Prøv avisen

En flue, der nytter noget

Dobbeltbåndet svirreflue lever af pollen og nektar og er blandt andet vild med cikorie. – Foto: Michael Stoltze

De talrige svirrefluer har antaget gedehamsenes dragt for at se farlige ud. Men det er bedrag. De er ganske ufarlige, og som larver gør en del af dem nytte for mennesker ved at æde bladlus

Jeg har lært næsten alt af Rudyard Kipling. Det var Kipling, der med sin malende fortælling om, hvordan elefanten fik sin snabel, fik mig til at indse, hvordan man bliver klogere og rigere af at åbne øjnene og spørge.

Den umætteligt nysgerrige elefantunge led meget, inden den drog ud i verden, fordi alle de andre dyr tævede den, når den havde den frækhed at spørge om alt. Men også henne ved den store, grågrumsede Limpopoflod, hvor febertræerne gror vildt, led den, da krokodillen smækkede kæberne sammen om dens støvlenæse som svar på elefantungens spørgsmål om, hvad krokodiller spiser til middag. Og krokodillen havde fået sin middagsmad, hvis det ikke havde været for den dobbeltfarvede klippekvælerslange, som greb fat om elefantungens bagben og med sin styrke holdt den på land. Det endte som bekendt med, at krokodillen slap, og elefanten fik sin vidunderlige snabel.

Elefanter har været kolossalt succesfulde på Jorden, hvor mange arter, herunder mammutter og skovelefanter, var vidt udbredte og blandt andet fandtes i Danmark helt frem til begyndelsen af sidste istid. Mammutterne levede endda under hele sidste istid. Nu er der kun to arter af elefanter tilbage på Jorden – og ingen i Europa.

I Danmark må vi tage til takke med mindre snabeldyr. For eksempel larven af den dobbeltbåndede svirreflue. Den er en maddike, som næsten ingen kender, selvom den er uhyre almindelig. Den findes overalt på blade med bladlus, som den lever af, når den stille og roligt kryber omkring, griber dyrene, løfter dem op i luften og æder dem. Den er med andre ord det, vi kalder et nyttedyr. Den gør noget, vi sætter pris på, selvom den i og for sig bare gør det, den er bedst til – ligesom alle mulige andre skabninger, vi er så privilegerede at dele vores klode med.

Både Kiplings fortælling og vores viden om dyrenes liv og historie gør verden større, og det gør i hvert fald mit forhold til den dobbeltbåndede svirreflue mere underholdende og betydningsfuldt. Jeg får, som man forstår, mange gode associationer, når jeg ser den.

Forleden morgen eksploderede havens største opiumsvalmueblomst med en bedøvende duft og overdådighed af bløde støvdragere, og straks flokkedes de dobbeltbåndede svirrefluer om herlighederne. Den er faktisk en ret varmekrævende art, som de fleste år trækker fra Sydeuropa, selvom den kan overvintre som voksen flue hos os. Nogle år, når der er mange bladlus i Mellemeuropa, opformerer den sig i milliarder og trækker mod nord omkring den 1. august. Så kan der være så mange, at de er generende, fordi de sætter sig overalt.

Svirrefluer kaldes også blomsterfluer. Begge navne er gode, men svirreflue er bedst, fordi de fine insekter er mestre i at stå stille i luften på svirrende vinger. Med deres gule og sorte farver efterligner de farlige, stikkende gedehamse, men de er ganske harmløse, medmindre man altså er en bladlus. Man kender til næsten 300 forskellige arter af svirrefluer i Danmark. Deres biologi varierer (langtfra alle lever af bladlus), og mange af dem er både flotte og sjældne. Den dobbeltbåndede svirreflue er den mest almindelige, og er man lige så umætteligt nysgerrig som jeg, er dens liv en fornøjelse at følge.

Et par dobbeltbåndede i opiumsvalmuen. – Foto: Michael Stoltze
Svirrefluelarve æder bladlus. – Foto: Bjørli Lehrmann