Prøv avisen

På Søstersanatoriet kan demente købe ekstra pleje. Men er det med til at skabe et A- og B-hold?

Ældre demente eller deres pårørende betaler på Søstersanatoriet på Frederiksberg i København for øjeblikke af velvære, som ikke tilbydes på almindelige plejehjem. Sådan en omsorgsoase er dyr, men ældre, der har råd, tilkøber i stigende grad ekstra pleje. Sanatoriet er åbnet i år af May Bjerre Eiby, som også har et plejehjem for demente i Græsted. – Foto: May Bjerre Eiby/Søstersanatoriet

Privat omsorg i smukke omgivelser er en kærkommen oase for demente og pårørende. Men jo mere velfærd man kan tilkøbe, desto mere svækkes idéen om et velfærdssamfund med lige muligheder, mener nogle eksperter. Andre ser velfærdsforsikringer som en mulighed for højere livskvalitet i den sidste tid

Søstersanatoriet på Frederiksberg i København er et tilbud for folk med pengepungen i orden. 2000 kroner om dagen koster det således i egenbetaling for en person med demens at blive hygget om i smukke, rolige omgivelser. Her er varmtvandsbassin, spa, massage, målrettet træning, ansigtsbehandlinger, aromaterapi, gåture og menneskelig kontakt fra klokken 9 til klokken 20.

Sådan et pusterum findes ikke i det offentlige, hvor det daglige tilbud til en dement plejehjemsbeboer ofte begrænser sig til almindelig pleje, en kugledyne ved sovetid og et stoppested på gangen, hvor man kan stå, når man tror, man kan tage bussen hjem.

Det er May Bjerre Eiby, som den 7. januar i år åbnede dagsanatoriet for demente. Flere af brugerne bor i forvejen på plejehjem, men får ikke den service, som de tilkøber sig her.

I forvejen har hun et plejehjem for demente i Græsted i Nordsjælland, som hun åbnede i 2016. Begge dele har hun åbnet for at skabe en bevidsthed om, hvordan det kan gøres bedre for mennesker med en demenssygdom.

Men er 2000 kroner om dagen ikke en høj pris?

”Det er klart, at det er mange penge for en pensionist at betale selv. Men der er rigtig mange gode ting med i den pakke, og der er faktisk flere og flere, som har en opsparing til den slags, fordi de har set, at velfærdssystemet ikke kører i den retning, de havde håbet på,” siger hun.

Ifølge May Bjerre Eiby er det ikke velhavende, men almindelige mennesker, som har en opsparing samt ressourcestærke pårørende, der typisk en dag om ugen køber plads på sanatoriet – som er noget helt andet end de dagcentre for ældre og demente, man ellers kender.

”Det, der kan gøre mig ked af det, er, at det offentlige ikke ser, hvad det er, man kan gøre, bare man investerer en smule mere i pleje og omsorg. For hvis man lige giver den lidt ekstra på den front, sparer man penge andre steder. For eksempel på indlæggelser,” siger May Bjerre Eiby, som håber, det er et spørgsmål om tid, inden kommunerme vil kigge nærmere på sanatorieidéen.

Allerede nu betaler en kommune faktisk for en af de brugere, der kommer på Søstersanatoriet.

”Etikken for mig er, at jeg i stedet for at bruge tid på at bakse noget på plads med alle mulige kommuner kan bruge kræfterne på at hjælpe nogle mennesker og vise, hvordan man kan forandre dementes liv til det bedre. Faktisk tror jeg, at flere vil åbne sig for den idé.”

Direktør iAlzheimerforeningen Nis Peter Nissen er glad for, at der findes et sted som Søstersanatoriet, hvor man har ”et særligt blik for”, hvad der skal til for at hjælpe mennesker med en demenssygdom.

”Men 2000 kroner om dagen er meget, når det ret beset burde være en opgave, som det danske sundhedsvæsen løftede. Men når vi ser disse omsorgssteder dukke op, er det jo en følge af det pres, der er på den almindelige velfærd,” siger Nis Peter Nissen, som dog godt forstår, at man, hvis man lider af en uhelbredelig sygdom og har en opsparing, vil bruge pengene på at sikre sig bedre livskvalitet i den sidste del af livet.

”Det burde være en oplagt opgave for kommunerne at lade sig inspirere af den slags projekter, så det kan tilbydes alle borgere og ikke kun de rigeste,” siger han.

At det skulle blive en uoverskuelig samfundsmæssig udgift, tror han ikke på.

