Rejseholdet havde engang en sag, hvor en mand blev fundet død i et lille bur på én gange én meter. Han var blødt ihjel efter talrige stik med en lille kniv. Det var mandens partner, som havde gjort det. De legede jævnligt en seksuel leg, der gik ud på, at kvinden talte hårdt til manden i buret, hvorefter han kom ud, og de havde sex. Men deres samliv i øvrigt var også hårdt, manden var voldelig, og denne gang var kvinden blevet bange: Han truede, hun stak for at hævne sig, situationen eskalerede – hun begik drab i affekt.
Folkedrab og krigsforbrydelser som i Auschwitz, Srebrenica og Rwanda foregik i en helt anden skala og med andre motiver, men oversteg på samme måde fantasien for, hvor grusomt et menneske kan dø.
Og så er der overlagt mord som for eksempel det, ubådskaptajnen Peter Madsen er dømt for på journalisten Kim Wall, eller Peter Lundin, som er dømt for drabene på sin daværende kæreste, hendes to sønner og sin mor.
Hvilken forbryder er mest ond? Findes det onde, altså den rene ondskab, der unddrager sig enhver rimelig forklaring og har sit udspring i sig selv, tilsyneladende løsrevet fra nogen afgørende ydre årsag?
Ja, mener retsmediciner Hans Petter Hougen og tidligere drabschef og politiinspektør Bent Isager-Nielsen, som i deres karrierer har set hver deres del af bestialske drab og forbrydelser i øvrigt, og som er aktuelle med samtalebogen ”De 7 Dødssynder”, hvor sagen om manden i buret er beskrevet.
De har især set det onde hos de forbrydere, som begår veltilrettelagt vold og drab:
”Der er mennesker, som af uforklarlige grunde er villige til at gå så langt for at opfylde deres egne behov, at det er ondt. Når en gerningsmand ikke kun slår kæresten ihjel, men også hendes to børn, fordi han vil slette alle spor, er det en ’nødvendig’ handling for at nå det mål, der er afgørende for ham: at slippe for fængsel. Det handler om karaktertræk, han har det i sig,” siger Bent Isager-Nielsen ved brug af en frase, der af natur er både vag og præcis.
Han og Hans Petter Hougen husker en kvinde, som blev ”likvideret” af den mand, hun kort forinden havde ladet sig skille fra. Det var et veluddannet, midaldrende par, og nu mødtes de en sidste gang i deres hus med en ejendomsmægler, som skulle sælge det for dem. Skoene var sat i entreen, og rundvisningen var begyndt, da manden pludselig tog et våben frem og skød kvinden for øjnene af den grundskræmte mægler.
Bent Isager-Nielsen: ”Han havde medbragt en jagtriffel og taget kolbe og løb af, så det var rigtig planlagt. Det var en mand, som ikke var så meget i affekt, at han ikke kunne styre sine umiddelbare følelser, men han havde uddannelse og regnet ud, hvordan han skulle løse den her situation. Han tænkte måske, at mødet med mægleren var sidste gang, han ville få konen at se, det var hans sidste chance. Det var måske nok baseret på følelser af had, vrede og afmagt, men koldblodigt.”
Mange drabsmænd har ofte en række karaktertræk ifølge Bent Isager-Nielsen:
”Uempatiske, grandiose, grænseoverskridende, ondskabsfulde, lægger skylden på andre end sig selv”, der disponerer ham for at begå enhver handling, han anser for at være nødvendig, eller som opfylder hans egne behov.
I bogen optræder den kendte påstand om, at op mod 15 procent af topledere har den slags psykopatiske træk. En stor del har altså lært at forvalte deres personlighed, inden for lovens rammer, sandsynligvis stærkt motiveret af en god opvækst, og ”derfor er der alt mulig grund til at drukne børn i kærlighed”, siger Bent Isager-Nielsen.
Men de samme medfødte karaktertræk er ofte en forudsætning for at begå kynisk, beregnende drab.
Bent Isager-Nielsen: ”Karaktertræk og personlighedstype træder meget igennem, når man bliver kriminel. Der er ikke én type menneske, som begår drab, og en anden, som ikke gør, jeg tror, at alle under visse omstændigheder kan presses derud. Men der er en enorm forskel på, hvordan man så gør det, slører det, finder mening og retfærdiggør det.”
Hans Petter Hougen: ”Vi er alle sammen produkter af arv og miljø. Der er en stor ydre påvirkning, men der er også noget i personen som sådan. Hvis man kan planlægge og gennemføre en kynisk forbrydelse, så er man ikke sindssyg i klinisk forstand, det vil sige psykotisk eller forstyrret i gerningsøjeblikket...”
Bent Isager-Nielsen: ”... så er man altså ond. Hvad det så end er.”
Et andet udspring har den ondskab, som for eksempel nazisterne stod bag, og som en Hitler-anekdote løfter en flig af sløret for: Enden var nær i april 1945, da Den Røde Hær rykkede mod Berlin. Vaklende enheder af tyske reserver var allerede gået i opløsning, en eliteenhed tog flugten i panik, og den tyske general Gotthard Heinrici var så bekymret for, at resterne af Berlins forsvar skulle blive omringet og tilintetgjort til ingen verdens nytte (krigen var jo tabt), at han tog kontakt til førerbunkeren og bad om tilladelse til at trække sine styrker tilbage. Generalen, han fik i røret, blev ”så chokeret, at han næsten fik åndenød”, skriver historikeren Joachim Fest om episoden i ”Ragnarok” om de sidste uger, da Det Tredje Rige gik under:
”Det vil Hitler aldrig gå med til,” hikstede den rystede general.
