Pling. Emma Holten ligger og sover, da et rødt ikon dukker op på hendes computer og gør opmærksom på, at der ligger en ulæst besked i hendes email-indbakke. Pling. Endnu en besked følger. Pling, pling, pling.
Da Emma Holten vågner en efterårsmorgen i 2011, er det til en ny virkelighed. Hendes mail er blevet hacket, og fra den har hackerne fået adgang til billeder, hun tidligere har sendt til sin daværende kæreste. Billeder hvorpå hun optræder nøgen.
Men nu florerer de private billeder på diverse online fora sammen med oplysninger om hende selv og hendes familie. I løbet af timer er hundredvis af mails og chatbeskeder strømmet ind i Emma Holtens digitale postkasser. De er fra drenge og mænd over hele verden, der har set billederne, og henvendelserne fortsætter. Hver dag i uger, der bliver til måneder.
”Sluk din computer,” lyder opfordringen fra politiet, da Emma Holten søger hjælp til at få det stoppet.
Mens månederne efter det, der i dag betegnes som en digital sexkrænkelse, bliver til først ét, så to år, kryber depressionen ind over Emma Holten. Begravet af både skam og de beskeder, der bliver ved med at vælte ind, hver gang billederne deles på ny, opfatter hun ikke, at det er det, hun er; deprimeret.
Emma Holten har givet op. På alting.
10 år siden
I netop disse uger er det 10 år siden, Emma Holtens tilværelse tog en drejning. Det seneste årti har hun været ansigtet på en aktivistisk og juridisk kamp, der har sat fokus på såvel seksualnormer som samfundets opfattelse af, hvad det vil sige at være blevet udsat for et overgreb – fysisk såvel som digitalt.
Men i tiden efter hendes private billeder var blevet spredt vidt og bredt på nettet, var dét ikke en retning, den dengang 20-årige Emma Holten selv vidste, hun ville gå. For når man har det, som Emma Holten havde det, kan det virke håbløst overhovedet at forsøge at tage sin tilværelse i nogen retning. Googlede man hendes navn, lå nøgenbillederne i søgeresultaternes første spalte. Og hendes fremtidsudsyn var så godt som reduceret til tre spørgsmål, der kørte på repeat i hendes indre:
”Hvem kommer til at ville ansætte mig? Hvem vil gide være kæreste med mig? Hvem vil overhovedet have med mig at gøre, efter alt det der er sket?”.
Der var ingen at spejle sig i. Ingen MeToo-hashtags på de sociale medier. Ingen, der for alvor talte om seksuelle krænkelser – og slet ikke dem, der var foregået online. Emma Holten var den eneste i hele Danmark, der var blevet udsat for det, hun var blevet udsat for. Troede hun i hvert fald.
Noget begynder at dæmre
Som 10-året for det digitale overgreb nærmer sig, reflekterer Emma Holten mere end sædvanligt over den betydning, hændelsen skulle vise sig at få for hende. Og hvor lidt hun var klar over det, da det faktisk skete.
”Jeg tænker meget over alle de ting, det har gjort ved mig, som jeg ikke helt forstår endnu. Jeg kan ikke rigtigt vide, hvad det har gjort ved min forståelse af min egen krop, mine relationer til mænd eller til andre kvinder. Det er gået op for mig, at jeg måske har udsat det personlige og mentale arbejde til fordel for det politiske,” siger hun.
Det var ikke krænkelsen i sig selv, der blev vendepunktet for Emma Holten. Godt nok havde delingen af de stjålne billeder katapulteret hende ud i en helt ny tilværelse. Men det sande vendepunkt – det, der med tiden skulle gøre hende til ansigt på en hel generations kamp mod sexisme, victim blaming og slut shaming – kom i skikkelse af en gradvis erkendelse.
Der var så meget mørke i mig. Det at bruge feminismen til at se på det, der var sket, var en måde at få det ud af mig selv og gøre det større.
Havde dét, at hun var blevet udsat for et digitalt overgreb, noget med hendes køn at gøre? På litteraturvidenskabsstudiet begyndte hun at skrive opgaver om køn. Hendes veninde forærede hende en bog om feminisme. Og såvel online som på universitetsbiblioteket læste hun alt, hvad hun kunne få fat på, der handlede om køn.
Noget begyndte at dæmre for hende.
”Hvis jeg er vokset op i et samfund uden sexisme, som jeg troede, jeg var, ville jeg ikke være blevet udsat for det, jeg er blevet udsat for,” tænkte hun.
