Efter 50 års forskning er overvægt stadig en gåde

Ingen ved præcis, hvorfor antallet af overvægtige er vokset i bølger efter Anden Verdenskrig, eller hvorfor det er så svært at holde et vægttab. Flere læger ændrer nu kurs

”Den dag i dag er de historiske stigninger i overvægt stadig en gåde, men budskabet i de simple optællinger viser, at vi skal tænke på en helt anden måde om epidemien af svær overvægt," siger professor. Tegning: Rasmus Juul
”Den dag i dag er de historiske stigninger i overvægt stadig en gåde, men budskabet i de simple optællinger viser, at vi skal tænke på en helt anden måde om epidemien af svær overvægt," siger professor. Tegning: Rasmus Juul

Professor Thorkild I.A. Sørensens forskningsliv har været centreret om en gåde, det endnu ikke er lykkedes at løse. Han var reservelæge på Gentofte Hospital i 1972, da han som ung forskerspire blev opfordret til at lave en af de første undersøgelser af forekomsten af svær overvægt i Danmark. Dengang var overvægt et stort set ubeskrevet felt, og den unge læge vidste dårligt, hvor han skulle finde data. Men han kom i tanke om, at han som værnepligtig selv var blevet målt og vejet.

De værnepligtiges højde er blevet målt siden Christian den Fjerdes tid – men hvad med vægten?

Thorkild I.A. Sørensen gik på jagt i de gamle læderindbundne bøger, lægdsruller, med oplysninger fra sessioner i Landsarkivet. Det viste sig, man i foråret 1943 var begyndt at veje alle unge mænd ved session. Målingerne blev indstillet efter, at samarbejdspolitikken ophørte, og tyskerne overtog magten i august samme år, men blev genoptaget efter krigen.

Thorkild. I.A. Sørensen og hans kollega, Stig Sonne-Holm, gennempløjede de mange lægdsruller og kartoteker med kort over værnepligtige år for år efter krigen. De noterede højde og vægt ned for de overvægtige med håndskrift og udregnede graden af overvægt efter en metode, der til forveksling minder om det nuværende bmi (body mass index). Siden fandt de ud af, at det også var muligt at få tal for overvægt hos skolebørnene i Københavns Kommune helt tilbage til 1936.

Det viste sig, at antallet af overvægtige børn og unge var beskedent og stabilt frem til den årgang, der blev født i 1942. Men så skete noget mærkværdigt. I løbet af de 10 følgende fødselsårgange blev det pludselig omkring syv gange så udbredt at være svært overvægtig, som det var for børn født i perioden op til 1942. Børn, der var født under og lige efter Anden Verdenskrig, blev altså tykkere. Det til trods for at smør og chokolade var en mangelvare, og cyklen stadig var det vigtigste transportmiddel.

Forekomsten af overvægt hos børn og unge mænd var nogenlunde stabilt i de følgende 20 fødselsårgange Men så kom en ny, kraftig stigning. Den begyndte i begyndelsen af 1970’erne uden nogen åbenlys grund. Kurven fladede ud på et højt niveau blandt årgange født fra begyndelsen af 1990’erne.

”Den dag i dag er de historiske stigninger i overvægt stadig en gåde, men budskabet i de simple optællinger viser, at vi skal tænke på en helt anden måde om epidemien af svær overvægt, end at det bare drejer sig om, at vi spiser for meget mad og bevæger os for lidt. For hvorfor steg antallet af overvægtige blandt børn født i mangelsamfundet efter 1942, hvorfor steg den ikke, mens velfærdssamfundet blomstrede, og hvorfor steg kurven igen fra begyndelsen af 1970’erne, og hvorfor stoppede stigningen i begyndelsen af 1990’erne,” spørger Thorkild I. A. Sørensen.

I dag er knap hver 10. af de værnepligtige og over halvdelen af den danske befolkning overvægtig. Og op mod en femtedel af befolkningen er svært overvægtig med et bmi på over 30. I kølvandet på svær overvægt følger ikke blot diabetes og hjertekarsygdomme, men også stigmatisering. Undersøgelser viser, at 80 procent af danskerne betragter overvægt som den enkeltes egen skyld, og at overvægtige diskrimineres, når de skal søge job. Dertil kommer, at udviklingen har en betydelig social slagside. Den højeste andel af overvægtige findes i de fattigste kommuner, den laveste i velhaverkommuner nord for København. Samme mønster ses overalt i den vestlige verden.

”Enhver tanke om, at fedmeepidemien udelukkende skyldes, at mennesker spiser for meget og bevæger sig for lidt, er fuldstændig forfejlet og kilden til enorme fordomme,” mener Thorkild I.A. Sørensen.

