Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Ulykke ændrer livsvilkår

Efter trafikulykken holdt Rie Carlsens venner op med at ringe

Den 47-årige Rie Carlsen har mistet størstedelen af sin vennekreds, efter hun blev ramt af piskesmæld i forbindelse med en trafikulykke. Hun mener, at den skrumpende vennekreds blandt andet skyldes, at hun lider af et usynligt handicap. –

47-årige Rie Carlsen er en af 20.000 danskere, der inden for de seneste 10 år er blevet alvorligt skadet i en trafikulykke. Hun har stærke smerter på grund af piskesmæld, men smerterne er ikke det værste. Det er ensomheden og isolationen, fortæller hun. For efter trafikulykken for fem år siden er mange venskaber gledet ud

Et fotografi på reolen i stuen i Valby i København viser Rie Carlsen, hendes mand og to sønner foran det azurblå hav på en tyrkisk feriedestination. Billedet af den solbrændte familie blev taget i sommeren 2013, og det dokumenterer for Rie Carlsen, hvor meget hendes liv har ændret sig efter en trafikulykke i januar 2014. Fra at være en kvinde med stort overskud er hun gradvist blevet mere og mere isoleret. Det, der gør mest ondt, er, at ensomheden har påvirket hendes tidligere så optimistiske livssyn.

”Jeg tænker tit på, hvor slidt jeg ser ud i dag i forhold til det billede,” siger Rie Carlsen.

Hun er en velplejet og velformuleret kvinde på 47 år med det lyse hår sat op i en hestehale. Men der er også en lidt knugende fornemmelse af tristhed i hendes blå øjne.

Efter at Rie Carlsen blev ramt af piskesmæld på grund af en trafikulykke i januar 2014, er en stor del af hendes liv reduceret til at foregå i stuen med de nøgne grå vægge, et sofahjørne, et spisebord og en stor fladskærm på endevæggen, hvor TV 2 News kører, da vi kommer.

Hun har fået stillet diagnosen kronisk piskesmæld og lider af hovedpine og træthed, stærke smerter, summen for ørerne og en følelse af, at den højre arm er frossen. Hun får medicin, har brug for meget hvile og skal nøje planlægge, hvordan hun bruger de sparsomme kræfter.

Efter et kommunalt ressourceforløb er hendes arbejdsevne fastsat til seks en kvart time om ugen. Tre gange om ugen kører Rie Carlsen ud til Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Her arbejder hun to timer med at sørge for vagtplaner og indkøb til laboranter, inden hun kører hjem igen for at hvile sig og lave mad til familien. Hun er glad for sit job, men hun sidder alene og har kun lidt at gøre med andre kolleger. Desuden prioriterer hun at overvære sønnernes fodboldkampe om lørdagen. Det betyder, at hun efterfølgende skal hvile sig det meste af weekenden. I hverdagen er de små ture i Kvickly en vigtig del af hendes sociale liv.

Rie Carlsen er en af de 20.000 danskere, der er kommet alvorligt til skade i trafikken de seneste 10 år.

En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik har vist, at 7 ud af 10 ikke kommer sig fuldstændig over ulykken, og at næsten hver fjerde trafikoffer kæmper med stærke eller ekstreme smerter.

Men selvom smerterne er et stort problem, føler Rie Carlsen efterhånden, at det værste ved hendes situation er ensomheden. Hun savner det sociale samvær med kolleger og veninder. Inden ulykken tog hun del i andelsforeningen, hvor hun bor, var med til at organisere sociale arrangementer på skolen, arbejdspladsen og i børnenes fodboldklub og kunne med lethed samle 30 mennesker til en fødselsdag. Men i dag er samværet med vennerne gledet ud, og de er holdt op med at ringe.

”Jeg har en mand og to sønner på 11 og 14 år, og det er jeg meget taknemlig for. Men livet er også andet end mand og børn. Jeg har haft en forestilling om, at min mand og jeg skulle prioritere samværet med venner, efter at børnene var blevet større. Det har jeg slet ikke overskud til, og jeg kender ikke længere nok mennesker til at kunne holde et middagsselskab. Mine forældre er døde, og mine tre brødre bor i en anden by, så vi ses sjældent. Vores situation rammer også min mand. Han er også blevet mere ensom. I sommerferien sagde min ældste søn: ’Engang fik I så mange venner, når I tog på ferie. Det gør I ikke længere.’ Det ramte hårdt,” fortæller Rie Carlsen.

Hendes liv ændrede sig efter den 10. januar 2014. Hun var på vej til et nytårstræf med to kolleger fra det forsikringsselskab, hvor hun var ansat om konsulent. Eftermiddagstrafikken i Bredgade i det indre København var tæt. Rie Carlsen sad på bagsædet i kollegaens bil og fornemmede, at noget kom bagfra. Hun drejede nakken rundt og blev kastet frem og tilbage, fordi bilen var blevet påkørt. Fire biler var stødt sammen, og Rie Carlsen og hendes kolleger befandt sig i en halvtåget og lettere euforisk tilstand. I modsætning til Rie Carlsen slap de to kolleger, der havde siddet på forsædet, uden men.