”For den enkelte borger er det naturligvis dyrt, men for samfundet som helhed kan det godt svare sig at sætte tidligere ind. Demenssygdomme koster over 24 milliarder kroner om året, og den væsentligste udgift ligger i plejesektoren, hvor patienten i den sidste fase har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Men med en koordineret og målrettet indsats kan den periode udskydes eller helt fjernes for 25, ja måske helt op til 30 procent. Det ved vi fra udenlandske undersøgelser.”

I løbet af en kort årrække vil omkring 20 procent flere få en demenssygdom, oplyser Nis Peter Nissen.

”Så hvis politikerne ikke snart samler handsken op og sætter ind i den tidlige fase, risikerer vi, at der kommer flere og flere tilbud, hvor det er pengepungen, der afgør, hvilken behandling man får. Det etisk betænkelige og dobbeltmoralske består i, at folketingspolitikerne tørrer problemet af på kommunerne uden at stille krav,” siger Nis Peter Nissen, som også klandrer kommunerne for at ”holde så fast på det kommunale selvstyre, at de ikke får mulighed for at gøre tingene godt for de allersvageste”.

Ifølge Mia Amalie Holstein, som er velfærdspolitisk chef i den liberale tænketank Cepos, og som har været i Tyskland for at se på plejehjem, halter Danmark alvorligt bagefter.

”Jeg synes simpelthen ikke, det er anstændige forhold, vores ældre bliver udsat for på mange af vores plejehjem. I Tyskland har man langt flere interesseplejehjem, hvor man kan bo sammen med andre, der også godt kan lide havearbejde, har samme religion som en selv, som er homoseksuelle og så videre, og nogle af hjemmene er decideret indrettet som luksushoteller med swimmingpool, træningsfaciliteter, biblioteker og butikker.”

”Jeg besøgte også et demensplejehjem, hvor der var indrettet unikke værelser til alle, alt efter hvad brugeren gik op i. En tidligere embedsmand havde fået sit indrettet som kontor, hvor han kunne sidde og være tryg og skrive, sådan som han havde været glad for hele sit liv. Det var en øjenåbner for, hvordan det kan gøres. Der er slet ikke højt nok til loftet i Danmark,” siger Mia Amalie Holstein, der synes, at 2000 kroner om dagen er mange penge, men som alligevel går ind for mulighed for en vis brugerbetaling. For eksempel i kraft af en velfærds- eller ældreforsikring.

Faktisk forudsiger flere forsikringsselskaber, at private velfærdsforsikringer er på vej, fordi de offentlige udgifter er under pres, og fordi de kommende generationer af ældre efterspørger livskvalitet.

Mia Amalie Holstein medgiver, at det kan virke ”skræmmende med den slags brugerbetaling, fordi vi ikke er vant til det”, men at det kan betyde rigtig meget lykke, hvis det bringer et kvalitetsløft med sig, og at en dertil indrettet forsikring vil gøre brugerbetalingen overkommelig.

”Er det så etisk rigtigt i højere grad at behandle ældre som kunder i stedet for nogen, der bare skal opbevares? Det synes jeg, for kunder skal man pleje og passe, og det fortjener vores ældre,” siger Mia Amalie Holstein, der er medlem af Det Etiske Råd.

Det er chef ved Anker Fjord Hospice i Hvide Sande Herdis Hansen også, men hun er mere bekymret for, at brugerbetaling trækker sundhedssystemet skævere.

”Set fra et etisk perspektiv bør ydelserne i sundhedsvæsenet være ens for alle. Det princip holder jeg rigtig meget af, og jo mere man kan tilkøbe sig, jo mere falder det princip til jorden,” siger Herdis Hansen, som er uddannet sygeplejerske.

”Umiddelbart ved jeg ikke, om et dement menneske har specielt meget behov for spa-bade, men det, jeg kender til demens – som er et indsatsområde, vi også skal til at se på med hensyn til palliation – er, at der er brug for ro, genkendelighed og nærvær. Og det er jeg desværre ikke sikker på, at sundhedsvæsenet er gearet til,” siger hun.

Men har man råd, må man vel bruge sine penge, som man vil?

”Det er klart, men det må ikke resultere i, at der ikke bliver gjort noget for dem uden midler. Det er den glidebane, vi ikke skal længere ud i. Det er ren og skær næstekærlighed, at vi skal tage hånd om dem, der ikke længere kan selv. Vi har alle sammen været med til at betale til samfundet, og vi skal alle sammen have retten til at være til besvær,” siger hun.8