Hans teori er, at social usikkerhed eller social nød kombineret med, at der er mad nok, er en af de væsentlige forklaringer på udviklingen.

”På globalt plan er der en stigning af overvægt i alle lande i verden, hvor der er kalorier nok i samfundet. I USA ved mellem 10 og 20 millioner amerikanere ikke, om de kan få mad nok næste dag, men klarer sig alligevel, blandt andet med fødevarekuponer. Det er blandt den gruppe, vi ser den største forekomst af overvægt. Vi ved fra museforsøg, at kroppen reagerer på fødevareusikkerhed ved at opbygge fedtdepoter. Samme mekanisme, tror vi, påvirker de fattigste grupper i USA. De opbygger fedtdepoterne, når der er mad nok, i frygt for kommende fødevaremangel, ligesom musene opbygger kroppens fedtdepoter for at modstå fremtidig mangel på mad,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

Selvom selv de socialt dårligst stillede i Danmark har mad nok, er Thorkild I.A. Sørensens teori, at kroppen kan reagere på social usikkerhed, som om der var risiko for senere mangel på mad.

”At skaffe og deles om føden er en social aktivitet, der har været afgørende for menneskets udvikling. Hvis det sociale ikke fungerer, er det et signal om, at der er en risiko for mangel på føde, som kroppen så reagerer på,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

Han understreger, at selvom overvægt stadig ikke kan forklares, er den mest udbredte antagelse, at udviklingen skyldes et puslespil af sociale faktorer, genetisk disposition og en fødevareindustri, der producerer kalorieholdig mad designet til kun at gøre os mætte i kort tid.

Mens epidemien af overvægt stadig er et mysterium, sættes der i disse år også spørgsmålstegn ved, om det overhovedet hjælper overvægtige at tabe sig.

Da læge og ph.d. Rasmus Køster-Rasmussen i 2011 gik i gang med et ph.d-projekt om vægttab, tænkte han, at ”de tykke bare skulle tabe sig”.

Artikel for artikel gennemgik han forskningslitteraturen på området og blev med egne ord forbløffet over sine fund. Intet studium kunne vise en sammenhæng mellem vægttab ved slankekure og patienternes helbred og senere risiko for eksempelvis hjertekarsygdomme.

Hans hovedkonklusion blev derfor, at sundhedsvæsenets årelange strategi om at opspore overvægtige og sende dem på slankekure i bedste fald kan føre til et vægttab på cirka tre kilo, men i de fleste tilfælde er helt virkningsløst.

Slankekure har i langt de fleste tilfælde kun en kortvarig effekt, fordi biologien altid vil forsøge at trække vægten tilbage til ens normalvægt efter et vægttab.

Derfor mener Rasmus Køster-Rasmussen, at samfundet i langt højere grad skal acceptere, at nogle mennesker er tykke og fokusere på en stærk og funktionel krop i stedet for vægttab.

”Vægten er i høj grad bestemt meget tidligt i livet, og vi har ikke den store indflydelse på den. Problemet i sundhedsvæsenet i dag er, at man reelt stiller folk i udsigt, at de kan opnå et varigt vægttab, men det er forbeholdt meget, meget få,” siger Rasmus Køster-Rasmussen.

Han kalder samfundets syn på overvægt for ”primitivt”, så længe det primære ansvar pålægges individet.

”Som samfund giver vi de overvægtige nogle råd til at tabe sig, og hvis de ikke klarer det, er det fordi, de er nogle slapsvanse. De praktiserende læger fokuserer enormt meget på vægt – og det gør de af et godt hjerte, fordi de tror, de kan hjælpe. Men i virkeligheden mobber man patienten, når man beder dem stille sig op på vægten, selvom de kommer for at få behandling for en fodvorte,” siger Rasmus Køster-Rasmussen, der som den første i verden har påbegyndt et såkaldt videnskabeligt vægtneutralt forsøg med overvægtige. Grundtanken bag forsøget, der går i gang til efteråret, er simpel, forklarer han:

”Forsøgspersonerne skal smide deres badevægt ud og i stedet tælle skridt med deres mobiltelefoner. Det får man nemlig meget mere sundhed ud af,” vurderer han.

Netop samfundets fokus på, at overvægtige skal tabe sig, er med til at forstærke stigmatiseringen af overvægtige, mener lektor og afdelingsleder ved afdelingen for systematisk teologi på Københavns Universitet, Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der deltager i tværfaglig forskning om sundhed og livsstil på Københavns Universitet.

