Prøv avisen

Telefonen er død – længe leve livet!

Jeg fik limet den kop af min oldemors, som kaosfaktoren havde slået i stykker for nogle uger siden. Jeg fik gang i den roman, der har trukket flere biblioteksbøder, end hvad der er rimeligt. Og jeg fik udfyldt de første sider i en lille blå notesbog, som længe har ligget og ventet oven på køleskabet.

Artiklen er oprindeligt udgivet 4. maj 2018.

Det første led i en sorgproces er som bekendt fornægtelse.

Den indtraf en torsdag aften efter putning af to børn. Lige under overfladen i toiletkummens vandspejl kunne jeg svagt skimte en flig af noget, jeg havde ledt efter hele dagen. Noget, som absolut ikke burde ligge i toilettet: min smartphone.

Jeg fiskede den op, tørrede den af, sprittede efter og grinede. Hahaha. For ja, det var da morsomt, at den skulle ligge der, af alle de steder, den kunne have ligget, siden den blev væk tidligt samme dags morgen, hvor jeg febrilsk løb rundt og endevendte bunker af tøj, gummistøvler og skraldespande. Alt imens mine unger på knap et og tre år sad i gangen i deres flyverdragter og så på mig, som om jeg var åndssvag.

”Skal vi aldrig af sted, mor?”, sagde de med det sprog, de nu hver især har til rådighed.

”Hvad er det, der er så vigtigt?”.

Kort efter fundet indtraf fase to, vreden, og den blev rettet mod min mand. Som jo teknisk set havde ansvar for fadæsen, idet han var den, der stod op med yngstebarnet i morges og altså burde have bemærket, at vores allestedsnærværende 11-måneders kaosfaktor af en søn havde fået fat i min telefon.

”Sig mig, så du slet ikke efter ham, da I stod op?”, snerrede jeg.

”Jeg var træt, okay? Du kan selv stå op med ham så,” lød svaret.

Handlingsorienteret, som han dog er, havde han nænsomt lagt telefonen til rette på et leje af sugende ris, i et spinkelt og urealistisk håb om at tilbagerulle de 12 timers iblødlægning. Og googlede ord som ”gendannelse” og ”vandskade på telefon” på sin computer.

”Tror du ikke godt, den kan komme til at du igen? Den har vel gemt det hele,” forhandlede jeg løs, godt i gang med tredje fase.

”Jo,” svarede han.

”For du har vel taget en sikkerhedskopi?”.

Og så kom fjerde fase, det var ikke kønt, men jo, jeg græd lidt. For nej, det havde jeg ikke. Ikke bevidst i hvert fald. Bevidst var tilgengæld min ignorance over for den lille, irriterende pop op-besked på skærmen, som havde mindet mig om at tage back up nogle måneder tidligere.

Alle mine billeder af børnene, fra de helt spæde første fødselsfotos af rynkede rumpenisser med smalle øjne til min datter, der leger med dukker i en solstribe i sin oldemors stue. Videoen af den yngste fra forleden, da han tog sine første skridt med gåvognen. Av, en lussing fra virkeligheden.

Derudover: Noter og huskesedler, idélister, musik og e-bøger. Apps, åh gud, alle de apps. Til den daglige pendlertur, e-banken, e-boksen, e-mailen. Åndenød! Angst!

Jeg gik ud og satte mig i vores have. Trak vejret dybt, blev holdt lidt om. Og så gik jeg i seng, for første gang i mange måneder uden telefon i hånden.

Næste morgen vågnede jeg ved, at kaosfaktoren ramlede rundt efter noget oppe i vindueskarmen. Telefonen! Erkendelsen ramte hårdt på ny, jeg var uden livline til en hel digital verden.

Heldigvis var det weekend, og langsomt indfandt den femte og afsluttende fase sig: en form for accept. De vigtigste billeder havde jeg jo sendt til familien eller printet ud. Og helt ærligt, har man brug for så mange billeder? Det billedmateriale, der findes fra min egen barndom kan rummes i en børneskotøjsæske.

Jeg kom til at tænke på en opgave, jeg skrev som studerende, om den tyske filosof Heidegger og hans teknologikritik: Mennesket og teknikken kan ikke skilles ad. De er indlejret i hinanden, og så snart vi har lært at bruge et nyt værktøj, det være sig en hammer eller en smartphone, bliver det en del af os. Omvendt forstår vi først rigtigt tingen det øjeblik, den ikke virker længere.

Ja, sådan føltes det faktisk. Men noget andet trådte også i stedet for min ”hammer”. I løbet af weekenden fik jeg limet den kop af min oldemors, som kaosfaktoren havde slået i stykker for nogle uger siden. Jeg fik gang i den roman, der har trukket flere biblioteksbøder, end hvad der er rimeligt. Og jeg fik udfyldt de første sider i en lille blå notesbog, som længe har ligget og ventet oven på køleskabet.

Som en mor til en anden kaosfaktor fra børnelitteraturens verden også gjorde det, er jeg nu gået i gang med at notere mine børns unoder ned på papir. For det er måske det eneste, jeg selv savner, når jeg ser på min barndoms fotografier: De fortæller ikke om alt det, der var svært. Og jeg ved, det indimellem har været svært, også for min egen vidunderlige mor. Når mine børn selv bliver forældre, vil de måske vide mere om, hvad det dog var, de gjorde, som gjorde, at deres forældre fik grå hår før tid.

Måske lige så værdifuldt som tusind fotografier. Som faktisk findes endnu, fandt jeg senere ud af, oppe i skyen, hvor der, langt ud over min forståelsesevne, må ligge billioner af kopier af alt muligt, der i sidste ende er ret ligegyldigt.

Telefonen – den er død. Længe leve livet!