Kære brevkasse
Jeg og min familie bor langt fra Danmark i et land med en helt ander ledes kultur end den, vi kender fra vores hjemland. Vi har boet her i cirka otte år. Vi har tre børn på 7, 12 og 15 år. De går i en engelsktalende skole. Og skolesystemet her er meget anderledes end det, vi kender fra det danske skolevæsen.
Min mand har arbejdet i alle de år, vi har boet her, med udviklingsarbejde, mens jeg i de første år var hjemme, da vores børn var meget små. Efterhånden som børnene blev større, har jeg arbejdet på en nærliggende helsestation. Det har været både meningsfuldt og udfordrende – det er bare helt anderledes at være her end i det danske sundhedsvæsen. Man skal tage sig af rigtig mange ting, og man har slet ikke de midler og muligheder, som man har i Danmark. Samtidig har man en klar fornemmelse af at kunne gøre en forskel. Selvom man i Danmark er heldige at have et veludviklet sundhedssystem, så kan jeg godt frygte lidt at komme hjem og skulle tilpasse mig efter så mange år væk fra en dansk arbejdsplads.
Vores arbejdskontrakt udløber næste år, og vi skal hjem til Danmark for at etablere os. Vores børn skal hjem i danske skoler, og vi skal i gang med en helt anden form for liv. Vi tænker en del på, hvordan børnene skal komme så godt i gang med deres nye liv i Danmark som muligt. For selvom vi har været på ferie i Danmark, og selvom vi har jævnlig kontakt med familie og gamle venner derhjemme, så er deres hverdag her, og de har venner fra flere nationer i skolen, og de hører også til iblandt de lokale, som vi er naboer til.
Selvom vi to voksne som sagt godt kan være noget tænksomme over at skulle tilpasse os alt det danske igen, så er det nok børnenes trivsel, vi tænker mest på. Ikke mindst for de to største. Den yngste har et meget lyst sind og meget gåpåmod og er heller ikke så gammel ved flytningen. Men de to ældste er eller bliver snart teenagere, og de er naturligvis meget afhængige af de venner, de har nu, og dem skal de sige farvel til alle sammen på en gang og samtidig begynde i en helt anden ungdomskultur i et helt andet skolesystem, hvor alt er nyt og på en anden måde.
Da vi ved, at I har arbejdet med de tematikker, tillader vi os at spørge, om I kunne give os nogle gode råd til, hvordan vi kan forberede os selv og dem på det store skift, som det uvægerligt må blive? Og er der særlige ting, vi skal tænke på, når vi lander i Danmark og skal støtte dem i alt det nye?
Vi vil gerne gøre det så godt for dem som muligt, og samtidig kan vi ikke tage de frustrationer fra dem, som de højst sandsynligt vil opleve. Selvfølgelig kan alt også gå bedre, end vi måske tænker os, men vi vil også gerne forberede os på at være gode forældre, hvis vores børn oplever det svært at lande i Danmark. De har naturligvis familie, og også enkelte venner, som de kender fra vores ferier, og vi har også haft besøg herude, mens vi har boet i udlandet. Men det har alt sammen handlet om kortere perioder, mens deres hverdagsliv har været her.
Den største af vores børn kan godt huske noget, fra før vi rejste herud. De to andre har stort set udelukkende haft en opvækst her, hvor vi bor. Samtidig med en vis uro, så har vi også forventninger til den nye fase i vores liv og i vores familieliv. Vi glæder os til at komme tættere på vores familie og på gamle venner, og vi ser frem til at opbygge en ny form for tilværelse sammen med vores efterhånden noget større børn.
Venlig hilsen
Thea
Kære Thea
Tak for din henvendelse. Dejligt, at man kan læse avisen online i hele verden. Vi vil prøve at skrive noget om det, du spørger om, selvom pladsen er begrænset.
Når det gælder voksne, der kommer tilbage til Danmark efter en årrække i udlandet, er det vores erfaring, at det er vigtigt, at man i god tid, og det vil ofte sige et års tid i forvejen, ved, hvor man skal bo, og hvilket arbejde man skal fortsætte med i Danmark. For os mennesker er vores bolig og vores arbejde på en måde to søjler i livet, som gerne skal være så stabile og forudsigelige som muligt. Det er ofte meget stressende, hvis man kommer fra udlandet og i første omgang skal bo i et sommerhus eller hos noget familie, og man først derfra skal til at finde et mere blivende sted et eller andet sted i landet.
Så hvis det på nogen måde er muligt at tage hensyn til det, vil I kunne spare jer for megen usikkerhed. Med det mener vi også, at børnene kan komme bedre i gang med det, som de skal, hvis I er afklarede med, hvor I slår jer ned og i store træk ved noget om, hvad I skal i gang med. Forældres trivsel er både ude og hjemme en af de vigtigste faktorer for børns tryghed og udvikling.
Vi forstår godt, at I tænker på jeres børn og deres videre liv under helt nye forhold. De kommer egentlig ikke hjem til Danmark på samme måde som jer voksne. I er født og opvokset her, mens børnene er født og opvokset i det land, som har været deres hjem i næsten hele deres levetid. Selvom de er danske statsborgere i kraft af deres forældre, er de på en måde ikke danskere indeni på samme måde som deres forældre. De ville i hvert fald let få problemer med, hvilket land de skulle holde med, hvis Danmark og det land, de er opvokset i, skulle spille fodbold mod hinanden.
I kender formentlig til begrebet tck, som betyder third culture kids . Jeres børn passer formentlig ind i den betegnelse. For de er på en måde noget helt tredje, hverken helt danske eller helt det, som indbyggerne er i det land, I bor i.
Vi kan meget anbefale, at I sætter jer godt ind i de glæder, ressourcer og udfordringer, man får som barn, når forældrene er og har været udstationeret i udlandet. På Center for Familieudvikling, hvor vi begge arbejder, er der mulighed for at hente hjælp i forskellige faser af en udstationeret families liv, ligesom der til stadighed er grupper for third culture kids tilpasset forskellige alderstrin, hvor børnene kan møde andre, som har lignende erfaringer som dem selv fra ophold i mange forskellige lande i verden. Og hvor de kan genkende og inspirere hinanden til at tackle mødet med det danske samfund på godt og ondt.
Hvad angår skolegang, var det en overvejelse værd, om jeres ældste skulle på en efterskole. På en sådan kommer der unge fra hele landet med forskellig baggrund og med fælles erfaring i at skulle bo hjemmefra for første gang. Og ved start af skoleåret er der ikke allerede dannet en fast kultur eller hierarki i klassen, men den kan alle bidrage til på lige fod i løbet af året.
Hvad angår den lokale skole, kan det være en god idé at tage kontakt i meget god tid, før I kommer til Danmark, og få en dialog med den eller de lærere, som jeres børn i særlig grad skal undervises af. Måske skal lærerne også spores ind på det med at være et third culture kid . Måske kan der allerede nu etableres en online-kontakt med klassen. Det seneste år har i hvert fald på godt og ondt almindeliggjort den måde for kontakt og fællesskab i skoleverdenen.
Forsøg også at skabe et så godt rum eller klima som muligt, således at jeres børn frit og så ofte, de har behov for det, kan tale om, hvad de tænker allerede nu om at skulle flytte, og hvad de tænker, når I er kommet til Danmark. Vær nysgerrige, og hjælp dem til at give udtryk for det, som fylder inden i dem. Og forsøg også at rumme deres svære følelser uden selv at blive for påvirkede. At være villig og opmærksom på at forstå, lytte og rumme er altid en god gave at give sine børn.
Mange hilsener