Prøv avisen
Livet i 20’erne

Katinka: Livet skal ikke slibe dig helt ned til grunden, før du kan finde din vej

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

At flytte hjemmefra var for sangerinden Katinka Buchwald Bjerregaard forbundet med en masse forventninger til livet som voksen. Men efter en svær omvej fandt den 27-årige sangerinde ud af, at det slet ikke var så enkelt

Efter et årti af mere eller mindre frivillig skolegang var jeg endelig fri til at bestemme selv. Men da jeg som 20-årig vendte hjem fra højskole, klar til at lægge verden ned med mine meterhøje forventninger, var det en ny og overraskende angst, der bød mig velkommen.

Det hele havde været et springbræt til den dag, jeg skulle flytte hjemmefra, starte min egen bogsamling og selv vælge – i ren trods mod min mor – den mest kemiske og farverige tandpasta på hylden i Netto.

Jeg havde bare glemt en enkelt lille detalje i min forventning om, hvordan mine 20’ere skulle se ud med kollektiver, fester og kærlighed. Jeg havde ikke taget mig selv med i ligningen, for jeg var i alle henseender det, man kalder en late bloomer.

Jeg skulle altid løbe en ekstra gang rundt om blokken for at være med.

Men mine forventninger og forestillinger, som jeg selv og min omgangskreds havde bygget op, blændede mig, så jeg slet ikke kunne se, hvor lidt jeg var klar til at være voksen. Jeg havde hjemve, søndagssyge og mareridt, men ville og kunne ikke acceptere, at det skulle være en fiasko, selvom jeg altid fandt på undskyldninger, så jeg kunne sove hos min forældre og trække vejret igen. Der var en tone og en stemme i mit hoved, som jeg først fik rystet af mig mange år senere. Et kor, der holdt mig vågen om natten med en messen om, ”at det er sundt at være alene”, ”at man skal kappe båndene til sin forældre”, ”at man skal ud og rejse og finde sig selv”.

Jeg prøvede at gøre alt det, som kunne se lækkert ud på papiret eller være den perfekte historie om min fantastiske, nærmest romanagtige ungdom.

Men det blev aldrig en roman. Mere bare en pjece om, hvordan man farer vild på et 12 kvadratmeter stort værelse.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så bange for at vise barnet i mig selv til mine venner eller familie. Jeg flyttede 11 gange i løbet af de første fem år af mit stå på egne ben-liv. Jeg nåede aldrig at pakke min sidste flyttekasse ud, før jeg skulle videre.

Jeg overvejede slet ikke, at det med at bo i min rygsæk det meste af ugen gjorde mig så rodløs, at jeg havde kronisk hjemve fra morgen til aften. For hvordan skal man vende sit barndomshjem ryggen, når man ikke har skabt et nyt selv?

Der var alt for meget tvivl og for mange usikkerheder til at bygge et fundament. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være. Jeg vidste kun, at jeg var god til at læse bøger, men ikke god til at gå i skole. Der var alt for mange felter i sudokuen, der ikke var fyldt ud, og jeg havde brug for tid til at løse gåden.

Forventningens susen for ørerne faldt i styrke for første gang for nogle år siden, da min kloge bror fortalte mig, hvor vigtigt det havde været for ham at selv definere, hvad voksen betød.

Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg havde et valg.

Det gav mig blod på tanden til at skrue ned for det finske råbekor, der som det værste publikum havde buhet af mine fiaskoer helt fra starten. Så jeg kunne få tid til at overveje, hvad jeg egentlig godt kunne lide ved min instant cup noodle -tilværelse, og hvad jeg havde lyst til at ændre.

Jeg fik endelig nosset mig sammen til at droppe ud af lærerseminariet, hvor mine undervisere og medstuderende havde den tvivlsomme ære at se mig skrive digte på min computer i didaktik-forelæsningerne. Jeg var ikke noget tab for det danske folkeskolesystem. Især da det gik op for mig, hvordan min selvdisciplin voksede med flere meter, da jeg endelig fik lukket portene til en skole, mine forskruede forventninger egenhændigt havde valgt til mig.

Først sidste år fandt jeg hjem. Jeg havde egentlig affundet mig med mine små værelser, lært at indrette flyttekasser til sofa- og spiseborde og lært at række ud efter mine mennesker, hvis jeg var utryg. Men da jeg flyttede i lejlighed på Vesterbro i København med min kæreste over en diskussion om, hvorvidt der egentlig er noget, som hedder ”for mange kludetæpper”, og med malertape i håret følte jeg mig velplaceret.

Jeg skulle klippeklistre et hjem sammen, som ikke var skabt før af nogen andre, og jeg gjorde det ikke, fordi jeg havde læst, at det er det, man gør. Jeg havde lyst til at have mit eget for første gang.

Når jeg kigger på min egen historie og mine ekstremt rodede start-20’ere, føler jeg ikke, at mine problemer er særlig originale, men det er netop derfor, at jeg gerne vil fortælle om dem. For de mest oplagte og menneskelige problemer kan mange gange være de sværeste at få bugt med.

Jeg gider ikke at være en af de ”voksne” mennesker, som fortæller om en eller anden nederen periode i deres liv, der heldigvis gjorde dem stærkere, og som de, gud forbyde, ikke ville være fri for.

For det formede dem og gjorde dem til det, de er i dag!

Livet skal ikke nødvendigvis slibe dig helt ned til grunden, før du kan finde din vej. Livet kan godt lære dig en masse uden at slå dig hjem imens. Jeg vil bare ønske, at nogen havde sagt til mig dengang, at jeg skulle tage den lidt med ro, og at 20’erne både er fyldt med fester og arbejde, og man kan sagtens svinge mellem barn og voksen, uden at verden falder sammen. Der kommer mange dage, hvor man er tvunget til at være moden, så vi behøver ikke at skynde os.

Og selv en late bloomer kan godt finde hjem en dag.

Katinka Buchwald Bjerregaard er 27 år og forsanger i bandet Katinka.