Efter min mands død sad vi sammen og græd og grinede

12 kvinder har holdt sammen i 45 år og dannet et uvurderligt fællesskab. Ikke kun om håndboldspillet, som de alle er vokset op med, men om alt det, livet giver og tager, fortæller 72-årige Else Lykke Madsen

Selvom det er 45 år siden, at 12 unge kvinder mødte hinanden gennem håndboldspillet, mødes de stadig jævnligt, for de er blevet uundværlige i hinandens liv. De er alle stadig aktive, dog ikke med håndbolden, fortæller 72-årige Else Lykke Madsen. Hun står bagest i midten.
Selvom det er 45 år siden, at 12 unge kvinder mødte hinanden gennem håndboldspillet, mødes de stadig jævnligt, for de er blevet uundværlige i hinandens liv. De er alle stadig aktive, dog ikke med håndbolden, fortæller 72-årige Else Lykke Madsen. Hun står bagest i midten. Foto: Privatfoto.

Jeg er en ud af 12 gamle håndboldspillere, der i 1960’erne og 1970’erne spillede divisionshåndbold i USG, Universitetets Studenter-Gymnastik i København. For nylig døde den ældste af pigerne, så i dag er vi desværre kun 11 tilbage, men vi mødes stadig hver eller hver anden måned og har gjort det i 45 år, hvilket har skabt et fællesskab, jeg ikke vil tøve med at kalde ganske unikt.

Vi er alle fra 68-generationen – med otte år mellem den yngste og den ældste – og havde en pragtfuld ungdom med masser af håndbold og fester og gode uddannelser. Vi var dengang og er stadig meget forskellige både i forhold til baggrund, uddannelse, livsforløb og geografi. Der var blandt andet akademikerdatteren fra København, skolelærerens datter, gårdejerens, borgmesterens, politibetjentens, gartnerens, frugtavlerens, husmandens og rullekonens. Men vi fandt sammen om håndbolden og måske også noget, der var stærkere end det.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om vores fælles dna kun er den respekt og hensyntagen, der er nødvendig i holdsport? Eller om den er mere, end vi tror? Hvad er det, der har gjort os uundværlige i hinandens liv gennem så lang tid?

Vi har set hinanden på kryds og tværs gennem årene og blandt andet rejst til flere af de store håndboldturneringer. Vi var 19 af sted (mænd og børn var også med) til Budapest, da kvindelandsholdet vandt sølv til EM i 2004. Senest var seks af os i Paris for at se herrerne spille VM. Nytårsaften er over halvdelen af os samlet. Hertil kommer haverejser, vinrejser, ture til London og Dublin for dem, der vil med. Nogle ser også hinanden uden for de fastsatte møder. Er det alle disse oplevelser, der kitter os sammen – på trods af, at vi nu bor lige fra Helsingør i nord til Nykøbing Falster i syd? En enkelt kommer endda fra Bornholm.

Efterhånden er det nok årene, der har gjort, at vi er blevet hinandens ”familie”. Vores mænd er også med til den årlige julefrokost, og vi er med til hinandens store mærkedage – sådan som familiemedlemmer er. For mig personligt kan jeg kun sige, at dette unikke fællesskab har betydet uendeligt meget. I vores kreds har vi flere læger, og da jeg for år tilbage blev alvorligt syg, betød det alt, at en af pigerne sørgede for, at der blev taget vare på mig. Mange besøgte mig på hospitalet eller ringede.

Og da jeg for to år siden meget pludseligt mistede min mand og to dage efter skulle holde stor rund fødselsdag, kom alle pigerne, selvom fødselsdagen selvfølgelig var aflyst. Så sad vi der og græd og grinede sammen.