Emma Holten følte sig svigtet, snydt og løjet for. Hendes verdenssyn var fundamentalt forandret. Og selvom det på dette tidspunkt i begyndelsen af 2010’erne var længe siden, at ordet feminist havde været et modeprædikat, var det netop det, Emma Holten indså, at hun var.
Fundet af feminismen blev den redningskrans, hun havde haft brug for siden krænkelsen, siger hun, når hun ser tilbage.
”Der var så meget mørke i mig. Det at bruge feminismen til at se på det, der var sket, var en måde at få det ud af mig selv og gøre det større.”
Genmælet eksploderer
I 2014 havde Emma Holten fået nok. Nok af skylden og skammen. Nok af at være en krop, som andre kunne diskutere på nettet. Nok af at være en person, hvis moral andre snakkede om bag hendes ryg.
”Jeg følte, at jeg havde mistet alt. Jeg var en person, som alligevel aldrig ville få de ting, jeg havde ønsket mig. Så kunne jeg lige så godt gøre det, jeg følte, var det rigtige. Og det var at markere, at jeg var blevet uretfærdigt behandlet,” siger hun i dag.
Under overskriften ”SAMTYKKE – En ny historie om min krop” publicerede hun i samarbejde med fotografen Cecilie Bødker 10 billeder af sig selv i det feministiske tidsskrift, Friktion, hun halvandet år forinden havde været med til at stifte.
På billederne børstede hun tænder eller læste en bog. Og så var hun topløs, ganske ligesom hun havde været på de billeder, der tre år forinden var blevet offentliggjort uden hendes samtykke. Med billedserien ville hun tage rettigheden over sin krop tilbage.
”Det var som en løkke om halsen, da det gik op for mig, at de syntes, det var sexet, at jeg var ydmyget,” skrev hun i teksten til billederne og fortsatte: ”Det her handlede ikke om, at jeg var nøgen. Det her handlede om, at jeg var nøgen mod min vilje.”
”SAMTYKKE” eksploderede. Både herhjemme og i udlandet bragte medier historien om den unge, danske kvinde, der havde stillet sig frem og fortalt om noget, ingen andre tidligere havde sagt højt. Snart blev Emma Holten inviteret til at holde en stribe foredrag, deltage i paneldebatter og tale for FN’s kvindekommission i New York.
Advokat undrer sig
Hjemme i Danmark var advokat Miriam Michaelsen også stødt på Emma Holtens historie og opråb om at ændre den kollektive opfattelse af de seksuelle overgreb, som fandt sted på nettet.
”Der er simpelthen noget her, der ikke stemmer,” tænkte hun for sig selv. For en jurist som hende, gav det ingen mening, at der tilsyneladende ikke var nogen hjælp at få, når personer blev udsat for en forbrydelse. Det var langt fra det retssamfund, hun kendte og havde sat sin lid til.
Miriam Michaelsen besluttede derfor at endevende straffeloven. Hun ville have svar på, om det virkelig kunne passe, at man ikke kunne dømme i sager om digitale sexkrænkelser. Og hun fandt, at det kunne det ikke.
For loven sagde det klart og tydeligt: Man må hverken filme eller fotografere andre personer på steder, der ikke er frit tilgængelige, uden samtykke. Og man må heller ikke dele materiale af andre mennesker på nettet uden samtykke.
Godt nok blev paragrafferne ikke anvendt i sager om digitale overgreb, men der fandtes altså allerede bestemmelser i den danske lovgivning, som gjorde det ulovligt at dele det intime materiale. Lykkedes det Miriam Michaelsen at få andre juristers øjne op for det, kunne de ikke blot sikre retspraksis og retfærdighed for de forurettede. Måske kunne de også ændre den kollektive opfattelse af, at ofrene selv var skyld i den situation, de befandt sig i.
”Vi skulle forstå, at det ikke var de forurettedes skyld eller ansvar, at de var blevet udsat for noget strafbart. Jeg ville sætte fokus på, at digitale sexkrænkelser er ulovlige og uacceptable i et retssamfund som vores. Og at retssystemet ikke greb ofrene,” siger Miriam Michaelsen om det, hun i dag kalder et juridisk oplysningsarbejde.
Siden 2017 har Miriam Michaelsen været involveret i en lang række sager for især unge piger og kvinder, der har været udsat for digitale sexkrænkelser, men som hos politiet havde fået at vide, at der ikke var noget at gøre.
