Eksperten: Fodbolden lærte mig, hvad det vil sige at være dansk

Samtidig med at europamesterskaberne i fodbold går i gang, er kontinentet, der har været hårdt plaget af coronavirus, ved at lægge pandemien bag sig. Fællesskab og fest er på vej tilbage. Kristeligt Dagblad har spurgt en fodboldekspert, hvad hun taler om, når hun ­taler om fodbold. For hvorfor overhovedet gå op i 22 mands sparken til en bold?

 33-årige Arnela Muminovic kom til Danmark fra Bosnien i 1992. Hun har spillet på diverse ungdomslandhold i fodbold. I dag er hun fodboldekspert for blandt andet DR. Bor på Nørrebro i København.
33-årige Arnela Muminovic kom til Danmark fra Bosnien i 1992. Hun har spillet på diverse ungdomslandhold i fodbold. I dag er hun fodboldekspert for blandt andet DR. Bor på Nørrebro i København. Foto: Lærke Posselt

Jeg blev født i Bosnien i Jugoslavien, og min mor har altid underholdt med, hvordan jeg tumlede rundt i hendes mave, når landet spillede landskamp. På mange måder var det jugoslaviske landshold den sidste bastion, som formåede at holde sammen på landet på tværs af de etniske spændinger, og det minder os om fodboldlandsholdenes samlende kraft. Og selvom historien om Bosnien i dag på ingen måder er rosenrød, så rummer det bosniske landshold spillere fra alle tre etniciteter, og det viser meget godt, at sport kan være med til at samle en nation på trods af kaos og sociale kløfter.

I 1992 måtte vi flygte til Danmark, og fra da af blev fodbold en stor del af mit liv. Jeg husker, hvordan de tre år på asylcenteret ved Viborg gik med, at jeg nærmest dagligt var ude at spille fodbold på græsplænen med de andre børn. Det var selvfølgelig en tid præget af alvor, og af og til oplevede jeg, hvordan mine forældre var kede af det. På den måde blev fodbolden et frirum, hvor jeg kunne glemme krigen og bare var glad og ubekymret, som børn bør være.

Da vi flyttede fra asylcentret til Kjellerup i Midtjylland, blev jeg indmeldt i den lokale fodboldklub, hvor nogle af de andre piger i klassen spillede. Jeg tror egentlig, at det var her, min integration begyndte. Jeg var jo et anderledes barn med et mærkeligt navn og en anden etnisk baggrund, men her kom jeg ind i en fodboldforening, der som alle andre bygger på værdier som samhørighed og fællesskab. Der oplevede jeg, at det var fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg hed, eller hvor jeg kom fra. Jeg var fodboldspiller ligesom de andre, og jeg tror, det lærte mig at hvile i mig selv og finde en identitet, hvor jeg både kunne føle mig dansk og bosnisk. En weekend skulle vi til Brande og spille en turnering, der vist hed Invita-cup. Jeg havde haft ondt i maven og var syg, så jeg kunne ikke tage med holdet om lørdagen. Der husker jeg, hvordan mine holdkammerater i løbet af turneringen ringede til mig og spurgte, hvordan jeg havde det og sagde, at jeg skulle komme, hvis jeg fik det bedre. Jeg var vel syv-otte år, så uden helt at vide det følte jeg mig for første gang anerkendt og som en vigtig del af et fællesskab, og det er noget, alle mennesker, men måske særligt flygtninge, har brug for at føle. Det lyder måske underligt, men fodboldholdet og venskaberne gjorde mig klar til livet. For der lærte vi, at der skal være plads til forskellighed. Vi lærte at være sammen om glæden ved en sejr, men ligeså vigtigt lærte vi at stå sammen, når vi mærkede nederlagene, og vi lærte at tackle vores frustrationer og skænderier. For uanset hvor smerteligt nederlaget havde været, satte vi aldrig spørgsmålstegn ved fællesskabet, for vi vidste, at ingen af os kunne udrette noget alene. Det var en uddannelse i at blive et godt menneske.

Fodbold er for mig sensationer. Spiller for spiller har man måske ikke det bedste hold, men hvis alt klikker, så kan ethvert landshold vinde EM. I fodbold har alle hold en chance, og derfor kan vi også godt tillade os at drømme på vegne af det danske landshold. Selvom otte-ni hold på papiret er bedre, så har de måske ikke den samme holdånd som os. Nok er vi et lille land, men vi ved, hvad vi kan udrette, når vi står sammen som et kollektiv. Det gælder fodbold, men også vores samfund i øvrigt. Mine forældre kan stadig blive forbløffede over, hvor godt det her land fungerer i forbindelse med for eksempel coronahåndteringen, og det er sigende. EM på hjemmebane bliver once in a lifetime . Og det faktum, at slutrunden kommer efter mere end et år med corona, gør kun oplevelsen større. Jeg glæder mig selvfølgelig til at sidde i studiet og tale om kampene for DR, men faktisk glæder mig allermest til at trisse hjem gennem Fælledparken og stille og roligt betragte de mange mennesker og mærke deres eufori.