Konflikter, sorg, ensomhed og familiære problemer. Det er de fire overordnede temaer, som får mennesker til at kontakte præsten og bede om en samtale. Det fremgår af en undersøgelse, som blev lavet i Norge for et par år siden, og der er ingen grund til at tro, at det er anderledes i Danmark.
Længe før psykologiens og terapikulturens gennembrud har sjælesorg været en del af kirkens tilbud til mennesker. Faktisk var sjælesorgen der også før kirken. De gamle grækere brugte begrebet som en filosofisk disciplin, og kirkefædrene videreførte det som en del af den kristne kirkes kendetegn.
Få har som professor Tor Johan S. Grevbo beskæftiget sig med sjælesorg i nordisk sammenhæng. Nogle vil kende ham som professor i sjælesorg ved Københavns Universitet, hvor studerende stadig læser hans fagbøger om sjælesorg. Sidste år udkom en diger en af slagsen ”Sjelesorg i teori og praksis”, som fik en positiv anmeldelse i Præsteforeningens blad.
Han er 74 år, og det er 50 år siden, at han blev ordineret som præst. Omtrent lige så længe har han praktisk og akademisk arbejdet med sjælesorg. Vel at mærke i en tid, hvor terapikulturen har haft vokseværk. Men hvad har sjælesorgen at tilbyde en kultur rig på psykologer, psykoterapeuter, vejledere og coaches i mange indpakninger? Det spørgsmål er anledningen til dette interview.
Tegneren og forfatteren Storm P. står bag en Dagens Flue, hvor en mand afviser tilbud om sjælesorg med den begrundelse, at han har sorger nok. Og ordet er måske let at snuble over, medgiver Tor Johan S. Grevbo og henviser til Den Danske Ordbog. Her står der følgende om sjælesorg: ”Omsorg for et menneske i sjælelig nød, især den vejledning og trøst som en præst yder under samtale med et medlem af menigheden.” Sorg kommer altså af omsorg. Og når man taler om sjæl, handler det om mere end menneskets sjæleliv.
”Sjæl skal forstås som et udtryk for den menneskelige helhed. I sjælesorg er synet på sjælen ikke begrænset til kun at omfatte menneskers følelsesliv og de inderste relationer.”
Tor Johan S. Grevbo tegner med sine hænder et stort rum og siger, at sjælesorgen er det virkelige store rum i verden, hvor alt det, som har en plads i menneskelivet, har en plads. Eller som han skriver det i sin bog: ”Sjælesorgen dækker på en måde alle sider ved Guds mis- sion i verden og er ikke begrænset til et fortroligt samtalerum mellem to mennesker.”
Når man hører ordet sjælesorg, kan man se en æske med bløde Kleenex for sig og en lyttende præst i samtale med et medmenneske eller en konfident, som er faglitteraturens ord for det menneske, som modtager sjælesorg. For at sætte den rette ramme om sjælesorgen er det, ifølge Tor Johan S. Grevbo, en god idé at slå op i Den Danske Salmebog og synge Grundtvigs salme ”Talsmand, som på jorderige”. Det tredje vers indledes med ordene: ”Sjælesørger fra det høje, hold med os et vågent øje.”
”Gud er den store sjælesørger, sådan som Grundtvig formulerer det. Alle mennesker er omfattet af det, man kan kalde den generelle sjælesorg, som opstår i skæringspunktet mellem menneskelivet og Guds som skaber og opretholder. Når du taler med mennesker, vil mange fortælle om den uforklarlige godhed, som de møder i mødet med andre mennesker i hverdagen, hvor det er, som om man bæres af noget. Som præst ser jeg det som Guds omsorg og store sjælesorg. Eller som salmedigteren Svein Ellingsen skriver: ’Lad os i vor trængsel mærke: Under alle dyb er Du’.”
Konflikter, sorg, ensomhed og familiære problemer, som i følge det norske studie er menneskers hyppigste grunde til at bede om en sjælesørgerisk samtale, er også temaer, man kunne tage op med en psykolog eller anden terapeut. Hvad er forskellen på at tale med en præst og ikke en psykolog? Altså når man ser bort fra, at man skal betale hos psykologen, mens præsten gratis giver af sin tid.
Selvom præsten i studietiden primært har fordybet sig i teologisk litteratur, vil de fleste sjælesørgere også have en psykologisk indsigt og viden. Det er en udvikling, som er slået igennem med den moderne sjælesorgsbevægelse, hvor en af pionererne er den amerikanske præst Anton T. Boisen (1876-1965). Han blev selv psykiatrisk patient, og siden kunne han beskrive, hvordan han fik besøg af præster, som havde svært ved at forholde sig til deres syge kollega, men var meget hurtige til at slå op i den medbragte bibel, læse nogle trøsterige vers og bede en bøn.
”Der er ikke noget galt med at dele bibelord, men som sjælesørger skal man både kunne læse de levende, menneskelige dokumenter i den situation, som de er i og den hellige skrift.”
I de fem årtier, Tor Johan S. Grevbo har arbejdet med sjælesorg, har ikke mindst inspirationen fra psykoterapien vundet indpas i sjælesorgen. En udvikling, han mener, man også må forholde sig kritisk til.
