholder skadelige kemikalier. Ved at slette skaber man mulighed for, at der udvikles medier uden samme skadelige bivirkninger.
3. Sociale medier gør dig til et bæst
En ”troll” er et fænomen kendt fra debatfora på nettet, hvor de blander sig i debatter. En trolls primære formål med at blande sig er typisk at få folk til at hidse sig op. I ethvert menneske er der en troll, som kan vækkes, når man deltager i en debat på et socialt medie. Følger du en debat og overvældes af lysten til at skrive nedsættende ord, så sluk, inden mediet gør dig til et bæst.
4. Sociale medier undergraver sandheden
Der er et væld af uægte profiler på sociale medier. The New York Times har opgjort, at Twitter i 2018 havde 25.000 falske profiler, og disse falske profiler kan påvirke almindelige menneskers holdninger og beslutninger. Man kan se det som en epidemi. Tidligere generationer har med succes bekæmpet epidemier, og som far vil Jaron Lanier gøre sit for at bekæmpe den epidemi, som undergraver sandheden i den verden, hvor hans datter vokser op.
5. Sociale medier undergraver evnen til at vise empati
Du ved ikke nødvendigvis, hvad dine venner deler, og derfor kan du ikke nødvendigvis udvise empati. Empati er brændstoffet i et anstændigt samfund, men den afhængighed, der er skabt af de digitale platforme, gør, at man kan miste muligheden for at føle sig set i det offentlige rum, fordi manges opmærksomhed er rettet mod telefonens skærm. Ved at slette de afhængighedsskabende programmer får man mulighed for at vise empati og nærvær i den virkelige verden.
6. Sociale medier er en hæmsko i det politiske liv
Som ansat i Silicon Valley var Jaron Lanier med til at fejre det arabiske forår, og han glædede sig over, hvad Twitter betød for omvæltningerne i Egypten. Men i dag ser han de sociale medier som en hæmsko i det politiske liv. Mest aktuelt peger han på skandalen omkring Cambridge Analytica og Brexit-afstemningen.
7. Sociale medier gør dig trist
Selv Facebook har erkendt, at sociale medier har en indvirkning på menneskers følelsesmæssige velvære, ligesom firmaet har indset, at mediet kan være direkte skadeligt for nogle. Årsagerne til de sociale mediers negative indvirkning på humøret er mange: fra præsentationen af urealistiske overskudsliv til den kendsgerning, at man kan finde sig selv i sofaen, hvor man bruger tid på at præsentere sin familie online, alt imens man forsømmer samværet med familien.
8. Det, du kommunikerer, mister betydning
Det fremhæves ofte, at man med sociale medier har gode muligheder for at få et budskab ud. Men hvis man har noget på hjerte og deler det via sociale medier, ved man ikke, hvem der ser det, og i hvilken sammenhæng budskabet bliver præsenteret. Det er algoritmer, som bestemmer, hvem der ser hvilke opslag. Det er uheldigt, for den sammenhæng, et budskab præsenteres i, har stor betydning for, hvordan budskabet tolkes.
9. Gratiskulturen fratager din værdighed
Det er gratis at være på Facebook, Twitter og Google. Men hvor gratis er gratis? Husk på, at det kun er ved din tilstedeværelse, de pågældende firmaer har en forretningsmodel. Ville det ikke være bedre at betale for de platforme, man bruger, og dermed opnå en anden værdighed som bruger – og samtidig sikre, at data ikke bliver solgt videre?
10. Sociale medier hader din sjæl
I blandt andet kristendommen anses den fri vilje som et grundlæggende vilkår ved at være menneske. Når man forstår, hvor grundlæggende den menneskelige eksistens skades af de sociale medier, har man brug for en spiritualitet, som kan fremhæve betydningen af at leve med en fri vilje og behovet for at slette sine brugerkonti.