Ivar Brændgaard: Du må for alt i verden ikke gemme noget, du gerne vil prøve, til senere

Tv-direktør Ivar Brændgaard, 66, har været leder hele sit liv. Til sommer lægger han chefkasketten og går på pension, og det er både en skræmmende og besnærende tanke

Når tv-direktør på TV Midtvest Ivar Brændgaard går på pension, pønser han på fire benspænd. Et af dem handler om at vandre.
Når tv-direktør på TV Midtvest Ivar Brændgaard går på pension, pønser han på fire benspænd. Et af dem handler om at vandre. . Foto: Henning Bagger/Scanpix.

Fortalt af Ivar Brændgaard

Til sommer er det slut. Der fylder jeg 67 år, og til august fratræder jeg min stilling som direktør på TV Midtvest i Holstebro og går på pension.

Siden jeg begyndte i jobbet for 27 år siden, har jeg vidst, at jeg skulle gå af til sommer. Det blev skrevet ind i min kontrakt. Det var pensionsalderen dengang.

Jeg kunne sikkert godt have fået kontrakten forlænget, men det har jeg ikke villet forsøge. Det er vigtigt at gå i tide, mens medarbejderne endnu synes, det er ærgerligt, at jeg holder.

Ikke at jeg havde regnet med, at jeg skulle være på tv-stationen så længe. Jeg havde troet, at jeg skulle prøve noget mere, at jeg skulle ind i folkekirken og være præst.

Men det har været for spændende. Hver gang jeg tænkte, at jeg skulle fri af det her, er jeg blevet holdt tilbage, for der er så meget, man kan interessere sig for, og så mange udviklingsmuligheder på en tv-station.

Jeg er 110 procent engageret i mit job, og sådan har det altid været. Derfor bliver det også svært for mig at stå af, for jeg er leder her til den dag, jeg stopper. Der bliver ikke nogen neddrosling. Til gengæld skal jeg lukke døren efter mig, når jeg går.

Nu har jeg formet den station i alle de år, så når jeg stopper, skal jeg ikke være her mere. Det er ikke sådan, at jeg skal have et lille hjørne med en nebengesjæft, som jeg skal tage mig af. Medarbejderne skal forholde sig til en ny leder. På den måde bliver det brat. Derfor har jeg besluttet, at jeg skal meget ud at rejse det første halve år. Jeg skal helt væk.

Lige nu leder jeg derfor efter et omprogrammeringssted. Et sted, hvor jeg kan få hjælp til at spænde fra, så arbejdslivet ikke skal forfølge mine drømme i årevis. Men jeg har endnu ikke fundet det.

Alle, jeg fortæller det til, siger, at det lyder som en god idé, men ingen har hørt om nogen, der tilbyder den ydelse. Det kunne være en psykolog eller en coach, som kan fortælle mig, hvordan jeg tømmer den der ansvarsbevidsthed ud af mit hoved.

Fra mine ferier ved jeg, at jeg om dagen kan abstrahere fra tankerne om arbejdet, men om natten kværner opgaverne løs i mine drømme. Jeg forestiller mig, at jeg ikke bare kan stoppe uden først at få det hældt ud af hovedet på en ordentlig og effektiv måde.

Og det er altså ikke nok at gå Caminoen som alle andre. Det skal være mere drastisk.

I alle mine 36 år på arbejdsmarkedet har jeg været leder. Den øverste chef. Men jeg er ikke den udprægede ledertype, selvom det falder mig let at sidde for bordenden og træffe beslutninger. Jeg har et omsorgsgen og et ønske om ansvarlighed, medmenneskelighed og lune på arbejdspladsen.

Det er hårdere, sejere og tungere at være en cheftype med et følelsesgen. Det betyder, at jeg går op i alle de mennesker, jeg har ansat. Mit arbejde på den her station har været at spille dem bolden bedst muligt og finde deres stærke sider. Jeg er drevet af et ønske om at gå foran og være flittig og arbejdsom.

Det kommer givetvis af den bagage, jeg fik med hjemmefra. Jeg voksede op på en gård uden for Hurup i Thy som den ældste af en søskendeflok på fem. På gården skulle der altid arbejdes, og jeg var enormt misundelig på bybørnene, der kunne holde daseferie sammen med deres forældre.