”Mange af sjælesorgens arbejdsmetoder er tæt knyttet til en psykoterapeutisk model, som bliver en slags terapeutisk sjælesorg farvet af en kultur, hvor terapi fylder meget. Sjælesorgen kan hente impulser fra mange felter, for der findes et stort fællesområde mellem sjælesorg og psykoterapi, men sjælesorgen skal have et andet udgangspunkt end psykoterapien. Sjælesorg er en teologisk og kirkelige disciplin, som trækker på den kristne traditions kraft, mens psykoterapi og psykologi bygger på forskning og erfaringer, som er udviklet de seneste 150 år. Det er en grundlæggende forskel, som præger menneskesynet, målet og metoderne i arbejdet.”
En konsekvens af, at nogle præster i deres sjælesørgeriske samtaler låner flittigt fra psykologernes værktøjskasse, mærker Tor Johan S. Grevbo i samtaler med folk, som er gået skuffede bort efter en samtale med en sjælesørger.
”Jeg møder folk, som i sjælesorgen efterlyser tydeligere forankring i kristen praksis. Min skræk er de situationer, hvor mennesker har ønsket en samtale på det dybe, men hvor præsten har fundet det mest bekvemt at tale ud fra et almenmenneskeligt perspektiv.”
Han fortæller om en erfaren psykolog, som havde kontaktet en præst for at få en sjælesørgerisk samtale om sin tabte barne- og ungdomstro. Præsten havde taget fat på at vende spørgsmål fra psykologens opvækst, og videre kom de ikke i samtalen. Psykologen var for høflig til at konfrontere præsten med sin skuffelse, men han gik frustreret hjem.
”Kirken skal have tillid til, at det, man søger hos præsten, er noget andet end det, man kan få hos en psykolog. Når man kommer til præsten, skal man som udgangspunkt være sikker på, at man ikke bliver sygeliggjort, men at samtalen sættes ind i en større eksistentiel sammenhæng.”
Han foretager igen et spring til Den Danske Salmebog til Kingos ”Sorrig og glæde de vandrer til hobe”. Ifølge Grevbo er det en af de bedste sjælesørgeriske tekster, som er skrevet. Han fremhæver ordene ”alle har sit, stort eller lidt, Himlen alene for sorgen er kvit”.
”Vi er opdraget til, at alle problemer kan løses, men der er en tragisk dimension ved det at være menneske, som vi i sjælesorgen må komme til rette med, for intet menneske undslipper sorg, fortvivlelse, angst eller ulykke af forskellig slags. Samtidig er vi sat i en verden, hvor menneskeheden har forskellige kår, og mennesker er til en vis grad præget af den tyngende alvor, som ligger i skævheden i verden.”
Spørger man, hvad sjælesorgen har at tilbyde i en kultur rig på terapi, finder man en del af svaret i kirkens tradition, mener Tor Johan S. Grevbo. For nogle år siden formulerede den tyske professor Eberhard Hauschildt en række såkaldte sjælesørgeriske trumfkort. Den tyske professor ville med sine trumfkort vise, hvordan sjælesorgen kunne virke ind i nutiden uden at fornægte dens grundlag. Tor Johan S. Grevbo er som praktiker og akademiker overbevist om, at der er inspiration at hente i Hauschildts trumfkort, når et menneske rækker ud efter livshjælp.
Et af Hauschildts trumfkort er bøn. Når mennesker oplever pres, tilbydes de alskens former for afspænding fra yogatimer til øvelser i mindfulness. Tor Johan S. Grevbo mener, at netop bøn kan have en afgørende rolle i forbindelse med sjælesorg.
”Bøn er som kontaktlimen mellem mennesker og evigheden og har en effekt ind i vore dybeste og mest skjulte revner og sprækker.”
Et andet trumfkort er tilbuddet om fællesskab. Mennesker, som henvender sig for at tale om ensomhed, søger fællesskaber, og den kristne kirke og menighed kan tilbyde relationer. Samtidig er der en generel længsel efter at finde fred med sig selv. Kristendommens forkyndelse af tilgivelsen er et trumfkort.
”Kan man tage imod Guds tilgivelse, er det en erfaring, som overgår den harmoni, man søger efter.”
Og endelig er der en længsel efter styrke og kraft hos mennesker, som føler sig slidte. Her skal man ikke underkende velsignelsen, som man kender fra kirkens liturgi. Velsignelsen er et måske undervurderet trumfkort, mener Tor Johan S. Grevbo. Når han har sjælesørgeriske samtaler med mennesker på deres dødsleje, er det ofte et ønske om at få lyst velsignelsen, som har fået den døende til at sende bud efter ham.
”Velsignelsen er ikke bare ord, men en rituel handling, som udtrykker og formidler et tilhørssted under Guds nådige blik og i hans kraftfelt. Og velsignelsen omfatter hele mennesket. Lytter man til ordene i velsignelsen, er man ikke i tvivl om, at Gud mener det godt med os mennesker og vil os det godt. Det reducerer imidlertid ikke Gud til en godhjertet støttepædagog.”