Prøv avisen

Tidligere drabschef og retsmediciner: Jo, den rene ondskab findes

Retsmediciner Hans Petter Hougen (tv. )og tidligere drabsefterforsker Bent Isager-Nielsen har set mere ondskab end de fleste. Bag de værste forbrydelser står ofte en gerningsmand, der har haft en svær opvækst. Men arv og miljø er ikke forklaring nok på forbrydelserne. – Foto: Leif Tuxen

I de værste forbrydere sidder en kerne af ondskab, som ikke kan forklares af opvækst og miljø, mener retsmediciner Hans Petter Hougen og tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen

Rejseholdet havde engang en sag, hvor en mand blev fundet død i et lille bur på én gange én meter. Han var blødt ihjel efter talrige stik med en lille kniv. Det var mandens partner, som havde gjort det. De legede jævnligt en seksuel leg, der gik ud på, at kvinden talte hårdt til manden i buret, hvorefter han kom ud, og de havde sex. Men deres samliv i øvrigt var også hårdt, manden var voldelig, og denne gang var kvinden blevet bange: Han truede, hun stak for at hævne sig, situationen eskalerede – hun begik drab i affekt.

Folkedrab og krigsforbrydelser som i Auschwitz, Srebrenica og Rwanda foregik i en helt anden skala og med andre motiver, men oversteg på samme måde fantasien for, hvor grusomt et menneske kan dø.

Og så er der overlagt mord som for eksempel det, ubådskaptajnen Peter Madsen er dømt for på journalisten Kim Wall, eller Peter Lundin, som er dømt for drabene på sin daværende kæreste, hendes to sønner og sin mor.

Hvilken forbryder er mest ond? Findes det onde, altså den rene ondskab, der unddrager sig enhver rimelig forklaring og har sit udspring i sig selv, tilsyneladende løsrevet fra nogen afgørende ydre årsag?

Ja, mener retsmediciner Hans Petter Hougen og tidligere drabschef og politiinspektør Bent Isager-Nielsen, som i deres karrierer har set hver deres del af bestialske drab og forbrydelser i øvrigt, og som er aktuelle med samtalebogen ”De 7 Dødssynder”, hvor sagen om manden i buret er beskrevet.

De har især set det onde hos de forbrydere, som begår veltilrettelagt vold og drab:

”Der er mennesker, som af uforklarlige grunde er villige til at gå så langt for at opfylde deres egne behov, at det er ondt. Når en gerningsmand ikke kun slår kæresten ihjel, men også hendes to børn, fordi han vil slette alle spor, er det en ’nødvendig’ handling for at nå det mål, der er afgørende for ham: at slippe for fængsel. Det handler om karaktertræk, han har det i sig,” siger Bent Isager-Nielsen ved brug af en frase, der af natur er både vag og præcis.

Han og Hans Petter Hougen husker en kvinde, som blev ”likvideret” af den mand, hun kort forinden havde ladet sig skille fra. Det var et veluddannet, midaldrende par, og nu mødtes de en sidste gang i deres hus med en ejendomsmægler, som skulle sælge det for dem. Skoene var sat i entreen, og rundvisningen var begyndt, da manden pludselig tog et våben frem og skød kvinden for øjnene af den grundskræmte mægler.

Bent Isager-Nielsen: ”Han havde medbragt en jagtriffel og taget kolbe og løb af, så det var rigtig planlagt. Det var en mand, som ikke var så meget i affekt, at han ikke kunne styre sine umiddelbare følelser, men han havde uddannelse og regnet ud, hvordan han skulle løse den her situation. Han tænkte måske, at mødet med mægleren var sidste gang, han ville få konen at se, det var hans sidste chance. Det var måske nok baseret på følelser af had, vrede og afmagt, men koldblodigt.”

Mange drabsmænd har ofte en række karaktertræk ifølge Bent Isager-Nielsen:

”Uempatiske, grandiose, grænseoverskridende, ondskabsfulde, lægger skylden på andre end sig selv”, der disponerer ham for at begå enhver handling, han anser for at være nødvendig, eller som opfylder hans egne behov.

I bogen optræder den kendte påstand om, at op mod 15 procent af topledere har den slags psykopatiske træk. En stor del har altså lært at forvalte deres personlighed, inden for lovens rammer, sandsynligvis stærkt motiveret af en god opvækst, og ”derfor er der alt mulig grund til at drukne børn i kærlighed”, siger Bent Isager-Nielsen.

Men de samme medfødte karaktertræk er ofte en forudsætning for at begå kynisk, beregnende drab.

Bent Isager-Nielsen: ”Karaktertræk og personlighedstype træder meget igennem, når man bliver kriminel. Der er ikke én type menneske, som begår drab, og en anden, som ikke gør, jeg tror, at alle under visse omstændigheder kan presses derud. Men der er en enorm forskel på, hvordan man så gør det, slører det, finder mening og retfærdiggør det.”