Prøv avisen
Seniorliv

Empati betyder meget, når man ansætter nye medarbejdere. Ikke kun fagligheden

I sundhedsvæsenet har Lis M. Frederiksen oplevet, at lederne nogle steder har vægtet menneskelige egenskaber højt. Det oplevede hun også selv i fordums tid, da hun blev ansat som elev på Berlingske Tidende. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Efter sin mands sygdomsforløb har Lis Frederiksen erfaret vigtigheden af at blive mødt af hele mennesker, og ikke kun af faglighed, i sundhedsvæsenet

De seneste snart 11 måneder har jeg sammen med min mand været flittig bruger af det regionale sundhedsvæsen, og det har været en rigtigt god oplevelse. Jeg er som den pårørende blevet betragtet som en medspiller og samarbejdspartner. Læger og sygeplejersker har lyttet og spurgt til vores daglige erfaringer. Det var især tydeligt i hele den lange fase efter udskrivningen, hvor der var kontroller, opfølgninger og pleje af det, der begyndte som en mindre operation i min mands fod, men som desværre blev en lang, sej omgang. Mange kender sikkert til, at hovedpersonen, den syge ægtefælle eller pårørende, er omtåget og ufokuseret på grund af medicin, smerter og bekymring. Mens den pårørende hver eneste dag er tættest på, følger med og hjælper til med pasning og pleje.

Vi hører til i Region Sjælland, og på Universitetshospitalet i Køge er det tydeligt, at skuden er blev drejet i en positiv retning i hvert fald på den afdeling, hvor vi er kommet, ortopædkirurgisk afdeling. Jeg forstiller mig et sådant kæmpesygehus som et tankskib, stort, klodset, tungt og meget længe om at skifte kurs. Men det kan lade sig gøre, kan jeg sige på baggrund af tidligere erfaringer for fem år siden. Ledende medarbejdere fortalte, at de nu lagde megen vægt på de menneskelige egenskaber hos dem, de ansatte på alle niveauer.

I stedet for kun at vægte det faglige. Ja, det blev også antydet, at plejepersonale var blevet fyret, fordi de ikke egnede sig til at have med mennesker at gøre. Jeg har selv været udsat for nogle stykker af slagsen.

For frygteligt mange år siden blev jeg ansat som journalistelev på Berlingske Tidende af chefredaktør Aage Deleuran, Dølle, som han blev kaldt. Det foregik over to omgange på hans fine kontor i mahognimøblerne i Pilestræde i København med te og ingefærkager fra Perchs Thehandel. Vi var godt 400 ansøgere til fire elevpladser. Dølle brugte det meste af samtalen til at spørge mig om de tre år, jeg havde været sømand og sejlet med A.P. Møller over det meste af verden som stewardesse, alias skurekone og kahytsjomfru i lyseblå kittel. Han talte næsten ikke om de artikler, jeg havde sendt ham, eller om, hvorfor jeg ville være journalist. Han var optaget af min nysgerrighed over for andre kulturer og mennesker. År senere gik det op for mig, at han ansatte et helt menneske og ikke bare den faglighed, som forventes af en, der vil være journalist. Det lærte jeg meget af.

Det er chefer og ledere på en arbejdsplads, der lægger tonen og stilen. Både den medmenneskelige og den sundhedsfaglige. Ledere på en arbejdsplads i sundhedsvæsenet eller på et plejehjem er ikke bare nogen, der laver vagtplaner og sørger for at kalde vikarer ind i tilfælde af sygdom. De har et stort ansvar for, i hvilken retning tankskibet sejler. Uden at generalisere så kan jeg godt have det indtryk, at det lidt for ofte er vagtplanjonglørerne og bureaukraterne, der bliver ledere i det offentlige system, og i mindre grad mennesker med mod og mandshjerte til at lægge linjen og til at tage konsekvenserne, hvis nogen ansatte ikke lever op til forventningerne. I debatten efter TV 2’s dokumentar om de grusomme og afstumpede forhold på plejehjemmene i Aarhus og Randers har der været talt og skrevet meget om videreuddannelse, om tilsyn og personalemangel og besparelser, men alt for lidt om ledelse. Lokalpolitikere har stillet sig op og sagt, at de troede, at embedsværket udførte det, de blev bedt om. Men helt åbenlyst er det ikke sket. Der er meget, der skal gøres op med, og det bliver der forhåbentlig også.

Her i dette land skal vi være så effektive. Men der mangler tid og hænder, som også min gode kollega Kresten Drejergaard var inde på sidste torsdag her på samme plads. Forandringerne sker dog først for alvor, hvis chefer og ledere lever op til deres ansvar og tør tage fat om nælden med de konsekvenser, det i givet fald kan have.