”Jeg har tænkt på at få kontaktlinser,” siger jeg en lørdag over morgenkaffen.
Fruen ser på mig, som om jeg har annonceret, at jeg planlægger at få en navlepiercing.
”Ok? Hvorfor?” siger hun.
Jeg trækker på skuldrene.
”Fordi briller skal pudses og bliver våde, når det regner,” siger jeg.
Hun ser ud, som om det ikke helt forklarer, hvorfor jeg vil navlepierces.
”Og så ser jeg yngre ud uden briller,” tilføjer jeg.
”Aha, forfængelighed,” triumferer hun. ”Du var ellers misundelig, da det kun var mig, der brugte briller. Da du blev langsynet, kunne du endelig købe designerbriller.”
”Jeg vil stadig bruge designerbriller, når jeg skal se voksen ud,” siger jeg.
En time senere sidder jeg i brillebutikken og bliver synstestet af en pige, som ser ud til at være 18. På et tidspunkt rejser hun sig op.
”Er det i orden, jeg rører ved dig?” siger hun.
”Øh?” siger jeg.
Hun rækker hånden ud og løfter mine øjenlåg fri af testbrillen.
”Bare rolig. Tunge øjenlåg er helt normalt i din alder,” smiler hun.
Teenage-optikeren lægger en æske på bordet.
”Du får en prøvepakke med, men du skal lære at sætte linserne i,” siger hun.
Hun viser, hvordan man lægger linsen i håndfladen, samler den op med pegefingeren og sætter den i øjet.
”Prøv,” siger hun.
Jeg tager brillerne af og vipper en linse ud i håndfladen. Tror jeg nok.
”Jeg kan ikke se den,” siger jeg.
”Den er lige dér,” siger hun og peger.
”Jeg er nødt til at have briller på,” siger jeg.
Efter en del forsøg lykkes det mig at samle linsen op, tage brillerne af og sætter den i øjet uden at blinke og tabe den på gulvet. Dette viser det sig, er den mindste udfordring ved at være kontaktlinsebruger.
Jeg sidder i stuen, da fruen kommer ind.
”Wow, du ser ung ud, når du læser avis uden briller,” siger hun.
”Tak, men jeg kan ikke påstå, at jeg læser. Jeg venter på, at min hjerne skal acceptere kontaktlinserne,” siger jeg.
”Hvad mener du?” siger hun.
”Alting flyder ud, når det er tæt på. Til gengæld ser jeg dårligere på afstand end uden briller. Men det er helt normalt,” siger jeg.
”Man får helt lyst til at prøve,” siger hun.
”Vil du være ked af at hente et glas vand og to hovedpinepiller? Jeg tør ikke bruge trappen,” siger jeg.Den uge går jeg omkring på arbejdet i en tåget tilstand af dobbeltsyn og transportsyge. Jeg er pludselig opmærksom på hvilke kollegaer, der bruger kontaktlinser og spørger dem allesammen, om det ikke var svært at vænne sig til. De aner tydeligvis ikke, hvad jeg taler om.
”Jeg giver op. Jeg er for gammel til at lære at bruge linser,” siger jeg næste weekend.
”Har du tænkt på, at mit nærsyn og dit langsyn komplementerer hinanden? Du kan droppe dine briller og lade mig læse beskederne på din iPhone,” siger fruen.
”Og du kan droppe dine briller og lade mig føre bilen og få vinduespladsen i flyveren,” siger jeg.
”Det gør du allerede,” siger hun.
”I lige måde,” siger jeg.
”Vi kan følges ad i alting,” siger hun.
”Det er smukt,” siger jeg.
”Eller vi kan blive ved med at bruge briller,” siger hun.
”Det er også en mulighed,” siger jeg.