Det kræver ekstra uddannelse, hvis læger skal kunne indgå i eksistentielle samtaler med patienter. Det er professor Pål Gulbrandsens konklusion. Han er læge og professor ved Oslo Universitet og har i to årtier arbejdet med lægers evne til at kommunikere med patienter. Når han drager i felten som forsker, sætter han et videokamera op og optager lægernes samtale med patienterne ved sengekanten.
For nylig har han publiceret et studie, hvor han har fulgt 71 lægers arbejde og konkluderer, at lægerne er dårlige til at håndtere samtaler om livets store spørgsmål og forsøger at flytte samtalen væk fra emner af mere eksistentiel karakter og få samtalen over på biomedicinsk spor.
Han beskriver, hvordan lægerne var høflige og venlige over for patienten, men i hele samtalen forsøgte at holde fast ved medicinske facts og forsøgte at skifte spor, når patienten lagde an til at tale om magtesløshed.
Den norske professors ærinde er ikke at kritisere lægerne for deres medicinske fokus, men han understreger, at lægernes manglende evne til at gå ind i samtaler om eksistens og åndelighed påvirker patienternes trivsel og deres evne til at mestre situationen.
”Meget forskning har vist, at patienternes følelsesmæssige behov ikke varetages tilstrækkeligt. Som læger behøver vi ikke have svarene på de spørgsmål, patienten tumler med, men vi kunne med fordel lære at være nysgerrigt til stede og lytte. Gør man det, får man patientens tillid, hvilket har en afgørende værdi for det videre løb for både patient og læge.”
Pål Gulbrandsen har ikke sat sit kamera op på Sygehus Lillebælt, som omfatter Fredericia, Give, Kolding, Middelfart og Vejle Sygehuse, men sygeplejerske, ph.d. Jette Ammentorp, der er professor ved enhed for sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, er ikke i tvivl om, at både læger og personale på det store sygehus generelt har svært ved at gå ind i samtaler om eksistens og åndelighed.
Hun er projektleder på et ambitiøst efteruddannelses- og forskningsprojekt på Sygehus Lillebælt, hvor alle fra portører til den øverste ledelse på afdelingerne er blevet efteruddannet i kommunikation med patienter: ”Klar tale med patienterne”. Snart har 3000 medarbejdere været gennem et forløb på to eller tre dage afhængig af deres stilling. Og i disse måneder forberedes en udvidelse af programmet. En række medarbejdere skal efteruddannes, så de bliver i stand til at indgå i eksistentielle og åndelige samtaler med patienterne.
”Det er et område, som det kan være meget svært for sundhedsprofessionelle at bevæge sig ind i. Som læger eller sygeplejersker er vi trænede i at have kliniske samtaler, men det kræver, at man på en anden måde har sig selv med som menneske, når man skal kunne tale med patienter om eksistentielle spørgsmål og særligt tro, som for mange er forbundet med tabu. Men vi må lære, hvad det er for spørgsmål, vi kan stille, og det er okay, at man går på listefod,” siger hun.
Når man bliver indlagt, er man patient, men det har længe været et ideal, at man som patient også skal være partner. Når man som patient bliver partner, opnår man bedre faglige resultater for færre midler, men skal det ambitiøse mål nås, er det ifølge Jette Ammentorp afgørende, at man møder patienten som menneske og ikke som en diagnose. Hun siger:
”Vi skal have respekt for den viden, det sundhedsfaglige personale har, men hvert menneske kommer til hospitalet med deres livsviden og en viden om deres krop og sind, som vi bliver nødt til at kunne åbne os for.”
Landets hospitalspræster kan berette, at sygehusene er som de rene bedehuse. Det samme kan man læse i det internationale studie, som er omtalt på denne side.
Religionspsykolog Peter la Cour er en af de forskere, som har vist, at spørgsmål om mening også bliver mere nærværende for danskere i forbindelse med sygdom. Han står bag en undersøgelse blandt patienter på Rigshospitalet i København, som blev publiceret i Ugeskrift for læger i 2008. Her svarede mere end hver anden, at de tænkte mere over meningen med livet og formålet med deres liv, efter de var blevet syge.
De blev spurgt, hvad de anså for vigtigt i forhold til at få det bedre. Mere end 9 ud af 10 svarede, at de vægtede lægevidenskaben, men også familie og venner blev anset som en støttende faktor for 9 ud af 10. Mere end 8 ud af 10 vægtede deres egne, indre ressourcer, mens knap en tredjedel pegede på deres gudsforhold som en styrke i krisen.