På gården stod den på roehakning og høhøst. Der skulle røgtes, og dyrene skulle have mad 365 dage om året. Der var stort set ingen fritid.

"I alle mine 36 år på arbejdsmarkedet har jeg været leder. Den øverste chef. Men jeg er ikke den udprægede ledertype, selvom det falder mig let at sidde for bordenden og træffe beslutninger."
"I alle mine 36 år på arbejdsmarkedet har jeg været leder. Den øverste chef. Men jeg er ikke den udprægede ledertype, selvom det falder mig let at sidde for bordenden og træffe beslutninger." Foto: Henning Bagger

Mine forældre indså, at deres børn skulle have en uddannelse. Der var ikke en fremtid i landbruget. Jeg er taknemmelig over, at de gav os alle en chance, men det betød også, at vi måtte arbejde hårdt i weekender og ferier. Jeg sagde til mig selv, at når jeg kom til at bestemme selv, ville jeg ikke arbejde med noget, der stillede krav om fodring hver dag året rundt. Og hvad skete der? Jeg fik et job, hvor jeg er ansvarlig 365 dage om året. Der er aldrig fri her på tv-stationen.

Jeg var forstander på Haslev Udvidede Højskole, da jeg så, at man søgte en direktør til en ny tv-station i Holstebro. Jeg var på ferie i tre uger og glemte alt om stillingsopslaget, indtil jeg stod med et nyt elevhold og igen kom i tanke om det. Det viste sig, at ansøgningsfristen var dagen efter. Samme aften skulle vi have besøg af kirkeministeren og alle østtyske biskopper. Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg kunne skrive sådan en ansøgning på en time, kunne det være, jeg egnede mig til at være i en mediebranche, hvor det gik hurtigt.

Min kone grinede ad mig, da jeg sendte den. Hun troede, det var en grille. En teolog og højskoleforstander som tv-direktør. Men de endte med at vælge mig, og min kone gik med til at forlade paradisets forgård, som højskolen på mange måder var, og flytte familien til Vestjylland.

Det var udfordringen ved jobbet, der trak. Jeg havde længe befundet mig i et mikrokosmos på højskolen og i kirkelige sammenhænge, som også ofte er noget indspiste. Nu kunne jeg godt tænke mig at bryde ud i et makrokosmos og være med til at bygge noget op.

Tv-direktør Ivar Brændgaard på TV Midtvest i Holstebro i 1999.
Tv-direktør Ivar Brændgaard på TV Midtvest i Holstebro i 1999. Foto: Venligst udlånt af Lokalhistorisk Arkiv Holstebro

Jeg vidste ikke noget om tv, men jeg vidste noget om de mennesker, der bor i området. Dels kom jeg selv herfra, dels havde jeg som højskoleforstander holdt rigtig mange foredrag på egnen. Jeg mente, at jeg havde næse for at ansætte de rigtige folk, og så skulle jeg nok lære det med tv.

Hos mig har alting altid været et kald. Jeg fik chancen for at udfolde en regional tv-station. Det har jeg aldrig taget let på. Jeg har set det som en kolossal chance. Lad os give den hele armen og nyde det. I dag er jeg stolt af de mange medarbejdere, jeg har været med til at ansætte, og som har udviklet sig her på stedet. Mit største håb er, at den nye chef vil tage sig godt af mine medarbejdere og vise dem omsorg og gå op i at bevare arbejdsglæden hos dem. Ellers får jeg det skidt.

Jeg vil ikke ende som butler derhjemme, når jeg stopper. Min kone er 62, så hun fortsætter med at arbejde nogle år endnu. Jeg tror, det bliver svært, når hun skal afsted om morgenen, og jeg ikke skal. Selvom jeg godt ved, at jeg skylder min kone en hel del på det praktiske plan, så kan jeg ikke trives med bare at gå hjemme og ordne hus og have. Det er et skræmmescenarie for mig bare at sidde i huset. Selvfølgelig har jeg noget, der skal ryddes op i, men undskyld mig, det er klaret på en måned.