I timerne efter ulykken sørgede kroppens adrenalin for, at hun ikke mærkede smerter. Men allerede dagen efter begyndte smerterne i nakken og i hovedet. Hun havde fået piskesmæld, og mens hendes skade blev udredt, kæmpede hun for at beholde sit job. Men halvandet år efter ulykken blev hun afskediget på grund af for mange sygedage. Fyringen ramte hende hårdt på selvfølelsen.

”Det betød rigtig meget for mig at være en del af en arbejdsplads. Bare det at sige godmorgen til kollegerne. Det var et kæmpe slag, at der ikke var brug for mig længere, selvom jeg godt kan forstå, at min arbejdsgiver havde svært ved at regne med mig. Københavns Kommune havde tilbudt min arbejdsplads, at de kunne få økonomisk hjælp til en deltidsansættelse. Jeg spurgte mig selv, hvorfor de ikke ville beholde mig. Var det, fordi jeg var et dårligt menneske? Kollegerne sagde, at vi skulle holde kontakt. Men fællesskabet med kolleger forsvinder som regel, når man ikke længere er på samme arbejdsplads,” fortæller Rie Carlsen.

Det har ikke gjort hendes situation lettere, at hendes forsikringssag stadig ikke er fuldt afklaret.

Den første tid efter ulykken var Rie Carlsen nedtrykt og isolerede sig hjemme. Hun fik god hjælp af Københavns Kommune og kom i et ressourceforløb, der skulle afklare hendes erhvervsevne. Hun håbede, at smerterne ville forsvinde. Men det gjorde de ikke på trods af fysioterapi, mindfulness, varmebassin og yoga.

Via en tidligere chef kom hun i arbejdsprøvning i et forsikringsselskab. Kollegerne var flinke, men alligevel var det svært at komme ind i fællesskabet, fordi hun kun arbejdede nogle få timer om ugen.

”Ulykken ændrede min personlighed. Fra at være den udadvendte type blev jeg gradvist mere indadvendt. Jeg havde tidligere taget til mange koncerter med veninder. Nu kunne jeg se på Facebook, at de tog til koncert uden mig, og det ramte hårdt.”

Rie Carlsen mener, at en af årsagerne til den skrumpende vennekreds er, at hun lider af et usynligt handicap.

”Mange har svært ved at forstå mine smerter, fordi de ikke kan se min skade. Samtidig går jeg hjemme det meste af dagen og oplever ikke så meget og har derfor heller ikke så meget at byde ind med,” siger Rie Carlsen.

Hun fortæller, at den yngste søn ofte er vred.

”Han vil gerne lave så mange ting, men jeg kan ikke. Jeg tror også, det er vigtigt, at børn ser deres forældre have en omgangskreds. Jeg prøvede i en periode at vende situationen til noget positivt og glæde mig over, at jeg kan være hjemme, når mine børn kommer fra skole. Det er godt, at jeg har tid til dem. Men jeg kan mærke, at de også ønsker, at deres mor har et mere udadvendt liv.”

Rie Carlsen fortæller, at ensomheden til tider påvirker hendes tankemåde negativt.

”Det er ubehageligt at erkende, men nogle gange bliver jeg jaloux på andre mennesker. Tidligere har janteloven aldrig eksisteret i min verden, men i dag kan jeg blive misundelig, hvis jeg for eksempel hører om andre, der skal til Thailand i tre uger, hvilket ville være helt urealistisk, fordi jeg ikke kan flyve så langt. Det er en ubehagelig følelse og bestemt ikke noget, jeg har lært hjemmefra,” siger Rie Carlsen.

Et par af vennerne har holdt ved. Hun taler næsten dagligt i telefon sammen med en veninde, som hun har kendt siden børnehaveklassen. Desuden har hun fået en god ven på 26 år, som hun lærte at kende på en kaffebar.

”Han er god til at skubbe på og sige, at jeg må tage mig sammen og ikke synke ned i selvmedlidenhed. Jeg havde en veninde, som blev skilt kort tid før ulykken. Vi var meget tæt sammen i forbindelse med hendes skilsmisse. Men nu har hun fået en ny kæreste, og hun har sagt, at hun ikke rigtig orker at høre om min situation, når hun selv er lykkelig. Vi lever i Danmark, og folk har travlt med deres eget liv, og mange har nok i sig selv. Jeg har tænkt rigtig meget over, om mine venskaber har været for overfladiske, og om mine venner overhovedet har kunnet lide mig. Samtidig må jeg erkende, at jeg efter ulykken ikke længere er den samme glade person som tidligere,” siger Rie Carlsen.

Lægens prognose er, at hendes helbred ikke bliver bedre, og Rie Carlsen har tænkt som gal over, hvad hun selv kan gøre for at stoppe den onde cirkel af ensomhed. Hun overvejer at blive aktiv i en sygdomsforening, fordi hun synes, der er for lidt fokus på trafikofre.

”Før skaden levede jeg på mange måder et privilegeret liv med rejser og en stor omgangskreds. Jeg har skruet ned for forventningerne til livet, men det ændrer ikke ved, at det er svært, når de fleste af vennerne er forsvundet.”

Rie Carlsen sammen med sin mand og parrets to sønner under en ferie i Tyrkiet i sommeren 2013 et halvt år før den trafikulykke, der forandrede hendes liv. – Privatfoto.