Kære perfektionist: Skru ned for de høje forventninger i julen

Som udgangspunkt skal juletiden være fredfyldt og hyggelig, men mange danskere bliver alligevel småstressede over de mange gøremål. Skru ned for de høje forventninger og perfektionismen, råder ekspert

Er man en pleaser - altså en, der gør hvad som helst for at gøre andre glade - kan man virkelig komme på overarbejde i juletiden, for her skal alt bare klappe og se godt ud, forklarer psykolog. Modelfoto
Er man en pleaser - altså en, der gør hvad som helst for at gøre andre glade - kan man virkelig komme på overarbejde i juletiden, for her skal alt bare klappe og se godt ud, forklarer psykolog. Modelfoto.

”Salig fred, himmelsk fred.”

B.S. Ingemanns smukke ord fra salmen ”Glade Jul” minder blandt andet mange af os om at finde ro i en travl juletid.

Men alligevel: Hvordan skal vi nå alle de julearrangementer, vi er inviteret til? Er det muligt at finde perfekte julegaver til hele familien?

Kommer alle til at hygge sig rigtig godt juleaften trods uenigheder eller forskelligheder? Og rækker pengene til det hele?

Spørgsmålene, der melder sig i forbindelse med juletiden, er utallige, og det kan nemt blive stressende. For i en tid, der skal være hyggelig, ligger mange danskere alligevel vågne og bekymrer sig.

Det lyder umiddelbart paradoksalt, men det er det ikke. For højtiden er også perfektionisternes tid.

Det fortæller psykolog og klinikchef Pia Callesen, der oplever en stigning af stressede patienter i juletiden.

”Samfundets retningslinjer er tydelige, når det handler om julen: Nu skal vi virkelig hygge os. Tingene skal køre på skinner til perfekte arrangementer med mad, der smager fantastisk, folk der er superglade, og gaver, der giver anledning til stor begejstring. Hele Danmarks klimaks er juleaften og så nytårsaften. Er man en pleaser - altså en, der gør hvad som helst for at gøre andre glade - kan man virkelig komme på overarbejde i juletiden, for her skal alt bare klappe,” siger hun.

Tidligere undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed og Dansk Analyse har vist, at vores stressniveau stiger i julemåneden.

Op mod halvdelen af alle danskere mærker et øget arbejdspres i december, og en tredjedel føler sig stressede ved højtider.

Og hvis der slet ikke må være slinger i valsen gennem december, risikerer man da også at gøre det hårdt for sig selv. For der er unægtelig meget, der skal gå op i en højere enhed.

En blanding af høje forventninger, økonomisk og tidsmæssigt pres og anspændte familierelationer er en farlig cocktail, der ligefrem kan få nogle til at ønske, at julen snart er ovre, nærmest inden den er begyndt.

Sådan behøver det imidlertid ikke at være ifølge Pia Callesen.

”Julen er et godt tidspunkt at øve sig på at skrue ned for perfektionismen. Man kan spørge sig selv, om det virkelig er så vigtigt, at alt, hvad man foretager sig, er forbilledligt. Behøver al maden egentlig være lavet fra bunden? Er det slemt bare at vælge noget nemt og billigt fra ønskesedlerne? Og kan man prøve at acceptere, hvis stemningen falder lidt indimellem på selve juleaften? Måske behøver der heller ikke være rent i alle hjørner og kanter.”

I forhold til julens mange sociale arrangementer - fra klippe-klistre i børnenes institutioner til julefrokost på arbejdsplads og i familien - skal forventningerne også skrues ned.

Hvis man som type er introvert, kræver det uanede mængder af energi at bruge så meget tid med så mange mennesker flere gange i træk, men også de ekstroverte kan få nok, mener Pia Callesen.

”Hvis man er en underholdende type, der gerne vil være social og meget på hele tiden, er det en god idé at prøve at lade sig underholde og observere lidt i stedet og heller ikke være bange for stilhed i de sociale sammenhænge. Skal julefreden indfinde sig, er det okay at skrue ned”.