Allehelgenssøndag 2009 skulle jeg synge ”Pie Jesu” i Sejs-Svejbæk Kirke (hvor Louise Højlund var sognepræst fra 2008-2012, red.). Jeg var 16 uger henne i graviditeten med mit fjerde barn. Inden gudstjenesten begyndte jeg at bløde. Jeg tænkte, at jeg godt lige kunne klare at synge for alle de mennesker, der var kommet den særlige dag, og så kunne jeg tage hjem og hvile mig bagefter.
Hør podcasten "Mellem Himmel ord Ord" ved at klikke her.
Jeg var flere gange på toilettet for at vaske mine trusser rene, og til sidst måtte jeg lægge et håndklæde mellem benene. Men så lå jeg pludselig på gulvet på pulpituret, og alting var meget lyst. Lyset og ordene fra Fadervor, som min kollega bad, smeltede roligt sammen for mig.
Ambulancen kom og hentede mig, og jeg havde mistet flere liter blod. Jeg havde det så dårligt, at jeg hverken kunne lukke mine hænder eller åbne mine øjne. Jeg fik senere at vide, at mit barn lige var dødt, og fordi jeg var så langt henne i graviditeten, var blødningen så massiv.
Da jeg kom hjem igen, prøvede jeg at komme til mig selv. Men det kunne jeg ikke. Jeg gik på arbejde og passede mine børn, men jeg var ked af det. Jeg sov ikke ordentligt, kom til at køre over for rødt og var ikke mig selv. Der var en stor uro inde i mig, og min læge begyndte i foråret at tale om traume og depression. Jeg forsøgte at få hjælp, men der var ikke rigtig noget, der virkede for mig.
Hjælpen kom først, da det blev sommer. Jeg var til en fest og var ude og danse, og her bliver det svært for mig helt at beskrive, hvad der skete, men jeg blev på en måde vakt tilbage til livet. Det var, som om jeg blev ført ind i et andet univers, hvor alle molekyler var smeltet sammen. Det billede, jeg fik i min krop, var et billede af en klippe og et hav. Det lyder som en kliché, men jeg ville i det øjeblik for evigt være havet. Det var en fantastisk livgivende oplevelse, hvor jeg fik en følelse af samhørighed.
Det handlede ikke om den mand, jeg dansede med, men følelsen det vakte i mig af at være sammen med et andet menneske på en så intim måde, der omfattede alting. Den forbindelse havde jeg ikke været i stand til at skabe, siden jeg mistede mit barn. Der var en stor ensomhed forbundet til sorgen, som jeg havde følt mig meget alene med. Som en lille sten på en klippe.
Den aften kom jeg igen i bevægelse sammen med noget, der holdt mig fast, og det var uendeligt befriende. Oplevelsen ændrede alting for mig. Jeg havde så meget energi bagefter, og jeg begyndte at løbe, tage armbøjninger og cykle rundt. Jeg legede med børnene og ordnede haven. Jeg ville alting. Menneskene omkring mig kunne også se det, og jeg fortalte åbent om min oplevelse. Jeg så alting på ny og var forelsket i livet.