Jeg har arbejdet så hårdt for, at vi, som er ofre, skulle have et værdigt liv. Aktivismen har hjulpet mig til at skabe mening ud af noget meningsløst og fjerne skammen fra mig selv.
Af samme årsag har hun udover sit virke som advokat stiftet foreningen Digitalt Ansvar. Den arbejder for en fælles indsats i bekæmpelse og forebyggelse af digitale krænkelser ved blandt andet at samle fagfolk, forskere og organisationer i samarbejdet om mere digital ansvarlighed. Miriam Michaelsen oplever, at de forurettede i dag bliver mødt på en mere imødekommende måde.
At skylden er blevet forskudt til gerningspersonerne og derfor sjældnere alene placeres på ofrene. Det har gjort det nemmere at stå frem og bede om hjælp, mener hun.
Et helt nyt sprog
I 2018 tikkede beskeder fra politiet ind i mere end tusind unges e-Boks. De var sigtet for at have delt seksuelt krænkende videoer af en 15-årig pige. Den såkaldte Umbrella-sag gjorde det tydeligt for den brede offentlighed, at videredeling af intime fotos og videoer uden samtykke er en forbrydelse, og at den bølge, som fulgte i kølvandet på Emma Holtens opråb, havde sat sit aftryk i store dele af samfundet. Man havde fået et redskab til at forstå, hvad en digital krænkelse er, hvem der er skyld i den, og hvad man kan gøre ved det: Man havde fået et nyt sprog.
Det siger Milla Mølgaard. Som journalist og forfatter bag både podcasts og bøger om digitale sexkrænkelser har hun beskæftiget sig indgående med udviklingen på området.
”Da Emma Holten stod frem, var hun den ultimative frontløber. Det, hun sagde, var uhørt og kontroversielt. Dengang var der ikke noget, som hed digitale krænkelser eller victim blaming . Men Emma Holten var med til at give fænomenet et sprog, og hendes aktivisme har været med til at få mange til at forstå, hvad en digital krænkelse gør ved et menneske,” siger Milla Mølgaard.
Det ville være nærliggende at tænke, at opmærksomheden på digitale overgreb har fået flere unge til at undlade at sende nøgenbilleder. Og undersøgelser peger da også på, at især de unge piger i dag er varsomme med, hvad de deler af sig selv. Alligevel kan Milla Mølgaard se, at der er opstået en ny bevidsthed om, at det i udgangspunktet ikke er ofrene, som skal ændre adfærd. Et ekko af Emma Holtens budskab fra dengang i 2014.
”Det er ikke længere lige så kontroversielt at sige, at unge kvinder også online har ret til en seksualitet, og at det ikke giver ret til at sprede det på nettet, hvis de har delt et intimt billede af sig selv.”
Et nyt slags arbejde
I Danmark er vi endnu langt fra i mål med bekæmpelsen af digitale sexkrænkelser og den sexisme, forbrydelserne er et udtryk for. Det mener både Miriam Michaelsen, Milla Mølgaard og Emma Holten.
På samme måde er Emma Holten heller ikke selv i mål. I hvert fald ikke med at bearbejde hvad det seneste årti har betydet. At hun ikke er det, er først for nyligt gået op for hende.
”Jeg har arbejdet så hårdt for, at vi, som er ofre, skulle have et værdigt liv. Aktivismen har hjulpet mig til at skabe mening ud af noget meningsløst og fjerne skammen fra mig selv. Men her 10 år efter tænker jeg, om det måske har været på bekostning af at håndtere det på et mere personligt plan.”
Jeg tror, der er en masse psykisk arbejde, som jeg stadig skal gøre. Og det skal jeg nok til at tage fat på nu
Emma Holten tøver. For hun fortryder ikke, at hun har dedikeret sig selv til den sag, hun tror på. Faktisk har aktivismen været ”ekstrem vigtig” for hendes overlevelse. En overlevelse, der – spørger man eksperterne – ganske givet også har hjulpet andre til at leve videre efter et overgreb.
Men måske er tiden for Emma Holten alligevel kommet til også at tage hul på en anden slags arbejde.
”Jeg troede nok, at politisk arbejde var det samme som mentalt at arbejde med sig selv. Det er måske gået op for mig, at det er det ikke. Jeg tror, der er en masse psykisk arbejde, som jeg stadig skal gøre. Og det skal jeg nok til at tage fat på nu.”