Prøv avisen
Det borgerlige Danmark

Jagten på den borgerlige sjæl

Mens Socialdemokratiet og resten af rød blok nu forsøger at forhandle sig frem til et fælles regeringsgrundlag, er det værd at stille de spørgsmål, som har dybere perspektiver end mandatfordelingen: Hvad er årsagerne til det samlet set dårligste valg for det borgerlige Danmark i årtier? Hvor dybt stikker krisen? Og hvor ligger konturerne til en genrejsning af det borgerligt-liberale projekt? Hvad er den borgerlige sjæl i Danmark anno 2019? Illustration: Ole Munk

På valgaftenen gik Kristeligt Dagblad på jagt efter den borgerlige sjæl i et land, hvor Socialdemokratiet og rød blok kunne fejre en historisk stor sejr

Gravmælet over det borgerlige Danmarks endeligt var under udarbejdelse. Dødsannoncerne og mindeordene på vej i trykken. Årtiers dødedans mellem Dansk Folkeparti og Venstre havde tæret så meget på kræfterne i den blå lejr, at katastrofen var uundgåelig. Kollapset totalt.

Men allerede tidligt på valgaftenen begyndte det at dæmre. Historien om den borgerlige krise er kompleks. Nederlagene, også eftertrykkelige af slagsen, hænger på Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. De Konservative og Venstre går frem. Markant frem. Slet ikke nok til at holde magten, men nok til at ændre historien om det borgerlige Danmarks totale nedtur.

Mens Socialdemokratiet og resten af rød blok nu forsøger at forhandle sig frem til et fælles regeringsgrundlag, er det værd at stille de spørgsmål, som har dybere perspektiver end mandatfordelingen: Hvad er årsagerne til det samlet set dårligste valg for det borgerlige Danmark i årtier? Hvor dybt stikker krisen? Og hvor ligger konturerne til en genrejsning af det borgerligt-liberale projekt? Hvad er den borgerlige sjæl i Danmark anno 2019?

For at forstå, hvad der er på færde i den borgerlige lejr i dag, er det nødvendigt at gå tilbage til 2001 og Venstres valgsejr i blitzlyset på ”Færgen Sjælland”. Her var det lykkedes den nye statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og partiets chefstrateg Claus Hjort Frederiksen at bane vejen for en markant borgerlig valgsejr ved at kombinere en skarp værdipolitisk og indvandrerskeptisk dagsorden med en økonomisk politik, der var så tilpas velfærdsorienteret, at danskerne tog den til sig. Dansk Folkepartis Søren Krarup, der selv blev valgt ind i Folketinget samme år, talte om et systemskifte i dansk politik, som først og fremmest handlede om, at Det Radikale Venstre var sat uden for indflydelse på dansk udlændingepolitik.

Det er i høj grad den æra og den politiske strategi, som blev udtænkt af Fogh og Hjort Frederiksen efter valgnederlaget i 1998, som nu godt 20 år senere er bragt til fald.

I bogen ”Værdikæmperne – Slaget om danskernes sjæl” fra 2018 argumenterer forfatterne Esben Schjørring og Michael Jannerup for, at Fogh ved at satse på den værdi- og udlændingepolitiske dagsorden og afkoble den klassisk borgerlige økonomiske politik vandt magten, men samtidig tabte det borgerlige projekt.

Men hvad gør det borgerlige Danmark så nu? Hvor er den borgerlige sjæl og det idémæssige fundament, som kan bringe de blå partier tilbage til magten? På valgaftenen befinder hos Venstre i Landstingssalen sig Bertel Haarder (V), som i en menneskealder har været en af partiets tydeligste ideologiske stemmer. Selvom han på storskærmene kan se, at Venstre har fået et flot valg, tøver han ikke med at tale om en borgerlig-liberal idékrise. På Facebook har han selv tidligere på aftenen formuleret 10 teser om, hvad det vil sige at være borgerlig. Han mener, at de borgerlige igen må lære at tænke og argumentere moralsk.

”Jeg bliver frustreret, når jeg ser konservative valgplakater om at fjerne arveafgiften. Det er dumt. De borgerlige skal være et værn mod godhedsindustrien i det røde Danmark, men vi skal gøre det ved også at argumentere moralsk. Om ordentlighed – og om, hvad der er ret og rimeligt. Der skal vi også have modet til at gå op imod finanskapitalismen og den pengegriskhed og ophobning af kapital på få menneskers hænder, som finder sted der. Det er et ægte borgerligt projekt at tale den slags imod.”

Som 74-årig og Folketingets ubestridte nestor skal Bertel Haarder i sagens natur ikke selv stå i spidsen for den vækkelse af det borgerlige Danmark, han lægger op til. Og hvem skal egentlig det? Samtidig kommer næstformand Kristian Jensen (V) forbi og hilser på. Han har sin kone med, men ingen journalister i hælene. De står alle med kameraer og mikrofoner rettet mod partiets politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen, som også er på vej ind i Landstingssalen. Ifølge centrale kilder i partiet kan de to meget vel tørne sammen i et kampvalg om formandsposten i Venstre, når Lars Løkke Rasmussen har fundet noget nyttigt at tage sig til. Vinderen kommer til at sætte retningen for det borgerlige Danmark.