I forbindelse med udviklingen og styrkelsen af den eksistentielle og åndelige samtale på Sygehus Lillebælt samarbejder sygehuset blandt andet med Niels Christian Hvidt, der har en italiensk doktorgrad og nu er lektor ved forskningsenheden for almen medicin på Syddansk Universitet. Han har tidligere været professor i åndelig omsorg ved klinik for palliativ medicin på München Universitet i Sydtyskland, hvor han underviste kommende læger i at indgå i samtaler om tro og eksistens.
”Vi ved, at det her er noget, som påvirker patienters velvære. Fra forskningen ved vi, at man som patient har brug for at blive mødt på to planer. Det ene plan er det kognitive, hvor man skal have alle de informationer, som der er brug for, men man har også brug for at blive mødt på et emotionelt plan, som både kan rumme det eksistentielle og åndelige,” siger Niels Christian Hvidt.
Han har sammen med studerende fra Syddansk Universitet gennemgået en række sygehusjournaler for danske patienter for at se, hvordan lægerne her forholder sig til patientens eksistens. Som en del af en standardprocedure bliver der spurgt til religiøst tilhørsforhold. Er patienten for eksempel medlem af folkekirken – men derudover viser journalerne stort set ingen anden berøring af den værdimæssige bagage.
”Der kan være en tendens til, at man som læge gerne vil gemme sig bag et klinisk skjold. Det kræver besindelse på ens egne værdier og nærværstræning at kunne favne eksempelvis patientens lidelse,” siger han.
Mens man på Sygehus Lillebælt er i gang med et efteruddannelsesforløb i kommunikation om eksistens og åndelighed, så er der på Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet i København åbnet såkaldte ”eksistenslaboratorier”. Laboratorierne er et efteruddannelsestilbud til sygeplejersker og læger, hvor de over ni uger mødes tre gange to timer på tværs af specialer og drøfter, hvordan de kan give eksistentiel støtte til patienterne. Maria Baastrup Jørgensen, der har været hospitalspræst i 10 år, har udviklet eksistenslaboratorierne sammen med religionssociolog Majbritt Normann Nielsen. Maria Baastrup Jørgensen siger:
”Vi ønsker at styrke det sundhedsprofessionelle personales gehør i samtalerne med patienterne, hvor der generelt er meget fokus på behandlingen. Vi oplever, at lægerne og sygeplejerskerne gerne vil kunne være lydhøre over for patienters behov for at tale om håb, mening og afmagt, men det kræver, at man får øvet sit eget eksistentielle sprog, og det arbejder vi med i eksistenslaboratorierne.”
Det første eksistenslaboratorium blev til som et pilotprojekt i 2014, og i efteråret 2015 blev det muligt at udvide projektet med støtte fra TrygFonden. Tre hospitalspræster er involveret, og to religionssociologer følger arbejdet med henblik på at kunne dokumentere, hvilken forskel indsatsen gør. Ambitionen er, at der på sigt skal etableres eksistenslaboratorier på alle sygehuse i Region Hovedstaden med hospitalspræsterne som laboratorieledere. Laboratorierne vil fungere som en åben tværfaglig efteruddannelse af læger og sygeplejerske, hvor der er fokus på at styrke samtalen om emner som tro, håb, mening, afmagt og død.
”Med eksistenslaboratorierne er vi med til at bringe et nyt spor ind. For at gå ind i de samtaler med patienter eller pårørende skal man ikke have svaret på livets store spørgsmål, men man skal have mod til at formulere spørgsmålene. I et højt specialiseret, effektivt sygehussystem er der fokus på, hvad man kan gøre for patienten, men i øvelserne i eksistens-laboratorierne flytter vi fokus til, hvilke spørgsmål man kan åbne op for i samtalen med patienten,” siger Maria Baastrup Jørgensen.
Det er 15 år siden, Niels Christian Hvidt begyndte at forske i åndelighedens betydning for helbred. Han oplever, at man i dag er nået til et slags tidehverv for området i Danmark.
Han sammenligner det med dengang i midten af 1970’erne, hvor spørgsmål om kræftpatienters mulige seksuelle problemer kom i fokus.
”Fra at have været et tabu blev det naturligt at tale om seksualitet med patienter. Vi har brug for at udvikle metoder, som kan bryde det tabu, der i dag er omkring eksistens, åndelighed og religion i sundhedsvæsnet. Det er der en bred velvilje til, bare det gøres professionelt og med respekt for den enkelte patient.”