Efter en barndom med seksuelle overgreb: Tilgivelsen satte mig fri

Vejen til sjælefred efter en barndom med incest kan for nogen være at konfrontere krænkeren, mens det for Bent Ole var at tilgive

Genrebillede.
Genrebillede. . Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Efter at have læst brevkassen før påske, hvor Anders skrev om det seksuelle misbrug, han var udsat for som barn, har jeg følt et stik i hjertet over, at I ikke vejledte ret. Når jeg går så direkte frem, er det fordi jeg selv er blevet misbrugt af min far som stor dreng.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg troede, da min far døde, at jeg blev sat fri af disse ”gå væk-følelser og rør mig ikke”, men det blev bare værre, og jeg blev så vred, at jeg ved begravelsen kunne have trampet på kisten, da den var sænket i jorden. Jeg så en gravermedhjælper trampe på kistelåget, da vi kørte fra kirkegården, men jeg blev ikke fri, indtil en dag jeg blev vejledt i, at den eneste vej til frigørelse er at velsigne og tilgive.

Mig – tænkte jeg, og dog – hvorfor ikke prøve? I over to år velsignede og tilgav jeg min far i min bøn: I begyndelsen lød min bøn: ”Herre velsign min far”, og så tænkte jeg i mit hjerte – det dumme svin. Men langsomt ændrede mit sind sig, indtil jeg en dag mærkede frisættelsen, som stadig er der. Ingen bitterhed, men fred.

Jeg mærkede min smerte for Anders og hans selvrespekt: Jeg tænkte, at Anders binder sig i forbitrelse, når han kræver en slags tilbagebetaling. Der er kun en vej at gå, og den hedder tilgivelse.

Venlig hilsen

Bent Ole

Kære Bent Ole

Tak for dit brev. Vi er langtfra ufejlbarlige, og vi kan ikke vide, om vores svar til Anders i sidste brevkasse var det helt rigtige. Vi prøver så godt, vi kan, at reflektere med vores brevskrivere ud fra de oplysninger, som vi får tilsendt. Måske ville vi svare anderledes, hvis vi vidste mere om de forskelliges historier og andre pårørendes tanker om den samme sag. Den risiko må vi tage på os.

Vi forstår godt dit vigtige anliggende. Når nogen har påført os en stor krænkelse, sorg og smerte, eller hvordan man måtte betegne det, som mennesker kan gøre imod hinanden, så kan det være afgørende vigtigt, at man på et tidspunkt arbejder frem imod en form for forsoning med det, som er hændt i ens liv.

Mange mennesker har måttet arbejde på netop det, også uden at de, som har påført dem smerten, har vedkendt sig eller undskyldt det, som er sket. Der kan være lægedom gemt i at arbejde på en indre frigørelse fra det, som er sket, også for sin egen skyld, så det, som er sket, ikke til stadighed ligger som et åbent sår, men finder en ny plads i sindet.

Det er jo også noget af det, du beskriver i din fortælling fra dit eget liv. På en god måde for dig fik du vejledning og hjælp til at tilgive og løsne dig fra din fars forfærdelige overgreb. Du er bestemt ikke den eneste, der kan bevidne, at den vej, som du anbefaler, er en god vej. Du havde heller ingen anden chance, for din far var åbenbart død og utilgængelig for et opgør, da du kom til det punkt i dit liv, hvor overgrebet specielt trængte sig på i dit indre og kaldte på en stillingtagen.

Alligevel er den vej ikke tilgængelig eller den rette for alle. I verden findes mange eksempler på uhyrlige grusomheder, som optræder i krige, i årelange undertrykkelser, ved voldelige og seksuelle overgreb i familier og andre sammenhænge. Disse oplevelser kan i forskellig grad ødelægge børn og voksne for livet. Som regel handler det om markant ulige magtforhold, hvor den stærke, den overlegne, skader den, som er psykisk og fysisk svagere.

