Drop sukkerromantikken

Nogle siger, honning er sundt, men man skal ikke lade sig snyde. I stedet for sukker - raffineret eller uraffineret - foreslår klummisten sød musik

Man kan nemt få lyst til at bringe lidt honning med hjem fra ferien.
Man kan nemt få lyst til at bringe lidt honning med hjem fra ferien. Foto: Morten Dueholm.

Har du også været på ferie og købt søde minder med hjem? Pyntegenstande, nydelsesmidler eller andet, der ikke var til at stå for derude i sommerlandet? Klog af skade undlod jeg i år at lade mig forføre. Sidste års høst, tre store glas timianhonning, står endnu i skabet og minder om solskinsmorgener på altanen på Kreta med udsigt ud over det azurblå hav og dertil kølig yoghurt og rigeligt med flydende honning. En sortklædt lokal kvinde stod i bagende sol ved sin vejbod og lignede en, der trængte til at tjene lidt ussel græsk mammon. Jeg var købelysten ved tanken om de mørke danske hverdagsmorgener, der nu ville blive fyldt med lys og genkaldt lykkefølelse.

Honning er et fantastisk naturprodukt, og der har været biavlere siden det gamle Egypten. Og trods nutidens højteknologiske muligheder er det nøjagtig det samme produkt, vi spiser i dag. Mere romantisk kan det næsten ikke blive. I udlandet har man tradition for flydende honning, mens vi i Danmark mest laver den fast. Min honning er efterhånden gennemkrystalliseret i glasset, og selvom man kan opvarme den ganske forsigtigt, for eksempel i mikrobølgeovnen ved laveste trin, så krystallerne opløses, så tror jeg bare, at jeg vil bruge den som erstatning for sirup og sukker i brunkagerne til jul. Medmindre den kølige forsommer medfører så utilfredsstillende honninghøst, at det viser sig, at mine hengemte honningglas bliver andet værd end minderne.

Jeg møder jævnligt holdningen, at honning er sundt. I hvert fald sundere end multinationalt, hvidt, raffineret sukkerroesukker, melis. Vi romantikere vil så gerne forføres. Honning indeholder 10-18 procent vand, mineraler og vitaminer og ja, kan vel næsten få status som frugt eller grønt, fordi det er lavet af planter og afgrøder. Honning er ganske vist tomme kalorier, men indholdet af antimikrobielle stoffer og antioxidanter fra blomsterne må da gøre det sundt?

Bier, birketræer, palmer og planter har alle deres bud på sødmefyldt smag, tekstur og næring, men selvom der ganske rigtigt er sunde småpartikler i den luksuøse honning, så er sukker, rørsukker, sirup, kandis, muscovadosukker og brun farin ernæringsmæssigt alt sammen noget, der påvirker blodsukkeret på samme måde, giver stort set lige mange kalorier, og derfor rådes vi til, at højst 10 procent af madens samlede daglige kalorier består af sukker. Maksimalt 55 gram for kvinder, 70 gram for mænd og 30 gram for børn. Sukker er og bliver et genialt krydderi, som i rette doser virkelig kan forsøde sommerbærrene, salaten, sur-sød-sovsen, silden, suppen, salsaen og gøre det nemmere at tage alt det bitre og sure med det søde.

Smagsmæssigt foretrækker jeg ofte honning, brun farin, rørsukker og muscovadosukker i mad og kager. Men på trods af det sunde brune look og de aromatiske smagsnuancer af karamel og lakrids, så er farve og smag blot opstået ved at raffinere sukkeret lidt mindre og evt. tilsætte sirup. En læser spørger, om muscovadosukker er sundt, og hvad det er: rørsukker, der slet ikke er raffineret, og alligevel er det langt dyrere end det raffinerede, har et større indhold af sirup og er nogenlunde lige så fugtigt som puddersukker og smager særlig godt i mine lakridsbiscottier.

Efterspørgslen på forskellige sukkervarianter varierer, og efterhånden efterspørges datidens populære puddersukker, brun farin, så meget mindre end tidligere, at de tre oprindelige kvaliteter, lys, brun og mørk, er blevet til én.

Roer og rør som mere eller mindre rensede råprodukter og biers hårde arbejde er alt sammen godt for min søde tand, men må jeg bede om realisme snarere end romantik, når snakken går om sukkerprodukters sundhed. Til gengæld får I lidt af Kim Larsens tekst om ”Romantik” her i slutningen af juli, hvor brugt ferie for nogle af os er blevet til ”sukkersøde minder, dage der forsvinder, som dug for solen, fejet ind under stolen”.

Sød musik er modsat sukker i alle afskygninger sundt i uanede mængder, og tilmed smelter sukkerdepoterne som dug for solen, når du bevæger dig til den.