Forleden fortalte en god ven, at han har besluttet sig til, at han ikke vil være gammel.
”Jeg afslører ikke, hvordan jeg har tænkt mig at sørge for ikke at blive det,” sagde han.
Han er 65 år, er glad for sit job, og både ægteskabet og de tre voksne piger har det godt. Men for tiden tager han sig i døgndrift af sin 98-årige mor. Hun er blind og har nu brækket lårbenet. For nogle år siden var det oldingefaderen, der krævede intensiv pasning i mange måneder, inden han døde.
”Jeg har nået alt det, jeg skulle her i livet,” sagde han.
Det med at nå har længe været et emne, der har optaget mig. Især efter at jeg for snart ni måneder siden så mit indre lyst op af metastaser på pet-scanningen.
Når vi er unge, betyder dét at skulle nå noget altid, at det skal nås inden noget andet: Der skal ryddes op, inden forældrene kommer hjem og ser rodet. Der er en eksamen, der skal nås, før man kan komme ud og rejse. Eller en rejse, man skal nå, inden man skal tage den eksamen, inden man skal have de børn, inden man bliver for gammel og så videre.
Midt i livet betyder dét at ville nå noget ofte noget med penge og karriere. Det handler i en eller anden form om at komme op ad den økonomiske og/eller sociale rangstige. Som unge grinede vi ad de voksne, der jagtede drømmen om villa, Volvo og vovhund. Men på en eller anden måde kom vi alle dertil. Villaen er måske blevet en andelslejlighed, Volvoen en brugt Berlingo og den første udgave af vovhunden, som børnene plagede om at få, er hos mange af os blevet til en hamster, der spurter rundt i sit hjul. Som vi selv.
Men nu, nu handler det med at nå ikke mere om at skulle nå eller om at ville nå. Det handler om at kunne nå. Jeg kan ikke mere planlægge, hvad jeg vil nå. Det er kræften – der er væk, men som kan komme igen – som bestemmer. Til gengæld kan jeg bestemme, at jeg ikke vil vente på noget som helst, for jeg er slet ikke færdig med at nå.
Som biologiske væsener er vi sat på jorden for at føre slægten videre. Og det er ikke nok, at jeg gør min lille del, som led i den ubrudte kæde af forfædre og -mødre. De børn, jeg sætter i verden, er født med den samme opgave. Den biologiske – og sociologiske – forpligtelse til at fortsætte ad livets vej.
Nærmest samtidig med at jeg blev klar over, at min krop var fyldt med vildtvoksende kræftceller, der var begyndt deres rejse ud i mit lymfesystem fra mine udrangerede æggestokke, begyndte et nyt liv at gro.
Gennem alle mine behandlinger, operationen og endnu flere giftige behandlinger har jeg været drevet af håbet om at nå og ønsket om at se og møde det barn, som min søn og svigerdatter ventede sig.
Nu er han her: min søns søn. Født i stjernetegnet cancer (krebsen) – en cancer, jeg kan favne og knuselske. Fin og færdig. Dette livets mirakel. Hans ansigt favner på en gang al uskyld og al verdens klogskab. Hans krop er på en gang så lille og skrøbelig og samtidig så fuld af livskraft. Et nyt menneske med sin egen vilje.
Det er et dramatisk øjeblik at stå med den nyfødte i armene og inderligt ønske, at han må vokse op, være sund, stærk, sjov, smidig, nysgerrig, kritisk, klog og åben for den verden, der bliver hans. Og at han en dag kan give alt det videre, som hans far nu har gjort.
Velkommen til livet, du lille sønnesøn. Jeg håber inderligt at få lov at vise dig – og mine to datterbørn – vejen. Vejen til fremtiden.