Og selvom det ser stort set umuligt ud at finde borgerlige mandater nok til at genvinde magten i overskuelig fremtid uden Dansk Folkepartis stærkt decimerede antal mandater, så står den nationalkonservative fløj stærkt svækket i formuleringen af det projekt.

Allerede på valgaftenen er det politiske analysekorps i gang med at udlægge både årsager til nederlaget og mulige veje videre. Børsens politiske kommentator Helle Ib lægger vægt på fraværet af et skarpt, samlende politisk projekt, som kunne forene de liberale og nationalkonservative i blå blok.

”Der venter et årelangt genopbygningsprojekt. Jeg er grundlæggende enig med Søren Pinds kritik af, at de borgerlige har været låst fast i en dødedans med Dansk Folkeparti. Derfor forstår jeg også godt, at Løkke søger mod midten. Men Venstre skal finde af ud, hvad sjælen er i det borgerlige projekt. Er det frihed, nye reformer, som skal sikre velstand, eller noget helt andet?”.

Foran Socialdemokratiets valgfest står Weekendavisens Arne Hardis, som er blandt landets mest respekterede politiske analytikere. Han peger på, at den liberale og nationalkonservative fløj og dermed det borgerlige Danmark har været holdt sammen af viljen til magt snarere end reel politisk enighed.

”Med det totale kollaps i Dansk Folkeparti er vejen nu banet for et nyt borgerligt projekt. Foghs projekt er mislykkedes, og Løkke mener det, når han taler om befrielsens øjeblik. Men det er klart, at karakteren af dette nye borgerlige projekt hænger tæt sammen med spørgsmålet om, hvem der skal lede Venstre.”

Hos Dansk Folkeparti er der i Snapstinget på valgaftenen en stemning af vantro og chok. Ved et bord sidder partiets kirkeordfører Christian Langballe og søstrene Marie Krarup og Katrine Winkel Holm. Det var deres fædre, Jesper Langballe og Søren Krarup, som støbte det ideologiske fundament for den borgerlige magtovertagelse i 2001. Nu har Dansk Folkeparti i et vist omfang sejret sig selv ihjel, mener Katrine Winkel Holm.

”Der er mange både til højre og venstre for Dansk Folkeparti, som har overtaget den udlændingepolitiske dagsorden, vi skabte som parti. Det er klart, at det koster. Men vi har heller ikke været tydelige nok, og situationen kalder på en nationalkonservativ offensiv i partiet. Det handler om at genfinde en konfliktparathed, som er blevet trængt i baggrunden af partiledelsens forsøg på at rykke nærmere magten.”

Langballe er enig. Han mener, at det har været fatalt for partiet, at den nationalkonservative fløj er blevet skubbet til side af velfærdsfløjen. Han mister sit mandat i Vestjyllands Storkreds, men hvis det fortsat bliver velfærdslinjen, som tegner Dansk Folkeparti, kan han være på vej helt ud af partiet.

Måske kaster Langballe sig igen over præstegerningen, måske kaster han og resten af det forslåede nationalkonservative Danmark sig ud i en ny idékamp for at gen-erobre den udlændingekritiske og fædrelandskærlige dagsorden, som nu deles af talrige små partier i og uden for Folketinget. I 30 år var Søren Krarup og Tidehverv omdrejningspunktet i det opgør med udlændingeloven fra 1983, som nu har nået en foreløbig endestation. Ringen er sluttet.

Ovenpå hos Venstre skal Haarder, Ellemann og co. i gang med samme langsigtede politiske idéudvikling. Og meget tyder på, at det kommer til at foregå i to adskilte spor. Forsøget på at få enderne til at nå sammen i det nationalkonservative og liberale ægteskab, som blev indgået i 2001, er mislykkedes. Skilsmissen er en realitet. Nu skal de hver for sig finde en ny eksistensberettigelse, og om det så bliver muligt igen at finde sammen, er umuligt at sige på nuværende tidspunkt.

Det gælder kampen om danskernes sjæl. Er den dybest set socialdemokratisk og velfærdsorienteret, eller findes der et borgerligt, frihedselskende folkeligt-liberalt Danmark, som blot venter på at blive kurtiseret? Og er fædrelandskærligheden og indvandrerskepsissen fortsat så stærk, at den rummer afgørende politisk kapital?

Valget onsdag afslører i hvert fald, at danskerne ikke er til revolutioner og radikale dagsordener. De foretrækker stabilitet, pragmatisme og samarbejde hen over midten.

Alt det havde den nu afdøde borgerlige chefideolog og mangeårige chefredaktør Henning Fonsmark set allerede i 1995, da han skrev bogen ”Historien om den danske utopi”. Her forudså han, at den dybe danske kærlighed til socialdemokratisk drift af Velfærdsdanmark først vil lide skibbrud den dag, velfærdsstaten segner under vægten af sine egne udgifter.

Måske har vi simpelthen bare for mange penge til, at borgerlige dyder som ansvarlighed, sparsommelig og flid igen kan blive gangbar mønt. Det forbliver næppe sådan i al evighed. Men indtil videre er der tid til borgerlig idéudvikling. Tid til at genfinde den borgerlige sjæl. God tid.