Meget af det, jeg drømmer om at gøre, foregår ikke hjemme bag ligusterhækken. I de første måneder efter min afsked vil jeg rejse i et forsøg på at komme fri af TV Midtvest. Jeg er i fuld gang med at lægge planer for efteråret.

Benspænd er noget, jeg arbejder med. Det at sætte sig noget for, som man ikke er sikker på, om man kan gennemføre. Jeg pønser på fire benspænd, inden jeg fylder 70. Et af dem handler om at vandre i bjerge. Det fascinerer mig at kunne mærke, at man strider og slider sig opad, og når man så vender sig om og kigger ned, kan man konstatere, at man allerede har gået længere, end man troede, og så har man fået en storslået udsigt som belønning.

Ivar Brændgaard fotograferet ved Vandkraftsøen i Holstebro med TV Midtvest i baggrunden.
Ivar Brændgaard fotograferet ved Vandkraftsøen i Holstebro med TV Midtvest i baggrunden. Foto: Henning Bagger

Når jeg stopper med at arbejde, rejser min kone og jeg til de høje Tatrabjerge, der er en del af bjergkæden Karpaterne i Slovakiet. Derefter tager vi over Østrig til Schweiz, hvor vi lejer en hytte i 2200 meters højde. Så sender jeg min kone hjem, og så fortsætter jeg.

Hvorhen har jeg endnu ikke besluttet, måske bliver det til Italien, men jeg bliver i hvert fald væk til midten af september, hvor jeg har et bestyrelsesmøde og skal hjem til barnedåb. Derefter tager jeg af sted igen. Jeg rejser til Armenien og Georgien for at planlægge en oplevelsestur, der skal finde sted næste efterår. Der er mange, som jeg har lovet den tur.

Jeg holder bjergtræningen ved lige nu, mens jeg stadig arbejder. Det højeste bjerg her i Holstebro er sygehuset med sine 10 etager. Lørdag og søndag morgen ved syvtiden kan man opleve mig komme asende og stønnende op og ned ad de mange trapper. Jeg tager turen fire gange. Der er døgnåbent på sygehuset, så jeg kan træne der, når jeg vil, selvom de sygeplejersker, jeg møder i opgangen, nok tænker deres.

Jeg drømmer også om at bo nogle måneder i København for at opleve kulturlivet og nogle måneder i Aarhus, min dejlige studieby, hvor jeg læste teologi. Der skal være planer. Jeg vil ikke sidde hjemme og vente på, at børnene ringer og siger, at nu kan du godt komme, bedstefar. Når min kone også går på pension, kommer vi til at kunne rejse sammen. Det glæder jeg mig til. Men vi er forskellige og har forskellige interesser. Derfor kommer vi også til at give hinanden rum til at planlægge og lave ting hver for sig.

Det er et væddemål med døden at gå på pension. Det er det vitterligt. Man har ingen anelse om, hvad der venter. Jeg ved, at der kommer en alderdom, og det er såmænd ikke så spændende at tænke på, men jeg må jo prøve at tage det som en udfordring. Alderdommen kan være kort, og den kan være lang.

Hvis jeg ender med at blive 80 år og være rask og rørig, så kunne jeg godt have taget et par år mere her på TV Midtvest. Men hvis jeg nu kun bliver 70 år og havde arbejdet frem til min død, ville jeg godt nok være træt af, at jeg ikke kom ud og prøvede den frihed, jeg ikke har haft siden min studentertid. Det har indgået i mine overvejelser om at gå på pension.

Man ved, at der ikke er så lang tid tilbage af livet, som der har været. Det, tror jeg, alle på min alder tænker over.

Du må for alt i verden ikke gemme noget, som du gerne vil prøve, til senere. Det har jeg set igen og igen. Flere af mine jævnaldrende er døde. Min økonomichef, som jeg havde et tæt samarbejde med i 20 år, døde af kræft som 60-årig. Derfor skal man ikke vente med at gennemføre det, man har tænkt sig. Når jeg stopper med at arbejde, har jeg mulighed for at prøve alle de ting, jeg ikke kunne, mens jeg arbejdede. Det glæder jeg mig også til. Jeg glæder mig til at komme fri af skrivebordet og få et mere fysisk aktivt liv. Jeg glæder mig til at se, hvad jeg så kan nå.