Nationalsocialismen fremviste ”så meget mere ubarmhjertighed og koncentreret umenneskelighed”, beskriver Fest om ideologien, der endnu i dag står som et symbol for det rendyrket onde.
Den var blandt andet baseret på idéer om Nazityskland som den ”ensomme helt i kampen mod det apokalyptiske rytteri af verdensjødedom, bolsjevisme og plutokrati”, og den havde det blinde hierarki som en grundpille, hvilket anekdoten om general Heinrici viser.
Men der var dog en ideologi. En ”hjernevask”, som Hans Petter Hougen og Bent Isager-Nielsen uden omsvøb kalder motivet bag den type kollektiv ondskab.
Hans Petter Hougen: ”Der var i Nazitysklands tilfælde et helt system og samfund, der gav ondskaben en storslået idémæssig indpakning. På den måde adskiller et folkedrab som holocaust sig fra den drabsmand, som på egen hånd finder mening med og udfører en ond handling. En typisk forklaring fra de soldater, der deltog i mord på jøder, har også været, at de blot fulgte ordre: Nationalsocialismen var Max Webers bureaukrati (tysk sociologi, der beskrev bureaukratiet som organisationsform, red.) taget til ekstremen, og det havde en betydning for, hvordan i hvert fald nogle personer fra de lavere hierarkiske lag var i stand til at deltage i drabene, tror jeg,” siger han og præciserer:
”Jeg mener ikke, at det, nazisterne gjorde, ikke var ondt. Det betyder ikke, at man accepterer eller undskylder en gerningsmand, fordi man bedre kan forstå, hvordan han blev i stand til at begå sine handlinger.”
Uanset ondskabens anatomi kan nogle typer af drab forebygges. Det gælder især de ”grusomme kvindedrab” – både dem, der foregår i affekt, og dem, der foretages med koldt blod, mener retsmedicineren og politimanden.
Drab på prosituterede ”hører ofte til blandt de mest bestialske”, står der i Hans Petter Hougen og Bent Isager-Nielsens bog, og de illustrerer pointen. Én kvinde fandt politiet i et omklædningsrum i hovedstadsområdet, stukket ihjel med en foldekniv, bestjålet de penge, hun netop havde modtaget for sine ydelser, og smidt i et skab, hvorfra
hendes lig nu var faldet ud på gulvet.
”Manden følte sig hævet over kvinden, han var bedre end hende,” tolker Bent Isager-Nielsen i bogen med henvisning til de stærke kulturelle forestillinger, der hersker om kvinder, som sælger sig selv, deres mindreværd og den skyld, de altså selv må tage på sig for den ringeagt, de udsættes for.
Det er beslægtede fornemmelser af berettigelse, som en forsmået mand kan føle over for en kvinde, som er gået fra ham, og som nogle gange bliver til drab, hvad enten det er overlagt eller spontant.
Bent Isager-Nielsen: ”Forholdet mellem mænd og kvinder er årsag til ekstremt megen voldelig kriminalitet, og dér kunne man fra samfundets side virkelig sætte ind. Mænd skal lære som drenge at tackle de nederlag, de møder, også med kvinder: Du går gennem livet, og nogle gange er du foran, nogle gange er du bagefter, og man må styre sine følelser af vrede, hævn og jalousi,” siger han og tilføjer:
”Og kvinderne skal gå fra sådan en mand. Første gang man ser den vrede, der bunder i sådan en bizar og usund macho-identitet, så skal man gå. Og hvis man ikke kan eller vil det, så skal man sætte ord på. Man skal sige det højt og orientere sin familie, så mandens adfærd kommer ud i lyset. På den måde bliver han også konfronteret med andres bedømmelse af hans opførsel, og det i sig selv kan have en korrigerende effekt og måske endda få ham til at søge hjælp.”
Når det gælder de mest koldblodige mordere, knytter forebyggelse sig netop til det, som Bent Isager-Nielsen og Hans Petter Hougen mener er kendetegnet ved ondskab i sin ærkeform: psykopatens fokus på at nå sit mål, uden hensyn til andre.
Bent Isager-Nielsen: ”For få år siden skete en ændring i sager om kvindevold, som vil få betydning, mener jeg. Der sagde Rigsadvokaten til politiets anklagemyndighed, at vi ikke skal være så fokuserede på, om en voldsramt kvinde trækker sin anmeldelse tilbage, hvilket ofte sker. Signalet var, at den forurettede kvinde ikke ejer sagen, det gør systemet og retsvæsenet – vi må og skal blande os i den private vold, uanset om den voldsramte vil drive sagen eller ej. Den ændring gør sig også langt hen ad vejen gældende på voldtægtsområdet,” siger han og konstaterer:
”Blandt kriminologer og sociologer er det en udbredt opfattelse, at straf ikke gør den kriminelle mindre kriminel. Men er der en effekt af straf, så mener jeg, at det er denne: Flere personer med kynisk-beregnende karaktertræk ville begå kriminalitet, hvis de troede, de kunne slippe af sted med det. På den måde er der en vis forebyggende effekt i at opklare forbrydelser.”
Hans Petter Hougen: ”De sætter simpelthen regnestykket op: Hvad taler for, og hvad taler imod at begå den her forbrydelse, som jeg finder mening i at begå? Jo flere forbrydelser, vi opklarer, jo flere koldblodige mordere vil bremse sig selv.”