Prøv avisen

En ferie i jernalderen er et afbræk fra stress og jag

Det er tredje gang, at familien Brüggemann fra Köln-området holder ferie i jernalderen. Her er det moderen, Claudia, der er i gang ved ildstedet, mens hendes ægtefælle, Heinz, kigger på. Med på ferien er også parrets tre børn mellem 8 og 17 år samt den ældstes veninde. Bemærk øverst til venstre solstrålen, der lyser gennem hullet i taget. - Foto: Nils Rosenvold/Scanpix

Ikke langt fra Vadehavskysten og tæt på Rømø ligger Hjemsted Oldtidspark. Her kan turister bo og leve som i jernalderen. En ferieform, der står i kontrast til nutidens stress

Midt i det flade sønderjyske marsklandskab, hvor sommerklædte græs- og kornmarker udgør noget nær det ultimative billede af en perfekt dansk sommer, ligger Hjemsted Oldtidspark.

Her kan besøgende med hang til rejser tilbage i tiden tage et smut til jernalderen og stifte bekendtskab med livet, som det så ud mellem 500 f.Kr. og frem til 450 e.Kr.

Med udsigt til de græssende får på diget, der skiller fastlandet fra Vadehavet, træder besøgende ind i en tidsalder, der begyndte for over 2000 år siden.

Hjemsted Oldtidspark består af to elementer.

Dels et område på 24 tønder land med en rekonstrueret jernalderlandsby, der inviterer besøgende til at deltage i forskellige aktiviteter, dels et underjordisk museum med blandt andet genstande fra den arkæologiske udgravning på Hjemsted Banke, hvor der har ligget en landsby mellem 500 f.Kr. og 450 e.Kr.

I højsæsonen er der i Hjemsted Oldtidspark mulighed for at holde en ferie, der på de fleste parametre repræsenterer den diametrale modsætning til en charterrejse sydpå med indkvartering på et ”all inclusive”-hotel.

Man kan således i en uge flytte ind i et af jernalderhusene, hvor sengene består af et lag halm med dyreskind ovenpå, så man ikke kradser sig for meget, og hvor de fleste måltider tilberedes på et ildsted midt i huset.

En af de familier, som i år har ladet sig friste af den alternative ferieform, er familien Brüggemann, som kommer fra en mindre by nær Köln i Tyskland.

Det er tredje gang, de holder ferie her - men det er nogle år siden, de har været her senest - og det er et glædeligt gensyn.

”Der er mange praktiske ting, man selv skal finde ud af, og man finder på den måde ud af at sætte pris på noget af det fra vores almindelige dagligdag, som vi normalt tager for givet.

Og selvom der er en del at se til, bliver man samtidig meget rolig af at holde ferie på den her måde, og det er dejligt,” siger Claudia Brüggemann, moderen i familien.

Da Kristeligt Dagblad lægger vejen forbi familiens midlertidige hjem, er hun ved at forberede dagens frokost.

I et stort fad ligger udskårne grøntsager samt et stykke flæsk, der over ilden senere skal forvandles til en suppe til hele familien.

Selvom solen bager ned udenfor, er temperaturen yderst behagelig indenfor. Ikke kun fordi en stille brise stryger ind ad et lille vindue, men også fordi de lerklinede fletvægge og lergulvet holder varmen ude.

Ved siden af Claudia Brüggemann sidder hendes otte-årige datter, Lucie. Ligesom sin mor er hun iført klæder, som de så ud i jernalderen.

En rød, tunikalignende trøje med en snor omkring livet samt en råhvid lang nederdel. På fødderne har hun et par sutskolignende lædersko med snører.

Hun fortæller, at hun i dag har skiftet til en tyndere trøje, fordi den af uld, hun bar dagen før, er alt for varm i dag.

Når man holder ferie i Hjemsted Oldtidspark, er det et krav, at man iklæder sig datidens tøj, og at man er åben for, at turister og andre besøgende lægger vejen forbi ens hus for at se, hvordan livet i jernalderen var.

Mobiltelefoner og andet nymodens udstyr som for eksempel de soveposer, som familien ligger i om natten, er også gemt væk i parkens åbningstid. Man skal have en autentisk oplevelse, når man besøger den.

Familien Brüggemann består desuden af sønnen Levi på 14 år, datteren Maja på 17 år samt faderen, Heinz Brüggemann.

Derudover har den ældste datter sin veninde, Merrit Bürger, med. Alle hjælper de til med de daglige pligter. Sådan da.

”Begejstringen er selvfølgelig størst i begyndelsen, hvor de er med til det hele. Nu skal vi holde dem lidt til ilden, når de skal hjælpe - ligesom derhjemme,” griner Claudia Brüggemann, mens hendes mand gør klar til at tænde ild på ildstedet.

Bevæger man sig uden for Nordgården, hvor familien Brüggemann bor, er der fin udsigt ud over landsbyen, hvor de små huse med stråtag, der næsten når ned til jorden, ligger spredt ud.

Ud over huse til beboelse rummer de blandt andet også en smedje samt et læderi. Her kan børn og andre nysgerrige være aktive - de kan lave skjolde og sværd samt små lædertasker til at have om halsen, og de er ikke overladt til sig selv.

Der er hjælp at hente fra ansatte og frivillige, der iklædt datidens arbejdstøj spiller rollen som håndværkere.

Jernalderens dyrearter har også fundet sig til rette i den lille landsby. Geder, gæs, æsler og uldsvin er blot nogle af dem, man kan møde på sin vej rundt i parken.

