Prøv avisen
Taknemmelighed

Dyb taknemmelighed kan forenes med lidelse

”Individualismen er begrænsende for taknemmeligheden, men hvis man tør vandre ud fra jeget og går til du’et, vil man opleve en verden fuld af forundring og måske få øje på det, som er en grundlæggende tanke i kristendommen: Skabelsen er god, og livet er en gave,” siger Martin Lönnebo. – Foto: Forlaget Verbum

Der er en sammenhæng mellem åndelig modenhed og dyb taknemmelighed, siger den svenske forfatter og biskop emeritus Martin Lönnebo. I parforholdet kan taknemmeligheden trænes og føre til øget trivsel, mener psykolog Mattias Stølen Due

Forleden ringede biskop emeritus Martin Lönnebo til en ældre slægtning, som sidder i kørestol efter at have fået amputeret begge ben. Han spurgte, hvordan det gik, og hun fortalte, at hun var så glad for ikke at døje med smerter.

”Hun understregede, hvor godt hun havde det, og hvor taknemmelig hun var for, at hendes mand også havde det godt. Han er dement, og de kan ikke bo sammen, men hun fortalte mig, at han fik en god pleje og var sammen med deres kat, som han kunne fodre, og som gerne sov hos ham,” siger Martin Lönnebo og holder en pause, inden han tilføjer:

”Hvilken rigdom at have en sådan indstilling til livet. Andre vil sige, at det, hun skildrede, ikke var andet end elendighed, men hun så på det med glæde og skaber dermed godt omkring sig.”

For nylig udkom hans bog ”Grundglädjen”, som består af 40 korte tekster om liv, tro og taknemmelighed, som han mener, har svære kår i dagens samfund.

”Lovsangen og hyldesten til Gud er et centralt tema i Bibelen og den kristne kultur, ligesom det er det i andre religioner. Moderniteten og de politiske bevægelser, som fulgte med moderniteten, fik mennesker til at knytte hænderne. Det har på mange måder været en god og afgørende kamp, for der findes megen uretfærdighed, som skal bekæmpes, men fordi der har været fokus på at opnå sociale og materielle forbedringer, har man glemt, at livet også er glædesfyldt. Det er, som om utilfredsheden har sejret over tilfredsheden i vores livsstil. Man ler mindre for hvert årti, sover dårligere og mærker større uro.”

Når krav fylder mere end tak, hænger det også sammen med individualiseringen, mener Lönnebo.

”Individualismen er begrænsende for taknemmeligheden, men hvis man tør vandre ud fra jeget og går til du’et, vil man opleve en verden fuld af forundring og måske få øje på det, som er en grundlæggende tanke i kristendommen: Skabelsen er god, og livet er en gave.”

Han voksede op i et hjem præget af materiel fattigdom i Västerbotton i det nordlige Sverige. Til tider var det en kamp for forældrene at få hverdagen til at hænge sammen, men samtidig var taksigelsen naturlig i hjemmet.

”Fattigdommen førte megen bøn med sig, og jeg så mine forældre være taknemmelige for det lidt, vi havde. Det er en gave at få lov at vokse op med mennesker i det, man kan kalde en taknemmelighedskultur. Taknemmelighed er vældig smitsomt.”

Han har i sit forfatterskab opfordret til, at man hver dag skriver ting ned, man er taknemmelig for. I bogen ”Væven” skriver han, at takken giver lindring for det sorgfulde øje, glans til det trætte og blødhed til det bitre og forbedrer synsevnen, så man kan se det gode, livet giver.

Han ser en sammenhæng mellem taknemmelighed og åndelig modenhed og henviser til Galaterbrevet kapitel fem i Det Nye Testamente, hvor man kan læse om ”Åndens frugter”: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

”Taknemmeligheden styrkes hos mennesker, som opnår åndelig modenhed. I kristendommen er der en dyb taknemmelighed indbygget i verdensbilledet, og vores nordiske kultur er blevet præget af det gennem århundreder. Syng Ingemann, Grundtvig eller Brorson og se, hvordan taknemmeligheden fylder. Eller lyt til de bønner, som bedes i kirken.”

Han siger om sig selv, at taknemmeligheden er en grundfølelse hos ham, hvilket han tilskriver sin opvækst og tro.

”Uanset hvor rig du er, så er du fattig, hvis du ikke dybest nede er taknemmelig. Og den dybe taknemmelighed kan forenes med lidelse. Jeg er 87 år og kender til sorgen, men taknemmeligheden kan bære sorgen.”