Prøv avisen
Moderskabet

En fødsel sender eksistensen på overarbejde

Privatfoto. Foto: Tatyana Grishina/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Når man bliver mor, opstår der livserkendelser, der kan sammenlignes med den indsigt, man kan få ved kritisk sygdom og tab

At blive mor er en eksistentielt forandrende begivenhed. Livet står stærkere, og det samme gør tanker om døden.

Det viser nyere dansk forskning, som jordemoder, ph.d. Christina Prinds står bag. I forbindelse med sin ph.d.-afhandling udsendte hun med sin forskningsgruppe spørgeskemaer til 913 nybagte førstegangsmødre med spørgsmål om, hvordan det havde påvirket dem at blive forældre.

517 besvarede det omfattende spørgeskema. 75 procent svarede, at fødslen havde fået dem til at tænke mere på liv og død, og 86 procent svarede ja til, at det at få et barn havde fået dem til at tænke mere på livets sårbarhed.

”Det at blive forældre er en periode af vores liv, hvor der er mulighed for at være i kontakt med en særlig sårbarhed, fordi spørgsmål om liv og død bliver mere tydelige. I forbindelse med at man bliver mor, er der følelser og livserkendelser, som kan sammenlignes med den visdom, man kan få ved svær sygdom og tab. En fødsel er en livspakke, som vi kan pakke ud, og som kan føre til mere styrke og livsduelighed.”

Den amerikanske antropolog Robbie E. Davis-Floyd er kendt for sit forfatterskab om fødsler og argumenterer for, at synet på det at blive mor afspejler et samfunds kerneværdier.

Robbie E. Davis-Floyd fastslår, at man i en vestlig sammenhæng primært har fokus på at minimere risiko, når et nyt menneske kommer ind i verden, og dermed er der en række erkendelser, man risikerer at miste. Med et samlet udtryk beskriver hun den moderne, vestlige fødselskultur som teknokratisk.

Christina Prinds siger:

”En følge af et teknokratisk syn på graviditet og fødsel kan føre til, at vi reducerer de menneskelige erfaringer ved fødslen. Men når vi i så høj grad har fokus på alt det, som kan måles og vejes, kan noget vigtigt gå tabt.”

Inden Christina Prinds valgte en akademisk vej, praktiserede hun i en årrække som jordemoder. I de år fik hun en fornemmelse af, at der gemte sig eksistentielle spørgsmål i mødet med de gravide og fødende, som der ikke umiddelbart var rum for at inddrage i en travl arbejdsdag i jordemoderkonsultationen eller på fødegangen.

”En fødsel rører ved, hvad det vil sige at være menneske. Den forandrer vores plads i verden, vores forestillinger om ansvar og om, hvordan man bærer det ansvar. Når man bliver mor, får man en ny næste, og dermed forandres mit liv og mine tanker om ansvar og min forståelse af, hvem man er i relation til andre.”

”Tanker om sårbarhed får en ny fylde, når man bliver mor. Med et barns fødsel ligger ens sårbarhed også uden for én selv. Man skal bare ramme ens barn, så er man også selv ramt. Det er et vindue af livsspørgsmål, som bliver åbnet, og jeg mener ideelt set, at vi som jordemødre, læger og sygeplejersker skal turde at tænke og tale ind i det.”

Hendes forskning blandt nybagte mødre viser, at det at blive mor også kan føre ind i en åndelig praksis.

Da hun skulle udarbejde undersøgelsens spørgsmål, brugte hun formuleringen fra Den Europæiske Værdiundersøgelse og spurgte: ”Hænder det, at du beder eller mediterer?”. Svarede man ja til det spørgsmål, kunne man svare på, om man mediterede eller bad. To ud af tre svarede ja.

Christina Prinds havde forventet, at meditation ville være det mest udbredte svar – ikke mindst fordi meditative teknikker og visualiseringer er redskaber, som en del gravide præsenteres for, når de går til fødselsforberedelse. Det viste sig imidlertid, at bøn til en personlig gud var det mest udbredte svar.

”Det var et af mange svar i undersøgelsen, som overraskede mig. At flere beder til en personlig gud kan handle om, at man oplever sig som sårbar på en ny måde og rækker ud på en måde, man ikke har gjort før.”