Ved siden af parkens fold, hvor to æsler går og gumler på græs, er Lisbeth Carstensen og hendes datter, Solveig Seebach, flyttet ind i et af parkens mindre huse.

Den 10-årige pige er i fuld gang med at kløve brænde foran huset, mens hendes mor sørger for at holde liv i et lille bål indenfor.

Oven over bålet er et dyreskind hængt op for at fange eventuelle gløder, så de ikke risikerer at antænde taget.

Og helt oppe under stråtaget er der lavet et hul, hvorigennem en skarp solstråle sørger for lidt naturligt lys i rummet.

Edderkoppespind er der masser af, jo højere op i loftet, man kigger, og man kan næppe heller afvise, at der er mus i halmen, som mor og datter sover på om natten.

Det er første gang, de holder ferie på denne måde. Sidste år var Solveig Seebach på rundvisning i parken, og det var herefter, at hun kom hjem og erklærede, at hun gerne ville holde en uges sommerferie i Hjemsted Oldtidspark.

Og den 10-årige pige kan sagtens sætte ord på, hvad det er, der fascinerer hende ved at bo jernalderlandsbyen.

”Man sætter livet på prøve og finder ud af, hvordan det er: at man for eksempel ikke bare lige kan gå ind og lukke døren efter sig, og så er der varmt herinde.

Man skal først tænde bålet, hvis man vil have varmen,” siger hun fornuftigt, belært af de første dage i parken.

Lisbeth Carstensen pointerer, at der er mange praktiske udfordringer ved at holde ferie på jernaldermanér, men at de begge til trods for disse nyder opholdet.

”Alting er en udfordring, når ikke lige man har været spejder. Bare det at hugge brænde - øksen sad jo fast mange gange i starten.

Men samtidig nyder vi at være her. For selvom det er hårdt arbejde, slapper vi også af. Sommetider sidder vi bare og kigger ud i luften, når vi endelig har fået noget at spise,” siger hun og fortsætter:

”Vi har haft nogle små, sjove oplevelser. Første morgen vi stod op, besluttede vi, at vi skulle have grød - det skulle jo være på rigtig jernaldermanér.

Det tog os så bare fire timer at få den klar.”

Flere af gårdene i Hjemsted Oldtidspark er rekonstrueret efter gårde, som arkæologer har fundet spor af i det omkringliggende landskab på Hjemsted Banke, ligesom en af gårdene er en gengivelse af en gård, der har ligget på den tyske vadehavsø Sild.

Og i det 1000 kvadratmeter store museum, der ligger placeret under jorden, er glasmontrerne fyldt med fund fra Hjemsted Banke.

Der er både rester af redskaber og smykker og gengivelser af det tøj, man mener, at landsbyens beboere har båret.

I museets gulv har man lavet efterligninger af datidens grave, som man kan betragte gennem tykke glasvinduer, der sagtens tåler at blive betrådt.

Gennem hele turen rundt i museet er det desuden muligt at læse om selve udgravningen af landsbyen, ligesom man naturligvis finder historien om de af digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) udødeliggjorte guldhorn, som i sin tid blev fundet tæt ved Hjemsted.

En del besøgende begynder deres besøg på det underjordiske museum, så de på den måde har baggrundsviden med sig, når de senere tager turen rundt i jernalderlandsbyen.

For især skoleklasser er det populært at gå på opdagelse i museet, samtidig med at de løser opgaver, der knytter sig til jernalderen og Hjemsted Oldtidspark.

Populært er det også at forsøge sig ud i disciplinen bueskydning på en dertil indrettet bane, ligesom det er en yndet aktivitet at grave efter fortidsfund i et sandkasselignende område.

Og så er der naturligvis jernalderbådene, som er et helt kapitel for sig.

I den bageste ende af parken ligger ”Bådehuset” ved siden af en stor sø, hvor en svanefamilie denne sommerdag fører sig frem mellem åkander og siv og sørger for at holde flokken af gæs oppe på land. Ved vandkanten ligger en håndfuld såkaldte stammebåde - de fleste af dem skåret og snittet af skulptør Kurt Schmidt.

I sommermånederne har han noget, der ligner et fuldtidsjob og lidt til i Hjemsted Oldtidspark, hvor han agerer ejer af bådebyggeriet og lader store som små besøgende prøve kræfter med øksen, når en ny båd skal kreeres.

De aflange træbåde, som ellers umiddelbart kunne ligne noget, der mest er til pynt, er håndværksmæssigt kram, og for at bevise bådenes duelighed stiger Kurt Schmidts medhjælper, Jesper Christiansen, om bord i en af dem og sejler på fornemste vis en tur fra den ene søbred til den anden og tilbage igen.

Flere og flere besøgende kommer til. Nogle nok kun på et hurtigt besøg; men her er også mulighed for at slå sig ned med egne madpakker eller købe sig lidt godt i den tilhørende café.

Det forlyder, at sultne jernalderbeboere også indimellem kan finde på at lægge vejen forbi.

Brødet kan jo brænde på, og måske har dagens grøntsagssuppe ikke mættet helt nok.

10-årige Solveig Seebach var sidste år på rundvisning i jernalderen og har i år fået sin mor overtalt til, at de to skal bo i Hjemsted Oldtidspark en uge.
I Hjemsted Oldtidspark er der også et bådebyggeri. Og bådene er skam sødygtige, demonstrerer Jesper Christiansen her. Foto: Nils Rosenvold