Hun forklarer, at fordømmelsen af overvægtige ikke er noget nyt fænomen, men at stigmatisering af den tykke krop har eksisteret siden antikken. Alligevel kalder Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen det for paradoksalt, at antallet af overvægtige er vokset samtidig med, at fitnesskæder åbner på stribe.

”Vi er fanget i en ond cirkel, hvor det at være tynd er blevet vigtigere og vigtigere i takt med, at befolkningen bliver tykkere og tykkere. Det minder om Paulus’ ord: ’For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg’. Vores dyrkelse af tyndhed rammer den gravide kvinde, der bliver vejet. Det rammer barnet fra vuggestuealderen, hvor forældre får at vide, at deres børn vejer for meget. Det rammer på arbejdspladser, hvor tykke diskrimineres. Der hersker en opfattelse af, at tykhed skal afskaffes for alt i verden,” siger lektoren.

Hun peger på, at bekæmpelsen af overvægt er udtryk for en ideologi, der dyrker sundhed. I USA tales ligefrem om såkaldt healthism (sundhedsisme).

”Det hænger sammen med et neoliberalt syn på mennesket, som skal være et effektivt og omkostningsfrit væsen. Hvis vi bliver syge, er vi en byrde for samfundet. Når man hører nogle tykke menneskers historie, så begynder den med, at de ikke er specielt tykke som børn. Så har de måske haft en mor eller sundhedsplejerske, der har kommenteret, hvor meget mad, de har puttet på tallerkenen. Derefter er problemerne blevet forstærket,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Læge og professor Arne Astrup er netop begyndt som leder af et nationalt center finansieret af Novo Nordisk Fonden, der skal reducere forekomsten af overvægt blandt børn de næste 10 år. Han mener, at samfundet har en etisk forpligtelse til at sætte ind for at hjælpe svært overvægtige med at tabe sig.

”Helt at afskrive livsstilsændringer, som både kan forebygge overvægt og fremkalde et vægttab, mener jeg, vil være forkert. Overvægt har livslange konsekvenser både psykisk og fysisk, og vi ved for eksempel fra en undersøgelse i Svendborg, at overvægtige børn, der fik flere idrætstimer i skolen, tabte sig. Vægttab hos personer med svær overvægt nedsætter risikoen for type 2-diabetes, kræft og hjertekarsygdom. Men det er da en stor udfordring, at det kun er en mindre del, der kan bevare vægttabet,” siger han, men understreger samtidig, at et for omfattende fokus på vægttab i nogle tilfælde kan gøre mere skade end gavn.

”Forekomsten af svær overvægt hos børn er steget 80 til 90 gange siden 1950. Der er ingen tvivl om, at der er noget i vores miljø, som påvirker vores vægt. Samtidig har svær overvægt en voldsom social slagside. Kost-, drikke- og motionsvaner er forskellige i de forskellige socialgrupper,” siger Arne Astrup.

Blandt årsagerne til svær overvægt nævner han også social stress, omsorgssvigt i barndommen, manglende motion og søvn, usund kost, genetisk disposition for overvægt samt anlæg til overvægt hos det ufødte barn, der grundlægges under graviditeten og fødslen.

Det er efterhånden et halvt århundrede siden, at Thorkild I.A. Sørensen begyndte at lede efter de unge mænds vægt i sessionsarkiverne. Han har iagttaget samfundsdebatten omkring overvægt lige så længe og kan i dag konstatere, at bevægelsen for at afskaffe slankekure og i stedet satse på motion uden vægttab for øje, vokser. Professoren mener, vi begår en fejl, hvis debatten bliver for sort-hvid.

”I min optik er det ikke muligt at tage simpel stilling for eller mod vægttab. Det afhænger af situationen. Er man en almindelig, sund og rask og overvægtig person, tyder meget på, at det ikke er gavnligt at forsøge at tabe sig. Omvendt kan det gavne svært overvægtige, der åbenlyst har et handicap i dagligdagen, at tabe sig. Undersøgelser viser også, at personer, der er på vej til at udvikle type 2-diabetes og hjertekarsygdomme, kan have gavn af et vægttab,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

Han mener, at der er brug for at tænke helt forfra, hvis overvægtens gåde skal løses.

”Det duer ikke at blive hængende i, at det nok bare skyldes, at folk spiser mere, end de har brug for, og rører sig for lidt. Det helt afgørende spørgsmål er, hvad der får kroppen til at opbygge fedtdepoterne, og hvad der gør, at svær overvægt hos nogle medfører sygdomme. Først når vi ved det, kan det åbne vejen for at løse problemerne effektivt.”