Foto: Henning Bagger

Lige nu er jeg tv-direktøren. Til sommer er jeg bare Ivar Brændgaard, og det kan jeg godt affinde mig med. Jeg er ikke den hovskisnovski type. Identitetstabet er mere noget, der foregår i mit eget hoved. Det er ikke prestigen, det handler om. Det er mere det at have været centrum for 100 mennesker og en virksomhed, der har kørt 365 dage om året, hvor jeg har truffet rigtig mange beslutninger, og hvor folk har kigget på mig og sagt, ”Ok, er det sådan, vi gør?”.

Fra den ene dag til den anden er det der ikke. Og jeg skal ikke træffe en eneste beslutning, udover om jeg vil have havregrød eller øllebrød, eller om jeg vil gøre rent, læse en bog eller ud at gå. Det er den overgang, jeg er spændt på, fordi arbejdet har fyldt så meget.

Det har også været tungt. Så bliver det mon et savn eller et tab, eller bliver det en stor lettelse at tage det ansvarsseletøj af?

I min reol fandt jeg en bog fra 1990’erne, der hedder ”Tiden der fulgte: 22 topchefers farvel til magten”. Jeg husker ikke, hvor jeg har den fra, men jeg blev glad, da jeg faldt over den, fordi jeg håbede på, at den kunne lære mig noget om den overgang fra arbejdsliv til pension, som jeg står overfor.

Men bogen var en stor skuffelse, for nærmest ingen af de 22 topledere kommer for alvor ind på de problemstillinger, man givetvis støder på, når man stopper. For dem var det gået nemt og elegant, hvis de da ikke snød på vægten og bare fortsatte med at arbejde. De berørte ikke den bratte overgang, jeg er så spændt på.

Som det er lige nu, har jeg dårligt tid til at snakke, når mine gamle direktørkolleger, som allerede er stoppet med at arbejde, ringer og lægger op til lidt snak. De har til gengæld god tid. Jeg synes, det har været forfærdeligt at mærke, hvor fuldstændig forbløffende hurtigt, de er blevet fortid og blevet om ikke glemt, så dog hengemt. Derfor ved jeg også, at toget kommer til at køre hurtigt videre, når jeg selv står af på perronen. Jeg ved, hvor stærkt det tog kører.

Jeg har også kunnet se, hvordan en og anden af disse gamle kolleger efter en tid på pension har fået arbejdsabstinenser i grov grad. De er kommet hovedkulds ud i afskeden med arbejdsmarkedet og har slet ikke været nok forberedt på det. Derfor tror jeg også, at det bliver svært for mig selv. Min frygt er, at jeg bliver ligesom en legetøjsand, der er helt optrukket, og når den så bliver taget op af vandet, så pisker benene afsted i luften. Det er derfor, jeg leder efter nogen eller noget, der kan omprogrammere mig.

Men jeg glæder mig også til at kunne besøge folk. Jævnaldrende på pension og gamle arbejdsfæller, der ligeledes er stået af ræset, og som må have tid til et besøg og en snak. Og endelig er der min familie, som jeg glæder mig til at følge tættere, hvis de altså kan finde tid til det.

Igennem årene har jeg samlet mere end 100 bøger med større lødighed og tyngde end de krimier og historiske romaner, jeg har forslugt mig på i mere stressede tider. Nogle af bøgerne handler om teologi. Den vil jeg også vende tilbage til med stor forventning.

Går det så galt, at jeg selv bliver ramt af voldsomme arbejdsabstinenser, vil jeg nok kunne få et præstevikariat på tre måneder. Men jeg vil opfatte det som et nederlag, hvis jeg virkelig bliver så rastløs. Så kunne jeg lige så godt være blevet her på tv-stationen.

Jeg håber, at jeg vil kunne administrere min frihed uden at føle trang til, at jeg skal udrette alt muligt. Jeg håber, at jeg bliver i stand til at nyde livet, men det skal jeg helt sikkert øve mig i. Nu skal jeg først have krænget TV Midtvest-seletøjet af mine skuldre.