Disse ting skal ikke bare mødes med vejledning om tilgivelse uanset grad af overgreb, eller om den pågældende overgriber har påtaget sig ansvaret eller ej. Et råd om tilgivelse i en sådan situation vil let være en bagatellisering af ondskab og umoral og være en ekstra byrde ovenpå den ofte blytunge byrde, som offeret ofte bærer fra før. Krænkelserne skal frem i lyset, så offeret og den sårbare om muligt kan få oprejsning og anerkendelse af sin smerte og for om muligt at forhindre yderligere krænkelse af andre sårbare mennesker. Der skal i vores verden kæmpes for retfærdighed og for oprejsning af undertrykte på alle områder, både for folkeslag og for sårbare mennesker, der skades i ulige magtforhold i de nære relationer.

I Bibelen går der en rød tråd, hvor vi erfarer, at Gud ikke tillader nogen mennesker at krænke andre. Gud kæmper mod ondskab og uret mellem mennesker. Gud ønsker retfærdighed. Vi møder for eksempel talrige advarsler om, at de rige ikke må undertrykke de fattige. Gud tager de svages parti. Jesus bekræfter denne bibelske røde tråd som de svages og udstødtes forsvarer, og han kunne irettesætte og blive meget vred. Når vekselererne gjorde templet til et profitområde for egne kapitalistiske behov, mødte han dem ikke med en tilgivelse. Han væltede i stedet deres borde og jog dem ud derfra.

Gud ser ikke på de pæne facader, men er optaget af sandheden i hjertet, også når det handler om skrig og nødråb. Det får blandt andet udtryk i Salmernes Bog og Klagesangene i Det Gamle Testamente, hvor mennesker klager over uretfærdigheden i eget og samfundets liv.

At sige til et incestoffer at det skal tilgive sin far, uden at den pågældende far har erkendt noget som helst, så forlanger man mere, end hvad Gud gør. Når der i Johannes’ første brev kapitel 1, vers 9 står: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder”, så er vi inde ved en af nøglerne til at forstå både det teologiske og det psykologiske i de forhold, der har med disse komplekse spørgsmål at gøre. Der er et anliggende i også at nå overgriberen. Det er også et menneske. Og erkendelsen og selvopgøret og den indre proces for overgriberen kan ofte være en lang og smertefuld vej. Men målet er menneskeliggørelsen. At erkende og bekende. Det er der, at lægedom kan begynde – både over for Gud og mennesker.

Er der en, der har forbrudt sig, voldeligt eller seksuelt, groft eller som en ungdommelig forstyrret handling, kan en samtale og en konfrontation med den, som er blevet krænket, i bedste fald skabe ny refleksion, erkendelse og bekendelse. Og når det sker, kan der også langsomt sættes en tilgivelsesproces i gang hos offeret, sådan at fremtiden ikke i samme grad opleves bundet til ødelæggende fortidige oplevelser

Vejen til en grad af lægedom eller forsoning med det, som er hændt, er ofte en vej med mange stationer. Uretten må få sprog, rum og tid, hvis de dybe traumer ikke skal fryse til i bitterhed. At klage over sin lidelse til Gud og fortrolige gode mennesker er både psykologisk og teologisk afgørende og naturligt. Vi har fået den evne for at give stemme til det ubærlige. Og nogle gange oplever mennesker en forløsning og en ny vej ved at slippe det indre traume og den binding, som en tilgivelse kan løsne.

Er tilgivelse ikke mulig, er forsoning med livets skæbne og vilkår måske den samme følelse, som en tilgivelse kan give. Vejen har mange lighedspunkter med tid, rum sprog – og gode relationer.

Skulle nogen have lyst til at læse mere om de teologiske og psykologiske spørgsmål, som vi blot har antydet ovenfor, kan vi varmt anbefale en norsk artikel af teolog Astri Hauge, som hedder: ”Skal vi tilgi mer enn Gud?”. Den er udkommet – nok på grund af sin kvalitet – to gange i Tidsskrift for Sjelesorg (nummer 1 i 1991 og nummer 1 i 2017).

Venlig hilsen